.

.

Garder med skotske aner modtager Dronningens Ur

Onsdag d. 18. november afholdte Den Kongelige Livgarde den traditionsrige Dronningeparade, hvor H.M. Dronningen overrækker Dronningens Ur til holdets bedste garder.
Tekst: APR-12 Andreas Dalsgaard – Foto: Olav Vibild

Normalt stiller samtlige ledige gardere op til parade, når H.M. Dronningen aflægger Livgardens Kaserne i Gothersgade et besøg for at overrække Dronningens Ur samt at sige indkaldelsesholdet tak for den indsats der er ydet i løbet af tjenestetiden.

Det blev dog den 18. november til en parade i mindre pompt og pragt, idet den naturligvis skulle ”corona-justeres” i forhold til antal. Således var kun et lille udpluk af vagtkompagniet opmarcheret på eksercér-pladsen foran Rosenborg for at tage imod majestæten.

Men foruden den corona-justerede parade forløb resten i det store og hele på normalvis. Majestæten ankom på kasernen klokken 14, blev taget imod af Chef Livgarden oberst Mads Rahbek og præsident for De Danske Garderforeninger Maj-70 Jens Crone.

Artiklen fortsætter under annoncen

Herefter inspicerede majestæten paradestyrken, før paradens højdepunkt – modtageren af Dronningens Ur – blev bekendtgjort. Garder McKinnon var denne gang den særligt udvalgte garder til at modtage en af de største anerkendelser, en garder kan modtage.

I motivationen for indstillingen nævnes blandt andet, at Garder McKinnon igennem hele sin værnepligt har vis sig som en god kammerat, at han altid er opsøgende og hjælpsom overfor sine kammerater, og så er McKinnon besiddende et rigtigt godt humør på slottene – ”selv i de sene nattetimer, oplever man en særdeles veloplagt og professionel garder med overskud til også at hjælpe de andre”.

Garder McKinnons far er skotsk og stammer fra Isle of Skye. McKinnon udtaler selv, at han nok har set mere af Skotland end Danmark, og har derfor, så vidt det har været muligt, selv opsøgt tjeneste på detachementer mv. for at se så meget af Danmark under vagttjenesten.

McKinnon har kæmpet med taleproblemer, og blev i folkeskolen fortalt, at han ikke skulle regne med at blive til noget. Dette har McKinnon i særdeleshed modbevist. Først ved at dedikere sig til skolearbejdet med mange timer på aftenskole, senere med en bestået elektrikeruddannelse – og nu som den ene garder ud af ca. 350, der er udvalgt til at modtage Dronningens Ur.

De Danske Garderforeninger ønsker Garder McKinnon et hjerteligt tillykke med modtagelsen af Dronningens Ur.

.

.