.
.
Oberstinden, Anne-Cathrine Riebnitzsky
Forfatter, officer, veteran, oberstinde, pårørende og buejæger, er blot nogle af de mærkater som kendetegner Anne-Cathrine Riebnitzsky, der med et af landets største forfatternavne netop er udkommet med sin fjerde roman, Smaragdsliberen, der poetisk fortæller om tilværelsens skrøbelighed. Et aspekt af livet som forfatteren på egen krop har oplevet ændre utallige skæbner.
Tekst: APR-12 Andreas Dalsgaard – november 2018
Hun åbner tasken og viser Bodum termokoppen: ”Bare for en sikkerheds skyld, jeg vidste jo ikke, om der var kaffe.” Man mærker instinktivt den strukturerede og forberedte person, hvis fortid i Hæren formentlig kan tilskrives det punktlige møde og den fremadskuende tilværelse.
Garderbladet har mødt oberstinden, Anne-Cathrine Riebnitzsky, i Officersmessen på Livgardens Kaserne for at indkredse og forstå den uofficielle titel af oberstinde, og de indirekte forventninger til en person i en rolle og position, der i et moderne samfund måske fremstår som et levn fra konservative tider, hvor rollen i hjemmet var præget af datidens idealer og traditioner. Men når man kommer under huden, og begynder at forstå titlen og opgaverne, alligevel fremstår som en moderne institution i en hær, der engagerer sig langt fra ligusterhække og caffe latte på fortovscafeer.
Anne-Cathrine, som i hverdagen omtales AC af de som kender hende, er uddannet sprogofficer med speciale i russisk, og er fortsat tilknyttet reserveofficerskorpset som premierløjtnant. De senere år har AC ladet uniformen hænge i skabet for at fokusere på forfatterskabet, og runder i år 10-året for den seneste udsendelse til Helmand provinsen i Afghanistan.
I alt har AC to udsendelser til Helmand bag sig. Første tur var i 2007, kun få måneder før det danske bidrag blev indsat i Camp Price, hvor en af de blodigste epoker i krigen senere ramte det danske ISAF hold. Her var AC udsendt som en del af CIMIC, der forestod civil opbygning midt i en krigszone, hvor frygten for Talebans rædselsregime skar gennem civilbefolkningens inderste knoglemarv, og troen på en ny og bedre fremtid konsekvent lod sig begrave i selvmordsbombernes ødelæggelser.
Særligt led de afghanske kvinder og børn under Taleban, og AC var fast besluttet på at hjælpe dem til en bedre fremtid, hvor selvstændighed, uafhængighed og rettigheder var helt nye punkter på dagsordenen, som selv den største jubeloptimist ikke havde turde håbe på.
Anden udsendelse, allerede året efter i 2008, var som civil udviklingsrådgiver for Udenrigsministeriet, hvor AC igen kunne bidrage til en facet af krigen, der kun blev omtalt i fodnoterne hos medierne, men som ændrede livet hos utallige kvinder og børn i det sydlige Afghanistan.
I rollen som oberstinde har AC de første år, hvor Livgarden har haft udsendelser med OIR i Irak, deltaget i oberstens orienteringer for pårørende. En opgave, hvor AC’s egne erfaringer som udsendt og som pårørende til en udsendt, skabte grobund for en særlig forbindelse og forståelse i mødet med de bange og bekymrede pårørende, der stadig kunne se de dannebrogstildækkede kister på nethinden.
”Forestillingerne er jo meget mærket af de godt 10 år vi har været i Afghanistan, hvor der var rigtig meget mediedækning af kister. Og det sidder stadig i den kollektive hukommelse. Også selvom karakteren af udsendelserne i dag er meget anderledes. Men deres følelser er der stadigvæk. Jeg husker meget tydeligt fra en af OIR orienteringerne, at der var et kort over et område i Irak, hvor lejren var skraveret, men der var også et område uden for lejren, der var skraveret. Soldatene skulle ikke uden for lejren. Men der var alligevel et skraveret område uden for lejren, og det var der en mor, der var meget bekymret over – skulle de nu derud? Ja, det var så skydebanen, og den lå rigtignok uden for lejren. Og som gammel soldat tænker man: Okay, det ville godt nok være meget dumt at angribe et kompagni på skydebanen med masser ammunition. Det ligger ikke ligefor. Men som civil tænker man jo meget anderledes om de ting.”
