.

.

Med flyvevåbnet i Mali

I godt en måned har jeg – igen – befundet mig under noget varmere himmelstrøg. Årsagen er denne gang, at jeg er udlånt fra Livgarden – via FAK – til Flyvevåbnet. Min opgave er at støtte det aktuelle danske C-130J bidrag til FN´s MINUSMA mission med mine franskfaglige kompetencer.
Tekst: Eric Lerdrup Bourgois, Specialkonsulent og Historisk leder – Foto: Kaptain Everst-Jan Daniels – januar 2020

Mali har siden 2013 befundet sig i en omfattende og alvorlig sikkerhedspolitisk krise. Malis regering har bl.a forsøgt at håndtere nævnte ved at bede FN om hjælp. Dette sker – militært som civilt – i rammen af MINUSMA missionen. Missionen, der i øjeblikket er under svensk militær ledelse, består af ca. 13.000 FN soldater, godt 1.750 politifolk og 1.200 civile medarbejdere.

Danmark bidrager til missionen – fra november 2019 til maj 2020 – med et C-130J (Herkules fly). Det sker som del af en rotationsordning i samarbejde med Belgien, Norge og Portugal. Rotationsordningen fungerer ved, at de deltagende lande på skift udsender et transportfly til MINUSMA i ca. seks måneder. Det er 3. gang, at Danmark bidrager med et transportfly til MINUSMA – senest var i 2017 og første gang var i 2014.

Artiklen fortsætter under annoncen
En travl INTOPS hverdag

Det er FN hovedkvarteret i Bamako, der beslutter – ofte med kort varsel – hvor i Mali og med hvad og hvem der skal flyves. Og opgaverne spænder vidt. Indtil videre har bidraget transporteret flere brandbiler, tonsvis af cargo, 100-vis af PAX (passagerer med bagage), samt også DDR-personel, som er ex-kombattanter, der har besluttet sig for at slutte sig til regeringshæren via et særligt integrations- og træningsprogram. Distinationerne har været Gao, Mopti og Tombouctou – i det centrale Mali – samt Tessalit – i det nordlige Mali.

At holde et transportfly i luften under international operation kræver en stor indsats. For at kunne løfte opgaven er der derfor sammensat et hold bestående af piloter, flymekanikere, administrativt personel, forsynere, cargo-specialister, et sundhedsfagligt team (med læge), bevogtnings- og sikringsfolk m.fl. samt en tolk. I alt kan holdet være på op til 65 udsendte. Holdet og flyet, med tilhørende hangar og værkstedsfaciliteter, har base i og ved Bamako lufthavn. Selve indkvarteringen af personellet sker i ”Bifrost”, der er en norsk ejet og drevet teltlejr.

I gode hænder

Bidragets chef og næstkommanderende er begge gl. gardere – så helt galt kan det ikke gå. Derudover består holdet af personel primært fra Nord- og Midtjylland. Alle er venlige og imødekommende, men der er lidt kulturforskelle, som der skal tages høje for. Dels det rent sproglige, hvor der en gang imellem virkelig skal spidses ører for at forstå hvad der bliver sagt – og ikke sagt… Og dels selve sprogbetydningen. F.eks. betyder ”det finder vi nok ud af” – ”at vi har en aftale” og ikke som det vil blive forstået i hovedstadsområdet, nemlig som ”det kan måske nok godt lade sig gøre”. Og så er der også alt det tekniske, flyvevåbenmæssige, som er spændende at blive klogere på, men som selvfølgelig også kræver sit at forstå, når man kommer fra en hverdag i Hæren.

.

.

.