.
.
Isoleret
Den 12. marts besluttede regimentet at garderne, både i København og Høvelte, skulle isoleres på Livgardens kaserner. Den, i nogles syn, kontroversielle beslutning affødte en del debat, og flere medier lod emnet fylde i spalterne. Men hvor slemt var det i virkeligheden på den anden side af hegnet, og hvad tænkte den enkelte garder selv om situationen? Det satte vi os for at undersøge.
Tekst: aug-17 jonas b. nielsen – Foto: apr-12 Andreas Dalsgaard – maj 2020
Eftersom kasernerne i marts og april kun var åbne for operative formål, måtte vi foretage vores interviews telefonisk. For at få det bredest mulige perspektiv, rakte vi ud til to gardere fra hold AUG-19 og DEC-19, der således oplevede at være isoleret på henholdsvis Livgardens Kaserne i Gothersgade og Garderkasernen i Høvelte. Garderen fra hold AUG-19 hedder Mathias, han er tjenestegørende på 1. vagthold med udsigt til en hjemsendelse i slutningen af marts måned. Den anden Garder, fra hold DEC-19, hedder Jeppe, han har netop færdiggjort sin vagtcertificering på Garderkasernen, og således lige påbegyndt vagttjenesten i Vagtkompagniet.
Vi kontaktede først Mathias fra 1. vagthold, på Livgardens Kaserne. Garder Mathias har ø-fri og sidder på sin stue sammen med resten af sine stuekammerater i baggrunden. Vi bliver mødt af en dyb men livsfuld stemme i den anden ende af røret. Vi introducerer os selv og spørger derefter ind til hvordan det går. Det står heldigvis godt til. Efter lidt løs snak – frem og tilbage – kaster vi os ud i det første spørgsmål.
Hvordan var stemningen og forventningen i optakten til udgangsforbuddet?
”De fleste havde godt set det komme” fortæller garderen lidt henkastet. De havde alle sammen fulgt med i udviklingen i resten af samfundet, og ikke mindst resultatet af statsministeren pressemøde onsdag aften d. 11. marts. Dagen efter, om torsdagen, havde de et møde i auditoriet hvor ledelsen briefede om situationen og sagde at de overvejede at isolere dem på kasernen. ”Det var en aftrædende dag, så der var en del der tog hjem efter mødet. Men samme aften blev vi ringet op og fik at vide vi skulle tilbage og pakke til to uger” fortæller garderen.
Opkaldet bliver ind i mellem afbrudt af den mere eller mindre festlige stemning i baggrunden, hvor nogle af de andre gardere, forsøger at synge med på teksterne til musikken der bliver spillet, ind i mellem afvekslet med højlydte grin på tværs af rummet.
”Det var ikke alle der tog det lige nemt” fortsætter han og fortæller videre om, hvordan nogle gardere modtog nyheden med stor frustration. ”Der var mange, der havde set frem til at komme hjem og se kæresten og familien”. Men selvom situationen naturligvis skabte irritation og frustration, så var der også forståelse at finde blandt de fleste. ”Det var da pisse nederen, men vi kunne jo ligesom også se, hvordan resten af samfundet også lukkede ned. Alle barer og restauranter var lukkede” siger han med et let grin. ”Personligt, så syntes jeg selvfølgelig at det var ærgerligt, at jeg ikke kunne komme hjem og se min familie, men alle mine familiesammenkomster var i forvejen blevet aflyste, så jeg ved ikke om det ændrede så meget”
Ingen parade – Livgardens parader på Amalienborg Slotsplads, er under Corona situationen sløjfet. I stedet foregår vagtskiftet ved, at tiltrædende vagt køres i bus til Amalienborg Slotsplads, hvorefter vagten på en lang linje går ind i stengangen. Herefter gennemføres postafløsningen på slotspladsen ved, at tiltrædende enkeltvis går til den tildelte post, og med 2 meters behørig afstand overtager posten fra aftrædende. Afslutningsvis forlader aftrædende vagt på samme måde stengangen for at sidde op i bussen, der herefter kører tilbage til Livgardens Kaserne.
