.
.
Garder i fokus: Garder Mads
Hver måned sætter Garderbladet fokus på en udvalgt garder ved Livgarden, og lader garderen, med egne ord, fortælle om sine oplevelser som rekrut eller garder ved vores gamle regiment. I denne måned har vi talt med Garder Mads, tjenstgørende på hold AUG-20.
Tekst: APR-12 Andreas Dalsgaard
Igennem hele min opvækst har jeg spillet rigtig meget elite-håndhold, så det meste er min fritid er foregået i en håndboldhal i Nordjylland, og det havde jeg bare brug for et afbræk fra. Min familie har aldrig rigtig været så meget indenfor militæret – udover min farfar der selv har været værnepligtig. Så var jeg til session på Aalborg Kaserne, og ham der fortalte om Livgarden var virkelig god til at sælge sin sag. Derfor valgte jeg Livgarden.
Jeg havde brug for at komme ud og prøve kræfter med noget nyt og blive presset til det yderste – at lære mig selv bedre at kende på den måde. Jeg føler virkelig at udviklingen er gået enormt stærkt herinde. Især med venskaberne. Nu snakker de – eller taler, som man jo gør herinde – hele tiden om det her holdning, hvor man i starten tænker, det kommer jo sikkert nok på et tidspunkt. Men det går enormt stærkt, og lige pludselig føles brystkassen lidt større, ryggen lidt mere rank og hagen er løftet lidt højere end før.
Jeg kan huske at vi bliver vækket den første nat – eller tidlig morgen er det jo her – hvor der er en som står og spiller trompet. Vi får et kæmpe chok og stiller ude på gangene. Og der kunne man mærke – da den trompet gik af – det her fællesskab, der bare voksede. Nu var vi bare sammen om det her. Og så er det bare gået vildt stærkt. Jeg føler allerede, at nogle af mine venner fra den gamle stue på Høvelte, som jeg har kendt i 4 måneder nu, allerede har vokset mere på mig end mange af dem, som jeg har kendt siden folkeskolen. Man græder sammen, sveder sammen og man bløder sammen, så man lærer bare hinanden at kende på helt andre måder.
Jeg havde en periode på lidt over 3 uger, hvor jeg ikke kunne tage hjem, da jeg er fra Vesthimmerland, der jo var lukket ned på grund af det her mink-corona. Og det her med ikke at kunne tage hjem og få et tiltrængt afbræk – uden støvler, stueeftersyn og mad fra ”caf”, det var meget mærkeligt. Så i de weekender måtte jeg bo på kasernen. Heldigvis havde jeg tre gode kammerater på stuen, der gerne måtte tage hjem, og de hjalp så med at tage mit vasketøj med hjem, og skiftedes lidt til at passe mig. Deres familier syntes jo også at det var super hyggeligt, at de hev ham nordjyden der taler lidt mærkeligt med hjem.
Jeg var heldig at nå en fuld kongevagt d. 2. december, inden der blev lukket ned for det igen. Og det er noget man aldrig glemmer. Man har øvet det utallige gange på Høvelte og herinde. Og når man så står der i den blå uniform, hvor man er kommet igennem den inspektion man ligger og frygter hele natten, og man står med gevær i hvil og paraden starter, der giver det noget hård på brystet. Der behøver man ikke nogen sergent til at sige ”hagen op og brystet frem”. Der spiller det bare.
.
