.

.

Torben Schwabe: »Hjælp os med at hjælpe andre«

Da jeg i 2018 blev spurgt af Chefen for Livgarden, om jeg ville indtræde i Den Kongelige Livgardes Fond var det med både stor ydmyghed og stor respekt at jeg takkede ja. Før det havde jeg været aktiv i Veteran Komiteen som bla. finansierede og byggede Veteranhjemmet på Høvelte, men den nye opgave var alligevel i en klasse for sig!
Tekst: Torben Schwabe Jan. ’77

Den Kongelige Livgardes Fond og dens formål står nok ikke helt lysende klart for os gamle gardere, som jo hver på vores måde, i tykt og tyndt, stort og småt står vores gamle regiment bi.  Jeg vil derfor prøve I det efterfølgende at give jer et kort rids af hvad Livgarden (og dermed vores fælles fond) egentlig beskæftiger sig med.

Fonden har grundlæggende 4 formål:

1. Støtte anerkendelsen af gardere og fast personel ved Den Kongelige Livgarde, der har gjort sig særligt godt bemærket i forbindelse med international og national udsendelse ved uddeling af legater.

2. Støtte til værdige og trængende gardere og fast ansat personel ved Den Kongelige Livgarde, samt deres pårørende og efterladte i form af økonomisk støtte.

3. Støtte til Livgardens veteraner, som har pådraget sig fysiske og psykiske skader ved INTOPS samt deres efterladte og pårørende. Økonomisk støtte gives bla. til: behandling og medicin, teknisk og fysisk hjælp samt job og uddannelsesstøtte.

4. Støtte til formidling og bevarelse af Den Kongelige Livgardes Historie og Korpsånd, bla. ved udgivelse af en mindebog til garderne om Den Kongelige Livgarde.

Artiklen fortsætter under annoncen

Specielt formålene 2 og 3 må få det til at gibbe i enhver gammel garder, der har været så heldig som jeg selv at aftjene sin værnepligt under den kolde krig, hvor disse formål ville have været helt uforståelige. Vi behøver ingen detaljer for at forstå, hvordan yngre årgange har oplevet tjenesten som udsendt!

Støtten er f.eks. gået til bårebuketter til veteraner, hjælp til en sommerhustur for familien til en af vores faldne, gravsten for en falden kammerat, gaver til udsendt personel, støtte til sociale arrangementer og mange, mange andre relevante projekter.

Nu er det sådan at fanerne er rullet ind og takketalerne forstummet, men vi har stadig kammerater der har brug for en hjælpende hånd, for hvem tingene ikke nødvendigvis er vendt tilbage til normalen. Disse kammerater har vi mulighed for at hjælpe via vores fælles fond. Du kan bidrage til vores sag på flere måder, enten via donationer (alt har interesse), egentlig indsamling via jeres lokale Garderforening eller du kan testamentere et stort eller lille beløb til Den Kongelige Livgardes Fond og husk at donationer på 200,00 kr og derover kan fratrækkes på selvangivelsen.

Hjælp os med at hjælpe andre….

Torben Schwabe Jan. ’77, Nordre Birks Garderforening

.

.

.