.
.
Jakob Ellemann-Jensen: »Korpsånd betyder noget, og hvis man synes det er åndsvagt, så er det fordi man ikke har været der«
En fredag eftermiddag i marts måned var Garderbladet inviteret af Jakob Elleman-Jensen til at kigge forbi hans kontor på Christiansborg til en garder-snak. Det kom på baggrund af et nyt fokus på at række ud til gamle gardere uden for Livgarden, som på den ene eller den anden måde, kunne siges at være nået til tops inden for deres felt, ’Efter Livgarden’.
.
Tekst: AGU-17 Jonas B. Nielsen
Af gode grunde lå Jakob Elleman-Jensen højt på den liste, og vi havde derfor i en periode været i korrespondance med Ellemanns pressesekretær, for at finde en tid der passede – men det var bestemt ikke nemt i en tid med genåbningsforhandlinger. Vi drog derfor spændte afsted gennem indre by fra Livgardens Kaserne mod Christiansborg, nu hvor det endelig kunne lade sig gøre.
I ventesalen bliver vi hentet af en ung medhjælper fra sekretariatet, som fører os op til 2. sal hvor Jakob ventede på os. Efter at have snørklet os igennem gangene på ”borgen” ender vi i et stort hjørnekontor med udsigt over byens tage, og hvor eftermiddagsolen skinnende indbyder over et stort mødebord dækket med kaffekopper. Her møder vi en afslappet Jakob Elleman Jensen, der med et stort smil og opsmøgede ærmer byder os velkommen.
Mens vi hurtigt får sat vores udstyr på plads, går snakken med løst og fast om forholdende i DG og Livgarden. Vi får sat os ned om bordet, med en kop kaffe hver, og fortsætter samtalen.
Jakob, vi kunne rigtig godt tænke os at høre dig fortælle om dengang du startede som soldat. Du startede jo første gang i Livgarden som værnepligtig i 1992. Hvorfor Livgarden, og hvorfor soldat?
”Jeg har altid, da jeg var dreng, gerne ville være soldat. Jeg var glad for naturen, jeg var glad for at være ude. Derudover havde jeg også en lidt udefinerbar følelse af at der var en pligt i det. Der er jo en grund til at det hedder værnepligt. Nu er vi jo så privilegerede at bo i et land, hvor vi lever i rimelig fred og fordragelighed med vores omverden. Så synes jeg ærgerligt talt godt, at man kan ranke ryggen og stille sig op frivilligt og tage noget ansvar.” Da Jakob var til Session havde han været vældigt motiveret til at aftjene sin værnepligt, og anmodede direkte om at komme i Livgarden, på trods af at han havde trukket frinummer. Men det var dog ikke førsteprioriteten dengang: ”Jeg må desværre nok tilstå, at jeg sendte en ansøgning om at blive …
Denne artikel er kun for medlemmer af De Danske Garderforeninger
Er du allerede medlem, kan du læse hele artiklen i
Garderbladet maj 2021 ved at klikke her
.
