.
.
Nytter det overhovedet at træne andre landes soldater
Nogle gange kan man godt tænke om det overhovedet nytter noget med al den træning, vi giver andre landes forsvar. Jeg har set træningsmissioner over det meste af verden, hvor vi fortæller om vores måder at gøre tingene på. Forsøger vi at få andre landes militær til at rette ind efter os? Er de egentlig interesseret i den danske model? Eller som overskriften siger: Nytter det overhovedet at træne andre landes soldater. Lad mig give en personlig fortælling.
Tekst: Oberst Lasse Harkjær – Januar 2019
I 2004 blev jeg udnævnt til chef for 3. Jyske Brigade. Jeg mødte spændt op ved brigaden for at finde ud af, at den var under nedlæggelse. Den skulle i stedet fra begyndelsen af 2005 danne kadren i ”Danish Advisory and Training Staff (DATS)” med base i Riga.
Min brigadestab skulle nu i stedet for at styre en dansk brigade være et træningshold for de baltiske lande – Estland, Letland og Litauen. De tre lande var netop blevet medlemmer af NATO, og deres forsvar var under omstilling til NATO-procedurer.
Vi havde året 2005 til at træne en bataljon i hvert land, der så med udgangen af 2005 skulle op til en “Affirmation Excercise”, hvor et team af kontrollanter fra NATO skulle overvære en stabsøvelse og se om de kunne anvende NATO-procedurerne.
DATS stabsmedlemmer gjorde en stor indsat indenfor hvert deres speciale. Der var virkelig tale om en holdindsats. For mig var det heldigt, at det var en solid og godt trænet stab jeg havde overtaget med stor viden om brigade- og divisions-operationer.
Ud over træningen af de tre bataljoner skulle vi nemlig også indlede træningen af en brigadestab i hvert land. Så vi skulle både være division og brigade i vores træning.
Men ville det overhovedet gå? Landene have allerede rådgivere fra en række NATO-lande som USA, UK, Frankrig og Tyskland.
Det kom til at gå. De andre landes rådgivere blev trukket hjem og vores træning i de tre lande blev indledt. Jeg skal spare læseren for detaljerne i træningen – de tre bataljoner gik til eksamen og et team fra en lang række NATO-lande kom og kontrollerede deres “Affirmation Excercise”. De bestod med bravour og viste at de var helt klar til at indgå i Alliancens strukturer.
I begyndelsen af 2006 sagde jeg farvel til DATS og Estland, Letland og Litauen. Jeg havde fået et nyt job ved Livgarden. Men mange gange har jeg tænkt på om det var det hele værd. Satte vi os et aftryk? Var det reelt en hjælp? Svaret er forblevet ubesvaret, om end jeg har kunne følge de tre landes større og større deltagelse i Alliancen og nationalt i regi af Danske Division.
Den 8. til 10. oktober 2018 skulle jeg ledsage Hans Kongelige Højhed Prins Joachim under et militært besøg i de tre lande. Der var mange besøg de tre dage, men tre af besøgene kom til at være noget særligt.
Ved besøget i Litauen skulle vi besøge deres Iron Wolf Brigade – deres stærkeste brigade. Her blev vi modtaget af min gamle elev, der nu var brigadechef. Han havde været stabschef i den bataljon vi havde trænet i 2005.
I sin briefing om deres vej til i dag, havde han en oversigt over alt det Danmark havde gjort indenfor træning af den Litauiske hær, og han var hurtigt til at konkludere, at de ikke havde været hvor de er i dag, hvis det havde været for den danske træning gennem årene.
I Estland skulle vi besøge Viceforsvarschefen. Det var ligeledes min gamle elev, idet han havde været chef for den bataljon vi havde trænet. I sit ”Office Call” med Prinsen lagde han igen og igen vægt på den danske træning, og nævnte naturligt nok DATS flere gange.
Sluttelig skulle vi besøge de danske soldater fra Gardehusarregimentet, der er udstationeret i Estland. Her skulle vi tale med den estiske brigadechef, der havde de danske soldater i sin brigade. Også det var en gammel elev, den tidligere stabschef i bataljonen vi trænede. Han var den mest specifikke i sin tilbagemelding. Han præciserede, at de stabsprocedurer og det stabsarbejde han var blevet trænet i sad så stærkt i ham, at han siden vores træning altid vidste, hvordan stabsarbejdet skulle køre. Han havde brugt det siden, brugte det fortsat og trænede sine enheder efter de danske principper.
Eller som han sagde: ”hvis du kunne læse estisk ville du se, at næsten alle vores procedurer i den estiske hær stammer fra jeres træning i DATS”.
Der gik 13 år før jeg fik svar på om det nyttede. Derfor er svaret på overskriften: ”Ja, det nytter at træne andre landes soldater – svaret er værd vente på, og det hele var værd at kæmpe for.”
.