Hvad var det værste under selve isolationen?
”Isolationsstuen var uden tvivl det værste. Dem, som var syge, blev lagt på sygestuer med omkring fire mand på hver, men hvis man havde kraftig mistanke om, at du havde fået Corona, så blev du lagt på isolationsstue, indtil det var væk. Og der var du helt alene.” Han taler af egen erfaring efter at have været isoleret før jul med roskildesyge. Han kalder på sin stuekammerat som også selv har været isoleret. ”Ja, isolationsstuen er noget pis,” stemmer stuekammeraten i. ”Man er bare sengeliggende i et lokale helt for sig selv. Alt mad får du sendt ind under døren”. Men som vagtgående garder i vinterperioden, er det nok ikke helt usædvanligt at man går og har forkølelseslignende symptomer uden at man skriver sig i lægebogen.
Var folk bange for at blive syge? Gik der lidt panik i folk, når der var nogen, der hostede?
”Nej, overhovedet ikke. Næsten alle går jo og småhoster og snøfter lidt på næsen i løbet af vinteren. Jeg var selv halv-forkølet i to måneder i starten, men man tager jo stadig sine vagter. Det var kun, hvis man blev ramt ud af ingenting med feber eller influenzalignende symptomer, at man skrev sig i lægebogen og kom på sygestuen. Men det er ikke, fordi folk bliver bange for én, hvis man hoster lidt ned i ærmet. Folk tænker ikke så meget over det, tror jeg.” Han nævner, at det kun var ved særligt begrundet mistanke, at man røg direkte i isolation. Det var først senere, at der blev mulighed for at blive testet og få mistanken be- eller afkræftet.
Derudover var der også flere og ekstra lange stueeftersyn for at sikre en ekstra høj rengøringsstandard: ”Men vi havde selvfølgelig stor forståelse for, at man skulle gøre ekstra rent, vi sørgede især for at afspritte alle vegne. Befalingsmændene superviserede undervejs og var med for at sikre sig, at det hele blev gjort ordenligt. Det var ikke som til stueeftersyn, hvor de først bagefter ville komme og kontrollere. Vi var ligesom alle sammen interesserede i at det blev gjort ordentligt”. Stuekammeraten stemmer igen i: ”Ja, der var bestemt en følelse af at være i samme båd.”
For de fleste gardere på 1. vagthold var det dog hverken isolationsstue eller ekstra rengøring, man var mest presset over. ”Den største frustration har helt klart været udskydelsen af vores aftrædelse. Vi var lige i slutningen af vores periode, da udgangsforbuddet kom, så derfor var der selvfølgelig mange der så frem til bare at blive aftrådt og komme hjem.” Men sådan kom det ikke til at gå. Efter at de første klager var kommet frem i medierne, blev sundhedsministeriet indblandet, og så kom beslutningerne ud af ledelsens hænder. Aftrædelsen blev sat på standby, men af en eller anden årsag påvirkede det ikke de andre 3 vagthold: ”Vi (1. vagthold, red.) nåede lige at pakke alle vores ting på lastbilerne og sætte os op i busserne. Så fik vi at vide, at de lige havde fået et opkald om, at vi ikke skulle rotere ind (på Garderkasernen, red.) den dag alligevel, men måske dagen efter, alt efter hvad sundhedsstyrelsen fandt ud af. Dagen efter, en Ø-dag, pakkede vi så vores ting igen og var klar til at rotere ind. Vi endte med at vente i 8 timer, hvorefter de stadig ikke havde fundet en løsning, så vi måtte pakke ud igen. Men eftersom vi var tiltrædende dagen efter, endte vi med at måtte tage en ekstra vagt oveni. – så vi blev ”snydt” to dage i streg og endte med en ekstra vagt. – Det var nok der moralen var lavest for de fleste.”
