.
.
Genoprettelse af Livgardens Reserve
Efter at være skåret væk i en årrække, er der de senere år opstået en politisk forståelse for det betimelige i at have en vis militær reservestyrke til rådighed.
Tekst & FOTO: seniorsergent-R Brian K. Rützou (DEC 83), bataljonsbefalingsmand ved Livgarden Reserve, marts 2022
Udrulningen af denne beslutning har nu ved Den Kongelige Livgarde for alvor taget fart efter en særdeles ”hård fødsel”, hvor opstillingsgrundlaget ad flere omgange er blevet ændret og omformuleret. Og endelig af Covid – da vi endelig var klar til at mødes i virkeligheden. I mellemtiden er der blevet rekrutteret, de fleste stillinger fyldt ud, og reservens støtte til de forskellige enheder er begyndt at virke i det små. Selvom vi gerne ville have skudt det hele i gang med et større officielt arrangement. Men sådan ville Covid det ikke.
Det er ikke den samme reserve, som vi tidligere har kendt. Hverken i størrelse eller formål. Hvis vi ser historisk på reserven, så havde vi reservens ”gyldne periode” under den kolde krig, hvor stort set alle soldater blev uddannet i værnepligten og hjemsendt som krigsbrugbare soldater. I det daglige havde man en lille professionel stående styrke, men kernen i den danske hær var en mobiliseringshær, hvor hjemsendte soldater blev administreret i et kæmpe logistisk netværk, som med årene flyttede dem rundt til efterhånden mindre krævende opgaver, indtil de helt blev ”skrevet ud af rullen (lægdsrullen)” og altså ikke længere skulle stille i tilfælde af mobilisering. Enkelte nøgleenheder blev lejlighedsvis genindkaldt, og hele korpset af reservebefalingsmænd og -officerer var på kontrakt, og pudsede jævnligt formen af uden indkaldelse af mandskabet. Hele denne store og velfungerende reservestruktur blev nedlagt og ”høstet som fredsdividende” rent politisk efter Murens fald.
Så kom der et antal år med et andet og fjernere trusselsbillede, og Danmark trådte ind på scenen med en mere aktivistisk udenrigspolitik. Denne befordrede mindre enheder af professionelle soldater indsat rundt om i verden. Og det var derfor det, der blev indøvet herhjemme. Og ikke som tidligere nærforsvaret af Danmark. En ganske lille reserve på enkelte specialister af alle grader blev opretholdt i det man humoristisk benævnte en ”badekarsmodel”. Altså alle placeret uden struktur eller organisation i ”badekarret”, som enhederne så kunne fiske i, efter hvilke kompetencer de efterspurgte. Denne reservestyrke havde alene til formål at støtte Livgardens operative enheder.
Den nuværende reserve (under implementering) har flere formål. Dels at støtte Livgardens enheder under uddannelse og (nu også) vagt. I krise- og krigstid. Vi støtter med specialister, undervisere, befalingsmænd og officerer ved huller i bemandingen af kortere varighed. Det er støtte til Uddannelsesbataljonen (ll/LG), primært uddannelse, øvelser samt skydeperioder. Samt Vagtkompagniet, hvor reserven støtter sergent-rosten på Kastellet, IH-rosten, samt Tambourkorpset. Stående styrke (l/LG) er organisatorisk underlagt Brigaden, og har sin egen lille reserve. Endvidere stiller/rekrutterer vi føringskadrer til Totalforsvarsstyrken. Et nyt koncept – en slags ”mini-mobiliseringsstyrke” i Hjemmeværnets regi, hvor distrikterne har et antal enheder med mobiliserbare hjemsendte værnepligtige, og hvor deres uddannelse og indsats altså vartes af en gruppe reservekontraktansatte. Primært befalingsmænd og officerer fra de lokale værnepligtsuddannende regimenter.
Livgardens Reserve er ikke som tidligere en egentlig bataljon, men fører blåt underlag (Tidligere lll/LG) under ”Solen”, for dels at italesætte og vise reserven, samt for at opbygge en enhedsfølelse for reservister – på tværs af enhederne. Sideløbende opfordrer vi til at reservisterne involverer sig i Livgardens øvrige liv og sociale arrangementer, både i almindelighed samt i de forskellige messer. Så det er altså grunden til, at I vil kunne se det blå underlag anvendt enkelte steder igen
.
