.

.

Rex-tur: En helt anderledes opgave

Mens hele Danmark har ligget stille, har rekrutterne ved 2. bataljon haft nok at se til. Uddannelsen af soldater ved Livgarden er i vintermånederne fortsat under hensyntagen til covid-19, og i marts måned var rekrutterne klar til den store styrkeprøve. Med på sidelinjen var musiker Daniel Clemmensen – sat på en helt anderledes opgave.
Tekst: Kaptajn Thomas Reimann

Som følge af COVID-19, har mange danskere oplevet udfordringer med fx arbejdet og gennemførelsen af dette. Det har også været tilfældet for Livgardens Musikkorps, hvor musikerne stort set kun har øvet hjemme de seneste 12 måneder.

Således har 30-årige Daniel Clemmensen, der er ansat som basbasunist i Musikkorpset i 6 år, oplevet disse udfordringer på egen krop og sind. Så da han blev kontaktet af Livgardens presseofficer og blev spurgt, om han kunne tænke sig at deltage på Hold DEC-20 REX-tur og dokumentere øvelsen, var Daniel ikke i tvivl: ”Selv om det var en helt anderledes opgave end at spille i Musikkorpset, så var jeg ikke i tvivl om, at jeg gerne ville med på øvelsen”, fortæller Daniel.

I sin fritid har Daniel erhvervet sig kompetencer indenfor fotografering, optagelse og redigering af videoer, hvilket Livgardens presseofficer, kaptajn Thomas Reimann havde opdaget: ”I forbindelse med en ny kommunikationspolitik for Livgarden, så jeg muligheden for at benytte Daniel til at lave lidt videoer om REX-turen. Derfor henvendte jeg mig til Orkester-chef Eric Enstrøm og forelagde mine tanker og Eric bakkede op om idéen” forklarer Thomas Reimann.

Det er der kommet tre flotte videoer ud af, som kan ses på nederst i artiklen.

Til daglig er 30-årige Daniel Clemmensen ansat som basbasunist ved Musikkorpset

Det var en spændende uge. Mandag morgen vidste jeg intet om øvelsen og programmet for den. Men jeg fik frie hænder til at optage, hvad jeg fandt interessant, efter vi havde fået udpeget en gruppe vi kunne følge”, forklarer Daniel dagen efter, at den tredje og sidste video netop er blevet offentliggjort.

I redigeringen har det været svært at skære over syv timers optagelser ned til ca. 15 minutters færdig video, men jeg kan se ud fra kommentarerne til videoerne, at jeg har fanget noget af den stemning, som jeg følte mig en del af hele ugen

Foruden arbejdet med at optage de forskellige elementer fra REX-turen, så gav det også Daniel et unikt indblik i Livgardens forskelligartede tjeneste:

Normalt ser jeg kun den ceremonielle del af Livgardens tjeneste, men nu kom jeg pludselig tæt på gruppe- og delingsførere, det fysiske pres, det logistiske setup og dermed hele den operative forudsætning for at blive vagtgående garder” fortæller Daniel og fortsætter: ”Jeg så kun hamrende dygtige og dedikerede kollegaer, der satte alt i bevægelse for at løse de opstillede udfordringer, som REX-turen giver!

At møde så dedikerede og dygtige kollegaer, skabte også et pres på Daniel for at lave nogle videoer, der netop synliggør kollegaernes indsats og målet med at gøre rekrutterne til gardere.

Jeg har været dybt imponeret af Daniels tilgang til opgaven og derfor har det været nemt at give Daniel et kreativt frirum, både under optagelserne men også i redigeringen. Han har skabt tre flotte videoer og det er et produkt, som Livgarden kan være stolt over, så stor ros til Daniel” afslutter presseofficer Thomas Reimann om Daniels indsat på turen og i den efterfølgende redigering.

Artiklen fortsætter under annoncen
Garderen fortæller

“Rex-turen var den hidtil største prøvelse vi frivilligt havde udsat os selv for. Vi havde hørt så mange historier omkring netop denne tur fra så mange gardere før os, som klart havde sat nogle tanker i gang som fyldte utrolig meget i dagene optil: ”ville jeg kunne klare de fysiske udfordringer jeg ville blive stillet” – ”hvordan ville psyken have det efter 4 døgn uden søvn og særlig meget mad”.

Søndag aften var alt pakket og klar til afgang. Vi gik på beredskab klokken 00:00 og det var derfor blot et spørgsmål om tid før vi ville blive aktiveret. Vi gik i seng uden at sætte vækkeur, for vi ville på en eller anden måde blive vækket, og vi skulle nok vågne som vores sekondløjtnant havde forsikret os om.

Dette resulterede i en nattesøvn som nok mere var en sammensætning af en masse små powernaps, da spændingen hurtigt fik taget styringen. Da klokken var 06:00 vågnede vi til ”ALARM ALARM” – nu skulle vi afsted. Uniformen blev på rekordtid trukket over hovedet og så var vi ellers klar til en uge med en masse udfordringer. Derefter var det afsted mod Gribskov, hvor vi lavede BSO.”

 

Selvom sneen var smeltet, og temperaturen vendt til plusgrader, bar øvelsesterrænet stadig præg af den kolde vinter. Ikke desto mindre var det en kærkommen glæde for rekrutterne, at den sidste felt-tur ikke skulle gennemføres i frostgrader.

I løbet af ugen blev der vendt op og ned på dag og nat. Til sidst var det svært at finde rundt i, hvor meget man havde sovet, det eneste vi vidste var bare, at det ikke var ret meget. Vi var hele tiden i gang, så man glemte lidt tiden og pludselig skulle vi hjem, men nu var spørgsmålet bare hvordan.

Et af højdepunkterne på hele turen var, for vores vedkommende, udover indpassagen, den gåtur vi havde hele vejen fra Gribskov hjem til kasernen. Her blev vi som gruppe sat på egne ben, og på den måde fik vi testet gruppens evner til selv at løse en krævende opgave på egen hånd.

Hele natten blev vi jagtet af hunterforce igennem skovene. De havde hunde og lygter og var hele tiden i hælene af os. Vi havde fået minimalt med søvn og sulten pressede virkelig på, men alligevel fik vi til sidst kæmpet os frem til parkeringspladsen ude foran kasernen hvor befalingsmændene stod og vores rygsække lå til højre ret på græsset. Vi klarede det! Nu gjaldt det bare indpassagen.

På målstregen stod alle de nye gardere og heppede på en, tårerne pressede lidt på for vi havde klaret den hårdeste tur vi ville blive udsat for, og nu kunne vi virkelig kalde os selv for ”gardere”, som jo var det vi havde kæmpet allermest for”

Rex-tur i 3 afsnit

Over 3 afsnit kan du følge rekrutternes rejse – fra rekrut til garder. Kom med helt tæt på Rex-turen anno 2021.

Afsnit 1: Mød rekrutterne Lebech, Petersen og Sayed under Den Kongelige Livgardes Rex-tur.

Afsnit 2: Rekrutterne Lebech, Petersen og Sayed bliver testet under nattekamp.

Afsnit 3: Den afsluttende del af Rex-turen presser rekrutterne helt ud til det yderste.

.

.

.

.