.
.
Opstarten i Estland
Den 8. januar 2020 overtog Danmark efter et års pause ansvaret for at opstille det underafdelingsbidrag, der indgår i den britisk ledede Battle Group, der har hjemme i Tapa i Estland. 1. Panserinfanterikompagni fra I Livgarden stiller med størstedelen af underafdelingsbidraget, som også indeholder en artilleriobservatørsektion og et logistikdetachement. Underafdelingsbidraget støttes desuden af et nationalt støtteelement, en militærpolitistation og et stabsbidrag.
Tekst: Public Affairs Officer, Lasse Kronborg – februar 2020
Missionen er er del af enhanced Forward Presence (eFP). Og selvom det af langt de fleste eksperter vurderes usandsynligt, at underafdelingsbidraget skulle komme i kamp, er tilstedeværelsen i Estland strategisk set den vigtigste mission Forsvaret har haft i mange år.
Formålet med missionen er ikke kun at forberede forsvaret af grænsen mod Rusland på NATOs nordøstlige flanke. Det er også at vise Rusland, at NATO står sammen, og at et angreb på fx Estland er at betragte som et angreb på NATO-alliancen som hellhed (en for alle, alle for en). I lyset af Ruslands aktiviteter bl.a. på Krim i 2014 og i Ukraine er dette et vigtigt og nødvendigt budskab at sende.
Netop begivenhederne i Ukraine og på Krim betyder, at vores estiske broderfolk er bekymrede for deres egen situation. Esterne føler igen den russiske bjørn ånde dem i nakken. Derfor er det en vigtig opgave for de danske soldater at vise, at landende i NATO hæfter solidarisk for fred i Europa, og at Estlands sikkerhed og frihed garanteres af Alliancen.
Styrkebidraget er særdeles velkomment i Estland. Danmark og Estland har historisk set meget tætte bånd. Esterne er meget bevidste om, at Danmark var et af de første lande til at anerkende Estlands selvstændighed efter bruddet med Sovjetunionen. Esternes tilslutning til NATO er større end i de fleste gamle medlemslande. Det gælder i øvrigt også for en stor del af den ca. fjerdedel af landets befolkning, der etnisk og kulturelt set er russere.
Transport til Estland
Selve ankomsten til Estland og indflytningen på kasernen i Tapa forløb uden større udfordringer, ikke mindst pga. god planlægning og støtte fra den hjemlige struktur. Selvom rejsetiden for hovedstyrken, der ankom 6. januar 2020, blev forlænget af en teknisk fejl på flyveren, gik soldaterne i gang med indretningen fra det øjeblik, de ankom til Tapa. Materiel og køretøjer var ankommet 2 dage i forvejen med skib.
På under to døgn blev de tomme kasernebygninger omdannet til en fuld fungerende kompagnibygning med indkvartering, undervisningslokaler, materiel- og munderingsforsyninger, kontorer, garageanlæg, træningsrum og fritidsrum. Og så er der selvfølgelig ”kuffen”, hvis medarbejdere hurtigt fik etableret en dejlig duft af kage samt en blød sofa til de hårdtarbejdende soldater.
Men selvom kaserneområdet nu er indrettet, falder aktivitetsniveauet ikke det kommende stykke tid. Den første periode skal der øves og trænes intensivt for, for det første, at sikre samarbejdet med resten af den engelske Battle Group. For det andet skal soldaterne træne at arbejde under de meget kolde vejrforhold, der kan opleves i Estland. Endelig skal doktrinen tilpasses til kamp i de store skovområder, der dominerer Estland mod øst, hvor decentral føring og kamp vil være et vilkår.
1. kompagni fra Livgarden, der indgår i 1. brigade i grundstrukturen i Danmark, har opgaven med at opstille panserinfanterikompagniet, indtil de afløses af garderhusarerne midt på året. 1. Panserinfanterikompagni indgår i eFP Battle Group under det historiske navn ”Armadillokompagniet”.
.