.
.
Foreningsnyt april 2022
Garderbladets 32 sider kan ikke altid udgøre rammerne for de mange historier, vi egentlig gerne vil fortælle. Her på siden har vi derfor samlet de foreningsindlæg, der ikke nåede med i Garderbladet for april måned 2022.
Tekst: APR-12 Andreas Dalsgaard Schultz – marts 2021
Det er beskedent, hvad der i april-bladet ikke kunne nå at komme med. Vi starter i region Midtjylland, der har lagt billede til artiklen. Her har der været regionsbowling, som regionsbowlingleder Karsten Fruergaard her fortæller om.
Lørdag den 26/2 blev der afholdt regionsbowling, i region II. Der var desværre tegn på corona ikke helt havde sluppet os, hvorfor der kun var tre hold, som stillede op. Vi håber på større opbakning næste år. Tak til dem der var mødt op og var med til at gøre det til en hyggelig dag.
Næste og eneste stop er på den jyske vestkyst, hvor Ringkøbing-Skjern Garderforening har afholdt generalforsamling. Her fortæller formand Anders Bjerg:
Foreningens ordinære generalforsamling blev afholdt i ”Garderstuen”, mandag den 7. februar, der deltog 22 medlemmer.
Efter fanerne var ført ind og formanden havde budt velkommen til medlemmerne, og spisningen af den veltilberedte hamburgerryg var vel overstået, startede generalforsamlingen med at JUN 87 Carsten L. Skov blev valgt som dirigent.
Formanden indledte sin beretning med at udtale mindeord over 690 NOV 65 Axel Skærlund Frandsen, der var gået bort siden sidste generalforsamling. Formanden kunne fortælle at foreningens medlemsantal var faldet med 7 medlemmer i 2021. De få arrangementer, det har været mulig at afholde, blev omtalt, deltagerantallet til landsskydning på 200 m, og pokalskydning efterår var efter omstændighederne rimelig. Kassereren fremlagde et tilfredsstillende regnskab, der viste et overskud på små 2000,- kr. Skydelederen kunne i sin redegørelse fortælle, at foreningens 1. hold var blevet nr. 2 i 2. division ved landsskydningen på 200 m. Under punktet valg, var der genvalg til alle, på nær en post som Fanebærer (Nord), her blev NOV 92 Claus Bækby nyvalgt. Formanden overrakte hæderstegn til 205 MAJ 49 Andreas Christiansen,70 år, MAJ 70 Bent Bisballe Østergaard, 50 år, 652-257 MAJ 65 Egon Jensen, JAN 70 Henning Georg Madsen, OKT 77 Søren Frederiksen og NOV 81 Mogens Kjær, 40 år samt DEC 96 Johnny Brandt Jessen og DEC 96 Allan Vindelbo Pedersen, 25 år. Under eventuelt takkede formanden APR 76 Ryan Faurby for hans store indsats som Fanebærer og Carsten L. Skov fortalte lidt om sit arbejde for foreningen ”Veteraner ved Fjorden” og i ”FrivilligVest” der er Frivilligcenteret i Ringkøbing-Skjern kommune. Centeret er sat i verden for at hjælpe og synliggøre alt det frivillige arbejde, som foreninger, ildsjæle og selvhjælpsgrupper hver dag udfører i lokalområdet.
Inden fanerne blev ført ud og generalforsamlingen formelt afsluttet, takkede formanden dirigenten for en god og myndig ledelse af generalforsamlingen.
.