.
.
Til civil – træd af! Hr. Oberst
Det er onsdag morgen. Ifølge kalenderen skulle vi være to dage inde i foråret, men S-tog turen til Birkerød afslører, at vinteren fortsat holder krampagtigt fast. I de nordsjællandske skovbunde ligger et fint lag sne, der leder tankerne hen på de vagtgående gardere, der nok om nogen længes efter en smule forårsvarme.
Tekst: APR-12 Andreas Dalsgaard – Maj 2016
Garderbladet er taget til Høvelte for at tale med den 66 tyvende, og snart afgåede chef Livgarden. Klokken er 08:58, da vi står ved hovedporten – 2 minutter i aftalt tid. Med en snert af hastværk, får vi fundet legimitation frem til vagten, der spørger til vores ærene. ”Vi har en aftale med chefen”.
Vi træder ind i den ikoniske gule bygning, der står som et prægtigt monument for Garderkasernen. Her modtages vi af chefen.
I februar måned blev det offentliggjort, hvem der skal efterfølge den nuværende chef Livgarden, oberst Klavs Lawes. Chefen går nu på pension fra Forsvaret, efter 40 år i uniformen. En karriere fyldt med prøvelser, udfordringer, udsendelser og oplevelser. En karriere der har dikteret en livstil, en landsdel – ja sågar en verdensdel.
Det starter med Hjemmeværnet
Med et frinummer fra sessionen, blev Lawes foreslået at søge ind i Hjemmeværnet for at finde ud af, om Forsvaret var den rigtige vej at gå. Det viste sig hurtigt, at Forsvarets sammenhold og strabadser passede til den unge student, hvorefter Lawes gennemførte et studenterhold i Sønderborg. Et uddannelseshold der uddannede med henblik på at sende de unge studenter på officersskole.
De første år som officer foregik på Bornholm, hvor Lawes, med sine egne ord, havde en fantastisk tid. På Bornholm blev stjernen på skulderen til stjerner, og som underafdelingschef ved opklaringseskadronen stod Lawes ved en skillevej. Enten skulle karrieren forsætte i Forsvaret eller i det civile. Lawes lagde derfor en føler ud i det civile samtidig med, at han søgte ind på generalstabskurset.
”Jeg havde taget skridtet, hvis der havde været noget i det private, men i mellemtiden fik jeg så at vide, at jeg var optaget (på generalstabskurset, red.). Så glemte jeg alt om det private og fulgte sporet i Forsvaret – og det har jeg ikke fortrudt.”
Med Balkankrigen ændredes Lawes situation i Forsvaret sig. Med ét slag bliver karrieren international, og Lawes måtte herefter indstille sig på helt andre militære færdigheder.
Politiske brændpunkter
Som de fleste officerer har Lawes været sendt ud i verdens brændpunkter. I oberstens tilfælde har en diplomatisk forståelse og et skarpladt mundtøj i mange tilfælde været lige så vigtigt som et vel vedligeholdt gevær og en ”Klar-til-kamp”. Udsendelser der i høj grad har været stationeret i verdens politiske brændpunkter, hvilket stiller helt særlige krav til de militære færdigheder.
Lawes udsendelser tæller nemlig militær/diplomatiske operationer ved blandt andet FN i New York og ambassaden i Moskva. Steder hvor man ikke kan befale sig til noget, men man i stedet må indstille sig på, at sine personlige relationer og et solidt netværk er det vigtigste våben.
”Det har givet mange nye inputs og ideer på både godt og ondt at opleve andre kulturer og samfund, som der er tale om. Det har været interessant at se, hvordan relationerne har været mellem det pågældende lands forsvar og samfundet, og hvilken betydning det pågældende lands forsvar har haft – eller ikke har haft. Rent fagligt har det været utroligt spændende at arbejde med udenrigsministeriets folk, fordi de har nogle andre kompetencer end jeg har. Det er med til at gøre det rigtigt spændende – og også rigtig udfordrende – og lave fælles rapportering, hvor jeg har en militær vinkel, og de har en udenrigspolitisk vinkel.”
De årelange udsendelser som forsvarsattache, har naturligvis haft sine omkostninger, rent privat. Det var nemlig ikke kun Lawes, der blev trukket væk fra de vante omgivelser. Også oberstens hustru, Jette Lawes, har måtte ofre meget. Med et stolt blik i øjet, beretter obersten da også, at det er hustruen, der har betalt den store pris, som ledsager på de mange udsendelser:
”Hun har fulgt trofast med, og har støttet op om det hele. Det er jo sådan, at når man er udsendt som forsvarsattache, så er det en par-udsendelse, fordi hustruen er meget vigtig. Hun kan jo være med til at åbne døre, når man befinder sig på de bonede gulve. Og i det hele taget det, at hun skaber noget i sit eget hjem, har en stor, positiv indflydelse på ens arbejde. Jeg er meget taknemmelig for, at hun er gået helhjertet ind og altid har støttet op”
Oberstens støtte på hjemmefronten er da ingen lunde ukendt for DG, der i utallige sammenhænge har haft glæde af Jette Lawes selskab ved DG arrangementer. Og her er det måske passende at sende vores tak og bedste ønsker til oberstens hustru.