Hvordan kunne I mærke, at I blev hjulpet igennem krisen?
”Der blev lavet mange tiltag for at ”forsøde” vores tilværelse lidt. I starten brugte vi tiden på at spille fodbold ude på plænen, men det var ikke så hensigtsmæssigt (pga. smitten,) så det holdt vi hurtigt op med. Men vi fik f.eks. lov til at bruge beredskabsstuen til at se tv i og spille PlayStation sammen. Og så var der også arrangeret et ”aktivitetstelt”, som blev sat op ude på plænen, med Air pool og bordfodbold og sådan noget. Jeg tror, at det var noget af det, som blev støttet af de eksterne organisationer. På et tidspunkt blev der også sat en hotdogstand op og uddelt chips og sodavand, og der blev også doneret nye fladskærms TV og brætspil til vagterne.” fortæller garderen med begejstring i stemmen.
Men det var ikke kun de enkelte tiltag som hjalp garderne igennem. Generelt var moralen høj, og der var en stemning af at være sammen om det. ”Som sagt, var sergenterne blevet mere ”menneskelige” at være sammen med. Jeg husker tydeligt en gang, hvor vi allesammen stod indtrådt foran vores vagtholdsfører, mens vi ventede på den seneste melding. Jeg ved ikke, hvad der tog så lang tid. Det var der, hvor Sundhedsstyrelsen var kommet ind over, så ingen vidste helt, hvad der skulle ske. Efter at have stået i noget tid besluttede vores vagtholdsfører, at vi bare kunne slappe af, indtil de kom med en melding. Så brugte vi i stedet tiden på at spille bordtennis med vores vagtholdsfører og NK-vagthold.”
Garden bag Garden – Da nyheden om de tilbageholdte gardere ramte De Danske Garderforeninger, gik der ikke lang tid, før Sekretariatet fik iværksat indkøb af et nyt TV og en masse brætspil til garderne, så de havde lidt til at fordrive tiden med på kasernen. Gardernetværk var ligeledes hurtige til at reagere, og troppede op med sprøde pølser til hele vagtkompagniet.
Et par dage senere får vi mulighed for at ringe til Jeppe fra 3. vagthold, som kun kort tid forinden er roteret fra Høvelte ind i vagtkompagniet. Han er sendt på detachement til Fredensborg, og vi ringer kort tid efter, at han er ankommet dertil. Vi fanger ham mens han sidder og gejler på sine vagtstøvler.
Hvordan var stemningen i optakten til udmeldingen?
”Jeg tror ikke rigtigt, at der var nogen, der så det komme” fortæller han. ”Det gik meget stærkt.” Der havde ikke været megen tale om coronavirus før statsministerens pressemøde onsdag d. 11. marts, men allerede torsdag, dagen efter, blev der indført en række tiltag. ”Det startede med adskillelse af vagtholdene. Vi fik at vide, at vi skulle holde mindst fem meters afstand til gardere fra de andre vagthold. Vores frokoster blev skemalagte, så vi så vidt muligt undgik hinanden, og der blev indført striber i gulvet i CAF, så man ikke stod for tæt i køen. Samme aften kom de med meldingen om udgangsforbuddet.”
Som han fortæller, så var det ikke alle der tog det lige pænt. Blandt nogle var frustrationen stor, og bølgerne skvulpede højt ind i mellem. ”Der var virkelig nogle, der var pressede over det. Der var én fra min stue der næsten forstuvede hånden, fordi han tabte besindelsen og slog på skabe og senge. En anden var nærmest grædefærdig.” Tidspunktet for udmeldingen kom ugen efter weekenden, hvor de havde fejret Blå-fest. Deres vagt- og eksercitsuddannelsesmodul var lige begyndt, og for de flestes vedkommende var der allerede næsten gået to uger, siden de sidst havde været hjemme hos familien og kæresten.
