.
.
Endnu en deltagerrekord til Gardermarch
Årets Gardermarch er afholdt, og gruppen bag marchen kan endnu engang konstatere fremgang i marchen. Over 1.250 friske marchgængere havde i år tilmeldt sig marchen, hvormed marchen for fjedre år i streg laver deltagerrekord.
Tekst: APR-12 Andreas Dalsgaard – oktober 2018
Søndag morgen den 30. september stod hele III bataljon formeret på Frederik d. 3. Plads, flankeret af uniformeret personel fra blandt andet Gardehusarerne, Dragonerne og Hjemmeværnet, der igen var flankeret af hundredvis af civile deltagere – med eller uden tilknytning til Livgarden. Marchparaden, der afholdes forud for at marchen igangsættes, illustrerer i særdelshed den mangfoldige march, som Gardermarch over årene er blevet til.
Allerede fra morgenstunden stod Tambourkorpset for underholdning, mens de tidligt fremmødte afventede marchens startskud. 08:25 bød Morten Salomonsen de fremmødte hjerteligt velkommen til Gardermarch, hvorefter marchledelsen var klar til at overdrage regimentet årets støtte til Livgardens veteranarbejde.
I år kunne f. Præsident Jens Crone og Michael Klitvad stolt overrække en gavecheck på 50.000 kroner til oberstløjtnant Lars Nygaard, der modtog checken på vegne af regimentet. Det er tredje gang, at marchen kan overrække et overskud til Livgarden, hvormed der nu samlet set er doneret 110.000 kroner fra marchen.
Kort efter var marchen klar til at afmarchere, hvilket skete anført af Tambourkorpset. Delingsvis blev III bataljon kommanderet højre om, hvorefter kompagnierne afmarcherede til stor beundring hos særligt marchens yngste deltagere, der måske fik plantet en lyst til selv at trække i Livgardens uniformer, når den tid kommer.
Sædvanligvis fordelte marchdeltagerne sig ud på tre ruter, på henholdsvis 8, 18 og 30 kilometer, der gik igennem øvelsesterrænet, Store Dyrehave og Tokkekøb Hegn. På rest-pladserne blev deltagerne i år mødt med forfriskninger, idet ISS lod sponsorere 2.500 stykker frugt, der blev fordelt ud på ruten. Gardermarch vil i den anledning have lov til at takke ISS for den gavmilde opbakning.
Drypvis ankom deltagerne tilbage på kasernen i løbet af formiddagen og eftermiddagen, hvor de modtog et symbol for præstationen. Deltagere, der gik en ny rute for første gang, modtog en medalje med blåt bånd for 8 km, hvidt bånd for 18 km og rødt bånd for 30 km. Deltagere, der før har gået samme rute på Gardermarch, modtog i stedet en officielt knap til medaljen, der angiver, hvor mange gange pågældende har gået ruten. I år modtog 32 deltagere et 4-tal til medaljen.
Gardermarch ønsker at takke de mange deltagere, der skabte rammerne for en flot og vellykket march. De mange deltagere gør det muligt at støtte Livgarden – og i særdelshed Livgardens veteraner. På gensyn igen den 29. september 2019.
.