I en position som oberstinde, men måske i denne sammenhæng først og fremmest hustru, stående centimeter fra rampelyset, der med militær præcision iscenesætter en alvorsstemt oberst med erfaring fra egne udsendelser samt en dyb indsigt i karakteren af den mission, han om få uger sender sine soldater ud på, indtræder AC med et fortrøstningsfyldt og menneskeligt islæt, der opbløder den hårdføre martialske scene. En slags menneskelig bro, der forbinder de pårørende til en verden, hvor en fejl kan koste liv. En verden hvor mænd og kvinder, fædre og mødre eller sønner og døtre har valgt en karriere, vis fagkundskab ligger fjernt fra borgernes trygge tilværelse.
”Der er rigtig mange af de pårørende, der er rigtig bange. Og det er ikke altid, at de lige går op og taler med obersten, for han er den strenge sure mand, som tager deres sønner og sender dem i krig, og det kan de risikere at dø af. Men det bløder meget op på deres opfattelse af ham (obersten, red.), at han har sin hustru med, og at vi sidder ved siden af hinanden. Og de kan jo godt se, at vi holder i hånd, og at vi sniger et kys indimellem, så de bliver klar over – okay, han er faktisk et menneske inde bag uniformen. Når de så finder ud af, at jeg både har været pårørende og udsendt, så gør det noget for forståelsen, og derfor kommer de også hen til mig og spørger om nogle ting.”
.
»På en eller anden måde, er det jo meget noget man selv opfinder«
.
Hvor forhold omkring militære stillinger og militært personel normalt er beskrevet ned til mindste detalje, uden slinger i valsen eller detaljer overladt til tilfældigheder, er positionen som oberstinde i det store og hele overladt til den enkeltes fortolkning, forståelse og omsorg for at udfylde rollen.
Det leder tankerne hen på den aristokratiske opfattelse af en førstedame, der i sin egenskab af hustru må opfinde, hvordan hun indgår som en del af et tomandshold – et, populært sagt, power couple – der i fællesskab styrer mod et kollektivt mål.
”På en eller anden måde, er det jo meget noget man selv opfinder. Og der er både fordele og ulemper ved, at der ikke er skrevet noget ned. Der er selvfølgelig nogle få faste traditioner såsom balkonkaffen (ved parader på LGK, red.), som man så udfylder på sin egen måde. Der er jo nogen som går meget op i, hvor meget tid man nu bruger på det, for det er trods alt ulønnet. Men nogen gange må man putte nogle kræfter i noget, der mere skal ses som en investering. Jeg møder rigtig mange mennesker, og jeg har også fået nye læsere på den konto.”
Frivilligt eller ej, byder rollen som oberstinde med jævne mellemrum på opgaver, der måske bedst må betegnes som pligter. Blandt de mere festlige af slagsen hører de opgaver, der involverer Kongehuset. Allerede før obersten tiltrådte, fik AC mulighed for at afprøve kræfterne i de royale gemakker.
”Lige inden Mads tiltrådte som chef, var jeg inviteret til kunstnerbal på Amalienborg, hvor Kongehuset inviterer de kunstnere, som de mener, er nogle af de vigtige i landet. Der var jeg heldig at være en af de forfattere, der blev inviteret. Da dørene gik op, var jeg fuldstændig blæst bagover. Det var så massivt og så voldsomt. Der stod presse i to meters dybde hele vejen ned igennem Drabantsalen”.
Prøvelserne i pressens umættelige grådighed efter et glimt af den royale verden og kongehusets mytiske takter og omgangstoner, skulle kort tid efter vise sig som gunstig erfaring, da parret gik fra at være gæster til værter.
