.
.
Nordisk Stævne
Nordisk Militære Kammeratforeningers Stævne, eller i daglig tale, Nordisk Stævne, samler hvert andet år forhenværende soldater fra Norge, Sverige, Finland og Danmark. I juni måned mødte den danske delegation de nordiske søsterforeninger i Elverum til tre dages kammeratligt samvær. John De Taeje fra Haderslev GF, som i år var udpeget som repræsentant for DG, fortæller her i 8 korte afsnit om oplevelsen i Norge
Tekst & Foto: John De Taeje – september 2019
1.
I forbindelse med formandsmødet i region 3 i marts måned, blev jeg, af vores vicepræsident Ulrik Baunsgaard, forespurgt om jeg havde mulighed for, og interesse i, at deltage i Nordisk Stævne. Umiddelbart tøvede jeg en anelse, da datoen lå midt i en tætpakket periode, bl.a. med Valdemarsdag og Dannebrogs 800 års jubilæum, og så havde jeg faktisk ikke nogen forhåndsviden eller kendskab til, hvad opgaven indebar. Ulrik forklarede lidt mere om baggrunden og idéen bag Nordisk Stævne, og sendte mig et par dage efter et foreløbigt program for besøget. Da baglandet gav grønt lys, takkede jeg ja til deltagelsen.
2.
For at kunne være på plads til åbningsceremonien, startede rejsen til Elverrum tidligt om morgenen d. 12. juni på Haderslev Station, hvor jeg fik behageligt selskab af oberst Leo Keller Nielsen. Leo er en gammel kær bekendt, der undervejs på turen til Sjælland kunne uddybe med fakta og viden fra tidligere deltagelse i stævnet. Desværre levede DSB op til sit dårlige ry, så trods på papiret god tid til at skifte til bus i København, måtte vi tage den med skarpt trav med 5 minutter til fælles busafgang mod Elverrum. Vi nåede da heldigvis frem, og havde lige tid til at få hilst på de øvrige danske deltagere inden afgang.
3.
Efter 10 timers busrejse, landede vi hos Terningmoen i Elverum. Terningmoen er en militær forlægning, der huser grunduddannelsen af bl.a. Kongens Garde, så vi fire gamle gardere følte os jo i særlig grad god tilpas, og Ulrik Baunsgaard fik i løbet af ingen tid organiseret en garderstue, som vi følte os hjemme og godt tilpas i. Åbningsceremonien om morgenen dagen efter blev på grund af kraftigt regnvejr flyttet fra paradepladsen til en indendørs hal, hvor den blev afviklet i god ro og orden, med deltagelse af et velspillende militærorkester. Her kunne vi for første gang få et overblik over de øvrige deltagere fra henholdsvis Finland, Sverige og naturligvis Norge. Vi måtte desværre konstatere, at det danske kontingent var færrest i antal – også færre end der sædvanligvis deltager, men årsagen var formentlig, at de fleste har været optaget af Dannebrogs 800 års jubilæum og dertilhørende arrangementer.
4.
Efter officiel velkomst og tale fra bl.a. NMKF´s (Nordisk Militære Kammeratforeningers Stævne, red.) præsident Arne Broberg, gik det retur til Terningmoen til frokost, og derefter officiel modtagelse samt kranselægning ved Rådhuset hos ”Ordføreren” (borgmesteren, red.) i Elverum, Erik Hanstad, der også introducerede os for filmen ”Kongens Valg”. Han spillede selv en birolle i filmen, og var ligesom de øvrige nordmænd meget tilfreds med den danske skuespiller Jesper Christensens præstation som Kongen. Filmen gjorde så afgjort indtryk. Det var for mit vedkommende anden gang, jeg så filmen, men fortsat absolut værd at se – og det gjorde da også indtryk at se vores norske venners rektion. Ingen tvivl om, at det her var hjerteblod for dem. Filmen udgjorde også en rigtig god baggrund for de kommende dages aktiviteter.
