.
.
Til møde med mumierne
Hver den første tirsdag i måneden mødes 40-45 gamle gardere til en frisk frokost i sanglauget Gardermumierne der, trods den slette antydning om et støvet og hengemt selskab, fremstår nypudset og spillevende
Tekst: APR-12 Andreas Dalsgaard – februar 2020
En skeptiker ville fristes til at kalde det en senior-seniorklub i seniorklubben, og jeg skal være ærlig at indrømme, at det også var min indskydelse, første gang jeg hørte om lauget. Selv kalder de sig et laug for medlemmer i pensionsalderen, der har tid til en sangfrokost en tirsdag formiddag. Det kan måske være svært at se nødvendigheden af eksklusive seniorklubber, når organisationen kæmper en indædt kamp for at tiltrække unge medlemmer. Men nuvel. Det være det sagt. I efteråret modtog Garderbladet en venlig invitation fra Gardermumierne, der indbød til laugets julefrokost i kantinen på Kastellet. Jeg takkede ja til invitationen og lovede mig selv at møde fordomsfri til frokosten, for ved selvsyn at få syn for sagen.
Klokken 10 minutter i stilletid træder jeg ind ad døren i en fyldt Kastels-kantine. Flankeret på en halv snes langborde sidder gamle gardere skulder ved skulder iført den, i dette selskab, obligatoriske garderuniform med passende velpressede skjorter, manchetknapper og medaljer. Efter at være taget vel imod af næstformand Frants Peter Olsen når jeg nøjagtig at sætte mig ved min anviste plads, før selskabet anmodes at rejse sig i retstilling for fanens indmarch. I ansigterne omkring mig er den samme stolthed at spore i gardernes blikke. Et blik der afslører tankernes kortvarige nostalgiske tilbageblik på den stolte tjeneste.
Gardermumierne har eksisteret i næsten 17 år, siden den første frokost blev afholdt på Livgardens Kaserne tirsdag den 8. april 2003. Ideen var dengang – og er fortsat det bærende idegrundlag, at samle gardere i pensionsalderen til sang og frokost. Ifølge mumierne selv, oprinder laugets navn af, at Livgardens pensionerede officerer kalder sig ”De Tusindårige”. De gamle garderes laug skulle helst (og naturligvis) overgå officererne, og således tog lauget navn efter ”De Tretusindårige” mumier.
Mumiemødet indledes med et obligatorisk navneopråb, hvor runde og halvrunde fødselarer lykønskes, hvilket modsvares med donationer af vilkårlige flasker til frokostens tørstige selskab. I det hele taget synes tilstrømningen af drikkevarer at være en indøvet rytme. Øl og vand fordeles og åbnes rutinemæssigt, og i julens anledning er baren fri.
Ved hver stol er dagens sanghæfte uddelt. Lauget indleder med ”Kong Christian stod ved højen mast” – den er et fast indslag, uanset årstid. Herfra følger i julens anledning klassikkerne fra julekataloget. Der er ikke meget støv at spore på stemmebåndene. Tværtimod synes samtlige tenorer at stemme taktfast i, akkompagneret af klaver og trompet.
Gardermumiernes minimumsalder er 63 år. Herfra spænder aldersfordelingen over 30 årgange, med en 93 årig gammel garder som ældste medlem af lauget. Man skal egentlig være medlem af Garderforeningen i København, for at være en del af mumierne, men medlemmer af andre foreninger er velkommen, hvis de blot tegner passivt medlemskab af moderforeningen. Ethvert medlem der søger optagelse, vurderes af mumiernes bestyrelse. Det er ren proforma. Så længe de to kriterier er opfyldt, er man velkommen i sanglauget.
Efter sang kommer frokost. Normalt serveres et stykke med sild, efterfulgt af en platte og ostemadder. I anledning af julen, har bestyrelsen opgraderet serveringen til en fuld julefrokost. Og serveringerne er mange. Retterne følger i slipstrømmen på den seneste – som kageserveringer til et sønderjysk kaffebord. Appetitten kendetegner gamle gardere. Jævnligt skåles på tværs af bordene med ønsket om en god jul, mens snapseflaskerne kontinuerligt går på runde.
I et stille øjeblik kaster jeg blikket rundt på bordene i Kastels-kantinen, og det begynder at gå op for mig, hvad der får denne samling gardere til at mødes. Det er næppe anledningen til at synge eller spise, der er det bærende trækplaster. Det er udsigten til at møde kammeraterne. Denne samling seniorer, har fundet et stærkt kammeratskab over et aldersspænd på 30 år. De er ført sammen med tjenesten ved Livgarden som et fælles grundlag, og har fundet en anledning til at dyrke et særligt kammeratskab. De ser ikke minimumsalderen som et værn mod uterlige unge, men derimod som et fællesskabsforstærkende grundlag for pensionerede gardere. De vil gerne byde flere velkommen i lauget, for som de selv siger ”her er jo plads til mange flere garderkammerater”
.