Til at begynde med fik garderne fri mulighed til at ringe til deres forældre eller kæreste for at få dem til at bringe ting med til dem hjemmefra. De kunne endda frit bestille pizza med levering. Men som tiden gik, blev kontrollen mere striks. ”Til sidst blev der indført kontrol på alt der blev ført ind på kasernen, hvor alt skulle vises frem. Der gik heller ikke lang tid, før det blev forbudt at bestille mad ude fra.”
Afstand mellem vagtholdene – For at inddæmme smittefaren vagtholdene imellem, forsøger vagtkompagniet for så vidt muligt at begrænse kontakten mellem garderne, på tværs af vagtholdene. Således foregår overdragelsen mellem garderne på vagtskifte med 2 meters behørig afstand.
Hvad var så det værste under selve isolationen?
”Jeg tror, det, der var det værste, var uvisheden. Der var ikke rigtig nogen, der vidste hvad, der skulle ske, eller hvordan det skulle fungere. Og det var også svært at vide hvor længe det ville vare”. Han forklarer, at der var udbredt vantro blandt garderne, da sergenterne fik lov til at tage hjem den første weekend, mens garderne måtte blive på kasernen. ”Det gav ikke meget mening for os. De havde jo lige så stor risiko for at bringe sygdommen med ind på kasernen, hvis de blev smittet.” Men det blev der også hurtigt lavet om på. I den efterfølgende uge blev der indført et nyt skema, hvor garderne ville få fri hver dag kl. 15, men til gengæld skulle de også arbejde hver dag – selv i weekenden. Sergenterne skulle blive på kasernen og træne med garderne. ”Det var selvfølgelig rart, at man fik lidt tidligere fri og sådan, men det var godt nok udmattende i længden, at vi aldrig rigtigt havde en fridag. Sådan fortsatte det indtil vi roterede ind i vagtkompagniet.”
Føler du at der generelt var tillid til håndteringen af situationen?
”Jeg tror, at de fleste syntes, at der blev taget godt hånd om det på sygestuerne. Hvis man var syg, blev man lagt på sygestuer med måske fire andre syge gardere.” Det var først ved stærk mistanke om Coronavirus, at man blev lagt i isolationsstue for sig selv. Han fortæller også om, hvordan adgangen til CAF blev delt op, så de syge kunne gå ned og spise for sig selv uden at smitte de andre. ”Jeg oplevede bestemt ikke, at der var nogen form for frygt for at blive smittet. Som sådan var der ikke flere syge end normalt. Vi bruger jo det meste af vores tid udenfor, og især på feltture er det ret almindeligt, at man kan få en mild forkølelse. Så man gik ikke og frygtede det værste, bare fordi nogle hostede lidt.”
Bustransport – Vagtparaden er afløst af bustransport til- og fra Amalienborg.
Hvordan kunne I mærke at I blev hjulpet igennem krisen?
”Vi fik f.eks. lov til at bruge auditorierne, efter vi var aftrådt, til at sidde og se film i. Og så var det jo i det hele taget meget hverdagsagtigt med undervisning i weekenden kombineret med at vi fik tidligere fri, så det var ikke fordi man kedede sig i hvert fald.” Han fortæller, hvordan de til deres idrætsundervisning lavede nogle cross-fit aktiviter med navnet ”Corona games”. Det gik ud på, at syv grupper skulle konkurrere sig igennem syv stationer med udholdenhedstræning.
Begge opkald sluttede med en stor tak for deres tid samt et held og lykke fremover. Udgangsforbuddet ophørte kl. 19 d. 25. marts. Der er ikke nogen tvivl om at episoden har testet garderne på deres psyke og deres sammenhold, og selvom moralen måske overordnet har været høj, så har der uundgåeligt været mange personlige omkostninger, hos nogen flere end hos andre. Men som garderen fra 1. vagthold sagde det: ”Det er lidt ligesom REX-tur: Det er dem med overskuddet, der bærer de andre igennem.”
.