5.
Efter en god aftensmad, var der tid til at mingle med de øvrige deltagere, samt til at bese messefaciliteterne i Terningmoen. Der var ingen tvivl om, at faciliteterne er nogle niveauer over de danske. Det eneste, vi som danskere kunne hævde os lidt på, var ølpriserne – der var ingen, der ligefrem bestormede baren, hvis man kan udtrykke sig således. Dermed var alle mand da også friske til fredagens program, hvor vi forlagde til en anden militær forlægning. Denne gang indlogeredes vi i Rena, ca. 35 kilometer længere mod nord, hvor vi blev introduceret til den moderne norske hær, herunder organisation struktur og materiel.
6.
Rena er hjemsted for dels De Norske Specialstyrker og dels Søndenfjeldske Dragonregiment – men sidstnævnte enhed var på øvelse, så hovedvægten var lagt på foredrag og teori – om end der blev lejlighed til at møde ”rigtige” soldater, bese deres materiel – som for størstedelen var topmoderne og meget nyt. Faktisk så nyt, at der kun måtte fotograferes udefra og ikke inde i køretøjerne. Her blev der også lejlighed til at høre nærmere om norske soldaters forhold og vilkår. Hovedkonklusionen for mit vedkommende var, at nordmændene såvel materialemæssigt, men også med hensyn til vilje og evne til at ville forsvaret, igen var nogle niveauer over det danske. Jeg noterede mig bl.a. den civile ”Ordførendes” kommentar under velkomsten: ”Forsvaret er en viktig og positiv del av samfunnet vårt. De har alltid vært der, og når det trenes på Terningmoen og det i perioder smeller ganske kraftig, er toleransegrensen stor blant elverumsingene.”
7.
Den sidste officielle dag i arrangementet var lørdag d. 15. juni – Valdemarsdag og dermed Dannebrogs 800 årsdag. Dette blev markeret ved den officielle flaghejsning om morgenen, da Dannebrog blev hejst på fløjpladsen, og den danske delegation der blev fotograferet med Dannebrog efter dagens program. Selve dagsprogrammet bød på besøg på de historiske steder, der spillede hovedrollen under 2. verdenskrig – og dermed også i filmen ”Kongens Valg”. Vi besøgte Midtskogen, hvor de tyske styrker blev stoppet af bl.a. Garderrekrutter. Vi besøgte også Glomdalsmuseet samt øvrige interessante steder, under kyndig vejledning af meget kompetenter guider – særdeles interessant og godt arrangeret. Til slut havde vi mulighed for selv at vandre lidt rundt i Elverum på egen hånd inden aftenens gallafest, der markerede afslutningen på arrangementet. Enkelte havde dog andre pligter, idet der i programmet indgik en skydekonkurrence med gevær og pistol. Det blev en fornøjelig og hyggelig aften, hvor de deltagende blev blandet godt imellem hinanden, og hvor der således blev lejlighed til at træffe nye bekendte – og for manges vedkommende, at forny gamle bekendtskaber.
8.
Søndag var afrejsedag, og belært af turen nordpå, var det aftalt, at fremrykke afgangen en time, så vores udmærkede buschauffør havde mulighed for at overholde køre/hviletiderne – og vi øvrige kunne nå diverse tog mv. Turen gik heldigvis som planlaget, og kl. 23 var jeg retur i Haderslev. Overordnet set bød stævnet på et spændende og interessant program, smukt afvekslende mellem militære, civile og kulturelle formål, rigtig god mulighed for at få indtryk af vores nordiske nabolandes militær (struktur og organisation) – og rigtig gode muligheder for at træffe og udveksle erfaringer med ligesindede kolleger og kammerater. Næste møde finder sted i Finland om 2 år, og skulle jeg til den tid få tilbuddet igen, vil jeg ikke betænke mig et øjeblik – Nordisk Stævne er i høj grad anbefalelsesværdigt.
.