.
.
Fortællinger fra Horsens
Alle mænd og kvinder der har tjent ved Livgarden, mindes ærekært tjensttiden med stolthed. For de flestes vedkommende bliver mindet med tiden til små pudsige indskud i hverdagen, når næseborene rammes af duften af Kiwi eller ørerne af lyden af signalhorn, der hviner i det fjerne. Men ikke alle tillader de mange minder at forpasse til genstandsløse dagligdagsindtryk, der kun må nævnes i det rette selskab, da ægtefællen for længst har fået nok af den konsekvent insisterende referering til værnepligten ved Livgarden. En af dem skal vi møde nu.
Tekst & foto: APR-12 Andreas Dalsgaard – Februar 2016
Preben er garder og tambour fra årgang SEP-68, men har lang tid før, han kunne gå vagtparade, samlet på effekter med tilknytning til Livgarden. Effekter der ikke kun knytter an til Livgarden, men som hver især fører Preben tilbage til et helt bestemt sted i sit liv. Et liv der altid har syntes at tage et sving forbi de bjørnebeklædte soldater.
Samlingen er med tiden blevet så omfattende, at den ikke kan begrænses til en scrapbog eller en skænk, tilegnet Livgarden. Nej. Samlingen har nu en sådan størrelse, så den gamle garder med fast stemme kan kalde sin samling for et museum. Et Livgarden museum.
Og det er netop museet, som Preben i efteråret inviterede Garderbladet til at besøge.
På en villavej midt i Horsens ligger Prebens museum, gemt mellem bøgehække, flagstænger og stationcars. At der ikke ligefrem skiltets for museets tilstedeværelse, kan nok tilskrives samlingens, efter Prebens udsagn, store værdi – historisk såvel som økonomisk. Eller måske det blot er Prebens kone, der ønsker en neutral forhave som et modstykke til Livgardens erobring af baghaven. Det vides ikke.
Går man ind i baghaven, kan det med sindsro konstateres, at den gamle garder har viet både liv, kælder og udhus til Livgarden. Ledt på vej ad den røde løber, møder man synet af et skilderhus, der passende står ved indgangen til museet. En vagtgående garder må man dog tænke sig til – men det er nok også det eneste der kræver fantasi i Prebens museum – resten rummer samlingen.
Majestæten på væggen: Det nyeste skud på stammen i Prebens samling er et maleri af Kong Frederik d. IX iført Livgardens uniform. Og det er da netop også i denne sammenhæng, at Garderbladet er draget til Horsens. På dagen for besøget blev maleriet officielt overrakt museet, og med maleriet tilførtes samlingen endnu en historie…
Hans Majestæt Kong Frederik d. IX bestilte et maleri af sig selv hos maleren Harald Hansen som gave til Livgardens officerskorps i forbindelse med 300 års fødselsdagsdagen i 1958. Harald Hansen malede dog i hemmelighed et ekstra maleri til sig selv, med samme motiv som det Majestæten overrakte Livgarden. Ved malernes død blev maleriet sat på auktion, og her erhvervede den gamle garder, advokat Søren Pontoppidan, maleriet til sit kontor.
Da Ponoppidan gik på pension, blev maleriet overflødigt, og under en middag foreslog han at sælge maleriet til Prebens museum. Da var det, at en gammel garder brød ind i samtalen, og tilbød at donere maleriet med den betingelse, at maleriet skulle udstilles på museet, og aldrig måtte videresælges. De vilkår kunne Preben naturligvis acceptere, og således er dette historiske maleri nu endt på Prebens museum.
Derfor et museum: Preben er vokset op i Amaliegade med Kongefamilien som nærmeste nabo, så Livgarden har hele Prebens opvækst været inden for håndsrække. Således havde Preben sin daglige omgang med vagtstyrken, og med en formidabel krejlerevne startede samlingen på effekter fra de vagtgående gardere.
”I nogle år var samlingen stillet på Stand by, men da jeg selv aftjente min værnepligt i Livgarden, blev interessen for Livgarden igen vagt. Ikke mindre betydning havde det, at min søn Peter ligeledes skulle aftjene sin værnepligt ved Livgarden, så da han blev hjemsendt var jeg ikke i tvivl om, at museet skulle være en realitet”
En realitet der nu er blevet en omfattende samling af alt fra uniformer til originale tambour-skabslåger.
Vi gik 30 mand ind i Junglen, vi kom 3 ud. Jeg bar de 2: Midt i Prebens museum står 8 mannequiner iført forskelige uniformer. Uniformer der, nøjagtig som resten af museets genstande, rummer en hel unik fortælling om den forhenværende ejer.
Den nok mest fremtrædende uniform tilhører samme person, som er ophavsmand afsnittets overskrift. En mand hvorom de fleste gamle gardere kan utallige historier. Der er selvfølgelig tale om Fenrik A. I. H. Pedersen, eller bedre kendt som Jungle Jim.
Preben var naturligvis mand for en historie om Jungle Jim: En del danskere kæmpede på Fransk side i forbindelse med krigen i Indokina (Vietnam), i årene efter 2. verdenskrigs afslutning og frem til 1954, hvor modparten var Kina og Ho Chi-Minh.
Den danske hær gav stilletiende danske officerer lov til orlov for at deltage i krigshandlingerne på Fransk side. Der var flere danske officerer, der fandt dette tilbud som en chance for at kæmpe mod Kineserne, som dengang blev betragtet som ”den onde fjende.
En af de frivillige var Jungle Jim, som åbenbart gjorde det så godt, at han bl.a. modtog en del udmærkelser i form af medaljer.
Da Pedersen vendte tilbage til tjeneste ved Livgarden, stillede han til parade med bl.a. de medaljer, som han havde erhvervet sig i krigen i Indokina. Da den daværende oberst for Livgarden så disse medaljer, sagde han: ”Pedersen de må være klar over, at de medaljer som de har modtaget for deres indsats i Indokina, ikke er tilladt at bære på deres uniform her i Danmark, idet disse medaljer ikke er godkendt af kongehuset”
Pedersen rev derfor alle medaljer af uniformen, og fra den dag af bar han fremover aldrig nogen dekoration, om selv de var godkendt eller ej.
Jungle Jim havde et motto som han brugte hver gang han mødte nye rekrutter i tjeneste ved Livgarden, og det lød således: ”Vi gik 30 mand ind i Junglen, vi kom 3 ud. Jeg bar de 2”
Rundvisning og spisning: Et besøg på Prebens museum kan varmt anbefales til alle med interesse i Livgardens historie.
Rundvisningens sidste stop er i Prebens kælder – Kildekroen, der så opfindsomt bærer navn efter den kilde, matriklen ligger på. Her sluttede også Garderbladets besøg med en herlig frokost og dertilhørende, og naturligvis den selvskrevne ”gardersnak”.
.
