.

.

Nye Regimentsslips

I slutningen af januar 2020 foreslog chefen for I Bataljon, at Livgarden forærede et regimentsslips i ”velkomstgave” til to nye, indkommende bataljonschefer fra Princess of Wales Royal Regiment. Chefen for Livgarden måtte let lakonisk svare, at det var en god idé, hvis altså vi havde haft nogen. Det blev startskuddet til udvikling af et nyt regimentsslips ved Den Kongelige Livgarde. Det er regimentschefen selv, der har initieret og siddet for bordenden af processen fra start til slut.
Tekst: Den Kongelige Livgarde Foto: Christian Radil, Militær Foto – MAJ 2021

Næstkommanderende ved regimentet, oberstløjtnant Torben Egidiussen, blev gjort til formand for ”Slipseudvalget” og opgaven lød: ”Lav et nyt, moderne, tidløst og nobelt regimentsslips, der kan bæres af alle med kærlighed til Livgarden uanset grad, og uanset om man er tjenestegørende eller hjemsendt.”

”Jeg kunne godt gennemskue, at jeg gik ind til en opgave som mange ville have følelser og meninger omkring.” fortæller Torben Egidiussen. ”Derfor har det helt fra starten været set som afgørende med solid inddragelse af en bred kreds i og omkring regimentet. Jeg samlede en lille, blandet flok som faste medlemmer af ”Slipseudvalget”.

”Vi gik som det første i gang med at invitere en lang række personer og foreninger mv. til at komme med input, ønsker og idéer. Vi kom langt omkring, og fx bød blandt andet Den Danske Garderforening i Storbritannien ind med mange, nyttige input. Helt som ventet, var der mange holdninger og meninger om stort og småt, men det gav også en styrket tro på, at et nyt regimentsslips er efterspurgt.”

Koordinationsmøde med producenten den 14. oktober 2020. Til stede: Søren Skifter (Ejer Søren Skifter A/S), Torben Schwabe (JAN 77, slipseudvalg + bestyrelsen i LG Fond), Peter Lysholt, kasserer i LG Fond.

”Det stod naturligvis også hurtigt klart, vi skulle have professionel hjælp til opgaven. Her faldt valget på Søren Skifter Slips i København, der har lavet slips i mere end hundrede år. Det gjorde ikke ligefrem beslutningen om valg af leverandør vanskeligere, da det gik op for os, at førstemanden i butikken, er gammel garder.”

”Efter ”den første runde” tegnede sig 8-10 mulige skitse-ideer, som vi fik rentegnet. De blev godkendt af chef/Livgarden og siden sendt ud til fornyet kommentering – igen i en meget bred kreds.

Langsomt men sikkert kom vi tættere og tættere på kernen af, hvad de fleste ønskede og forbandt med Livgardens værdier og et nyt regimentsslips. De 8-10 udkast blev til 3-4 som så kunne justeres yderligere og genudsendes – denne gang i en lidt mindre, men stadig bredt funderet kreds. (Det er – ud fra en ”vand under broen-tilgang” – et helt bevidst valg, at vi ikke længere viser de forskellige tidlige udkast).

Artiklen fortsætter under annoncen

Det stod ret hurtigt klart, at særligt to modeller trak entydigt, men også uhyre ligeværdigt fra. Det fik Torben Schwabe (JAN. ’77, bestyrelsesmedlem i Livgardens Fond og fast medlem af ”Slipseudvalget”) til at foreslå, at vi lavede to slips. Dels for at komme flest muligt smagsmæssigt i møde, men også fordi ”den ældre, rutinerede manufakturhandler” nemt og overbevisende kunne redegøre for forskellige anvendelsesmuligheder for de to slips – alt efter smag og behag.

Chefen for Livgarden godkendte hurtigt forslaget om dobbelt så mange slips som han oprindelig havde bedt om, og den 10. september 2020 kunne ”Formand/Slips” fremlægge status og den ønskede retning for den samlede betyrelse i Livgardens Fond. Også her blev projektet godkendt og forhold omkring financiering og distribution m.m. blev fastlagt.

Herefter fulgte ”kun” den endelige tilretning og koordination med producenten med henblik på fremstilling af to prøveeksemplarer. ”Jeg lærte en hel del nye ord og detaljer om stoftyper, ”panel” og vævning mv. i de dage, og var på ny overordentlig glad for at have Torben (Schwabe) til hjælp ift. koordinationen med leverandøren” fortæller Torben Egidiussen.

Coronasituationen har selvklart ikke ligefrem været en nyttig medspiller, og den er en medvirkende grund til, at processen har taget tid. Til gengæld har der for mange måske heller ikke været de store antal lejligheder til at bære slips under pandemien.

Vi har dog først og fremmest ønsket at være grundige og at inddrage flest mulige. Det med henblik på at nå frem til et samlet resultat, der både i udtryk og udformning kan leve op til den høje kvalitet vi alle ønsker og forbinder med Livgarden. Også derfor har projektet taget tid. Efter lidt yderligere finjustering frem og tilbage kunne chefen for Livgarden i starten af 2021 give endeligt grønt lys, til en igangsætning af produktionen, som har fundet sted i Italien.

Ved en lille ceremoni på Livgardens Kaserne den 5. maj 2021 kunne chefen for Livgarden løfte sløret for de nye regimentslips. Han var omgivet af de bidragydere og repræsentanter for samme, som Corona-situationen muliggjorde. Slipsene er herefter til salg via Gardershop.dk.

Afsløringen af de nye regimentsslips skete under en lille ceremoni på Livgardens Kaserne d. 5. maj 2021.

Takket være støtten fra Livgardens Fond, vil prisen være særdeles favorabel, hvilket vil sige ca. det halve af normal udbudspris for den valgte (bedste!) kvalitet. Overskuddet fra salget af slipsene vil – til glæde for alle der holder af regimentet – gå til Livgardens Jubilæumsfond. Slipsene kan købes både med og uden en flot gaveæske, og med hvert slips følger en hilsen fra chefen for Den Kongelige Livgarde.

Vi håber, at mange vil synes om de nye slips, og finde talrige lejligheder til – både til hverdag og fest – at vise stoltheden over og tilknytningen til vores gamle regiment. Det er måske – særligt i dette medie – værd at nævne, at der selvklart ikke er tale om slips, der på nogen måde skal konkurrere med Garderforeningernes kendte ditto. Hver ting til sin tid.

Slips nr. 1: Livgardens Sol: Mørkeblå baggrund, hvor Solen i sølv går igen og igen i nøje fastlagt mønster. Et enkelt og nobelt slips ment som en respektfuld hyldest til Livgardens personel af alle grader og regimentets konstante kerneopgave: Uddannelse og indsættelse af gode vagtgående gardere og soldater i den danske felthær. 

Slips nr. 2: Livgardens farver: Mørkeblå baggrund med Livgardens ”stable belt” fordelt som smalle striber på slipset. Et flot og moderne slips, der bl.a. er inspireret af Den Danske Garderforening i Storbritannien. Slipset er ment som en respektfuld hyldest til Livgardens nationale og internationale opgaver og engagementer gennem alle tider.   

Køb dit nye regimentsslips hos Garderbutikken

.

.

.