Hjem til Livgarden
Men selvom funktionen som forsvarsattache har fyldt meget i Lawes karriere, er det ikke stillingerne på de bonede gulve, men snarere stillingerne på de danske kaserne der står som karrierens militære højdepunkter: ”Hvis jeg skal nævne de bedste stillinger jeg har haft, så er det som chef for opklaringseskadronen på Bornholm, som chef for I Livgardebataljon og så som Chef Livgarden.”
Da Lawes efter 9 år i streg som udsendt derfor blev tilbudt at vende hjem som Chef Livgarden, var han da heller ikke i tvivl om, hvor karrierens sidste stilling skulle indtages. Og det var en spændt officer, der i 2013 forlod den danske ambassade i Moskva, for at indtage chefstolen ved Livgarden.
”Jeg var meget spændt på, hvilken kvalitet soldaterne havde. Da jeg sad i udlandet læste jeg meget om, at den danske ungdom ikke gider noget – ikke vil noget, og det er absolut ikke min oplevelse. De værnepligtige vi får ind, synes jeg er super dygtige, motiverede, friske og fyldt med gå-på-mod. Så stik modsat det jeg havde troet ud fra det, som jeg havde læst i medierne. Plus at vores stående styrke, qua de mange udsendelser de har haft i internationale missioner, er top professionelle – virkelig dygtige.”
Og kilden til de top professionelle og motiverede soldater, skal formentlig findes i regimentets stærkeste styrker, som Lawes formulerer som korpsånd og sammenhold, hvilket alle gamle gardere med garanti kan nikke genkendende til.
Et lokalt blik
Gennem sin tid som regimentschef har Lawes haft fokus på Livgardens tilknytning til lokalområdet. Både for at pleje naboskabet, men i lige så høj grad for at sikre en fortsat opbakning fra lokalområdet, hvis kasernelukning i Høvelte endnu engang kommer på den politiske dagsorden.
De sidste tre år er Livgardens lokale forankring da også styrket betydeligt. Blandt andet er et af de helt store projekter næsten i mål – en modernisering af Sjælsø Skydebane: ”Lige nu er det skydebanen, vi skal til at have færdig, som er en afgørende del af vores virkeramme – at vi har en fuld moderne skydebane. Og som samtidig lever op til de miljøkrav, der er i forhold til vores naboer – at vi ikke støjer og larmer for meget. Og der vil den nye skydebane i høj grad nedsætte støjen, hvilket selv sagt vil være rigtig godt for vores naboskab”.
Gennem Garderbladet har DG da også været berørt af oberstens lokale fokus, da vi i oktober 2015 udgav et temanummer med fokus på Livgardens mangeårige tilknytning til lokalområdet.
Og netop De Danske Garderforeningers interesse i at støtte regimentet, bliver i flere omgange fremhævet og rost af Lawes. ”Det er jo fantastisk at mærke den opbakning man får fra DG. Selvfølgelig hvad angår den finansielle del, hvor Livgarden får mulighed for at gennemføre ting, vi ellers ikke ville have budget til. Men næsten endnu vigtigere er den mandskabsmæssige opbakning vi mærker til parader, hvor DG står trofast med en faneborg ved f.eks. hjemsendelses parader. Det er helt fantastisk.”
Da vi stiller spørgsmålet, hvad der har overrasket Lawes mest i forhold til stillingen som regimentschef, bliver DG endnu engang fremhævet. ”Det har nok været de mange aktiviteter, der er i relation til De Danske Garderforeninger. Hvor man ønsker at chefen kommer ud og fortæller, hvad der sker ved regimentet. Det havde jeg ikke set komme, men det har været yderst spændende.”
Hvad så nu?
Lawes går nu på pension fra Forsvaret, men det bliver ikke et farvel til arbejdsmarkedet. Hvad der skal ske, kan obersten ikke løfte sløret for. Vi kan blot håbe at se ham i DG regi i fremtiden. Indtil da ønsker DG al held og lykke fremover, takker for det mangeårige samarbejde, og lader obersten få det sidste ord til spørgsmålet: Hvorfor er DG vigtig?
”DG er jo gamle gardere, og de har forståelsen for, hvad regimentet laver. De er selv stolte over, at have været gardere og er på den måde villige til at støtte op om regimentet. Der skabes en form for symbiose mellem Livgarden og DG. De er en bak-up, som man hele tiden ved er der.”
.