”Det var ret overvældende lige i starten. Der gik 20 dage efter Mads tiltrådte til, at vi var værter for Majestæten og Prinsgemalen til en koncert i Stærekassen. Derefter faldt det bare slag i slag, og jeg sagde i spøg, at jeg mødte en gang om ugen i den periode. Her skal man så finde ud af, hvordan man lige håndterer værtsskabet på en måde, som fungerer for dem. Og der går jo noget tid, før man bliver rigtig tryg ved det.”
Traditionen byder egentlig chefen for Livgarden og kommandanten i København at tage bopæl over midterpavillonen på Livgardens Kaserne i Gothersgade, men som Rahbeks forgænger også valgte, har parret besluttet ikke at bo midt i vagtkompagniets daglige rutiner.
I stedet har de fundet et tilflugtssted i landlige omgivelser nord for København, langt fra øvelser og eksercitskommandoer. Et frirum fra de mange pligter og opgaver, hvor det mentale overskud kan genfindes og tosomheden kan få plads. ”Jeg tror vi har den samme oplevelse, som mange mennesker har, når de kører i sommerhus – at vi kører væk fra det hele og kommer ud. Væk fra alle de praktiske ting.”
I det nordsjællandske frirum er der plads til at dyrke parrets fælles passion for buejagt. En disciplin, hvor jægeren selv leverer kraften i skuddet, på en afstand der er så kort, at selv de mindste detaljer i pelsen anes. Og samtidig en disciplin der vedligeholder nogle af soldatens væsentligste færdigheder i felten.
”Det vedligeholder ens soldaterfærdigheder helt vildt, og de er jo sindssygt skrappe de her dyr. Vinden behøver man som regel ikke tage hensyn til med fjenden, men det skal man virkelig være opmærksom på her. Og alt hvad der hedder bevægelse, bevoksning, belysning og baggrund – de der fire B´er, dem har man bare i baghovedet hele tiden, fordi det ser dyrene også. Det er lydløst, og vi skal tæt på. Og det gør, at man ser utrolig meget, for det handler jo om, hvor man anbringer sig i terrænet. For mig er det dyr, der går 80 meter væk i kanten af en lysning fuldstændig ligegyldigt. Men når den er inden for 20 meter, så kan du se det hele. Dens øjne og pelsen. Og der er jo mange gange, hvor man ikke tager skuddet, enten fordi dyret ikke er jagtbart lige nu, eller fordi man tænker – argh, hun er en god mor, hun passer godt på sine lam, og hun er ung, så det kan være hun sætter to igen til næste år. Og så lader man det selvfølgelig være. Men der er noget meget fascinerende ved, at man selv leverer kraften. Det hele er på en eller anden måde til at forstå.”
Tilflugtsstedet er ikke blot et skjulested, hvor AC undslipper hverdagens pres og omverdenens interesse. Det er også forfatterskabets grundlæggende rammer, hvor arbejdsroen til at nedfælde lidenskabelige fortællinger opstår. Som AC udtrykker det, så er de rolige omgivelser alfa omega, for at afrunde de blanke sider med indlevende prosa.
Den 5. oktober 2018 udkommer AC med sin fjerde roman, ”Smaragdsliberen” der har været undervejs de sidste to år, og til bogreceptionen fornemmer man den lettede og samtidig hvileløse forfatter, der nu endelig må afvente anmeldernes dom over det seneste værk.
”Nu får vi se, hvordan det går med den nye bog. Jeg nåede at udgive en roman, lige inden Mads fik jobbet ved Livgarden, og så har jeg skrevet på ”Smaragdsliberen” imens vi har været her på Sjælland. Og jeg har haft rigtig mange nerver på. Men nu har vi haft de første testlæsere, så nu er jeg lidt mere rolig, for det lader til, at læserne rigtig godt kan li bogen, og så skal det jo nok gå. Det er jo ikke kun for sjov, jeg skal jo også gerne tjene penge på det – det er trods alt to års løn, som jeg endnu ikke ved om er lykkedes. Jeg har undervejs også skiftet fra ét forlag til et andet, og generelt er der mange ting, som er skiftet ud de seneste to år. Adressen, computeren, forlaget og bilen – alt er blevet udskiftet i mellemtiden. Mads og mobiltelefonen er det eneste, der stadig er det samme.”
.
