.
.
Efter Livgarden: Kenneth Gasque
Kenneth Gasque er en slags pioner indenfor sportens verden. Han er manden bag verdens hårdeste Ironman, og har i 40 år fra sit eksil på Lanzarote trukket i trådene omkring sig, og fået tingene til at ske. I dag har Kenneth trukket sig lidt fra rampelyset, men selvom han er begyndt at smage på otiummet, holder han stadig fingeren på pulsen af ferieøen i Atlanten.
.
Tekst: APR-12 Andreas Dalsgaard Schultz – Februar 2022
Det klinger altid lidt af en gammel Olsen-Banden-film, når man hører om danskere, der har pakket sydfrugterne og vendt næsen mod varmere himmelstrøg for aldrig igen at se sig tilbage. Intet kunne dog være mere misvisende, når man møder Kenneth Gasque. Netop den fornøjelse havde jeg på Livgardens Kaserne midt i december måned, hvor Kenneth besøgte venner og familie på et hurtigt julevisit i Danmark, og satte et par timer af til en snak om tiden ”Efter Livgarden”.
For 40 år siden satte Kenneth sig i en flyvemaskine med kurs mod de spansktalende områder i Sydeuropa. Men det var hverken med 20 millioner stjålne D-mark i en rød kuffert eller Kriminalbetjent Jensen i hælene. Og det var slet ikke for at lægge danskheden bag sig. Hvad der drev den unge Kenneth Gasque sydpå, kommer vi tilbage til lidt senere, for først skal vi omkring et emne, som helt tydeligt har haft stor betydning for Kenneths tilværelse.
Juli 1971
Kenneth er gammel garder. Det er i hvert fald den term, vi bruger om gardere, der ikke er ”udøvende” gardere. Men da jeg under interviewet af vane bruger den term, bliver jeg med det samme rettet af Kenneth. Han er ikke, og vil ikke kaldes gammel.
”Der er visse ord, vi ikke må bruge i mit hjem. Det er kone. Min hustru er min kærlighed, hun er ikke min madkone eller vaskekone. Og vi må ikke bruge gammel.”
I ren febrilskhed søger jeg efter en anden term, og ryster ”forhenværende garder” ud af ærmet. Intet kunne være mere misvisende. Igen bliver jeg rettet af Kenneth. Kenneth er garder i hjertet. En gang – altid.
Allerede her, efter vi blot har talt i fem minutter, står det lysende klart for mig, at trods Kenneth for 40 år siden lagde Danmark bag sig, så har han aldrig lagt danskheden bag sig. Og det at være garder, det er noget man – og Kenneth – er stolt af.
Kenneth bliver indkaldt til Den Kongelige Livgarde i juli måned 1971. Det er egentlig ikke en livslang drøm, der trækker Kenneth i den retning. Faktisk ville det nok passe ham fint med et…
Denne artikel er kun for medlemmer af De Danske Garderforeninger
Er du allerede medlem, kan du læse hele artiklen i
Garderbladet februar 2022 ved at klikke her
.
