.
.
ALFA NEDE
Med en konstabelelev på første kampstillingsøvelse i Kulsbjerg.
Tekst: Konstabelelev Thomas Lykkegaard – August 2021
“ALFA NEDE!” råber jeg med en belastet stemme efter en times kamp i bagende solskin med kun grantræernes tynde grene som skygge. Vores maskingeværer er overophedet af de hårde kampe, modstanderen vinder mere og mere terræn, artilleri nedslag forklædt som kanonslag brager igennem luften så jorden vælter ned over os.
Alt virker som kaos, frygten for modstanderen, som vi altid har virket uovervindelige over for, har aldrig været stærkere. Radioen buldrer hidsigt med ordrer om iværksættelsen af en af vores indøvede stillingsskift, en velkendt og fattet stemme beroliger for en stund – tidsnok til at slå koldt vand i blodet.
Vi er ikke blevet glemt i kampens hede, en anden gruppe skal støtte vores flanke og forhindre modstanderen i at storme vores kampstilling. Klarmeldingerne for min stilling er ikke til at tage fejl af; to maskingeværer i en perfekt duet, med hinanden side om side. Der iværksættes, pulsen stiger, “STØT STØT!”, hylstre og jord flyver febrilsk rundt.
Tiden, før vores undsætning når frem, føles som en evighed. “LMG 1, FEJL FEJL!” råbes med en hæs stemme, efterfulgt af det utænkelige “LMG 2, FEJL FEJL!”, infanteristens værste mareridt – bevægelse uden støtte, er blevet til en realitet.
“ALFA NEDE!” råber jeg af mine lungers fulde kraft. Al baggrundsstøj fra hverdagens vante gang forsvinder, adrenalinen har aldrig været højere og trætheden er ikke eksisterende. Vi er i vores es, det er nu det gælder. Splitten trækkes, falder til jorden og granaten føres tilbage i strakt arm, flyver gennem luften i slowmotion og lander perfekt.
Granaten eksploderer og sikrer os den fortsatte ildoverlegenhed – en nødvendighed for det nye hold af maskingeværskytter, der nu kan gå i stilling. Der åbnes og modstanderen bliver taget på sengen med to nye hidsige maskingeværs piber, resten af gruppen slutter op på flanken.
Min gruppes maskingeværer er igen funktionsdygtige, der ligger nu et dusin piber og nedkæmper den førhen uovervindelig modstander. Radioens meldinger og koordination fortsætter, mens jeg styrer mit holds ild, præcist koordineret med den anden næstkommanderendes hold. Pludselig afbrydes alle radiomeldinger med en ny melding om artilleri.
“ARTILLERI!” når akkurat at forlade min gruppeføres mund, før det første nedslag rammer i det fjerne. Vi falder ned i vores kampstilling, der er omdannet til en massegrav af tomme hylstre fra fire glohede maskingeværer…
Jævnsides artilleriangrebet står på, starter nye bekymringer; Hvor er modstanderen? Fortsætter artilleriet? Skal vi evakuere vores kampstillinger?
Artilleriet ophører, vi trækker langsomt op af hullet for at imødegå modstanderen, men intet at fodre vores sigte med. Modstanderen har trukket sig og vores tiltrængte genordningsfase påbegyndes.
Idet jeg fylder mit holds maskingevær med nye bånd, smiler skytten kækt og kommenterer: “Endnu en dag på kontoret”. Den muntre bemærkning trækker os alle tilbage fra vores surrealistiske trance, der kun har forstærket vores tro. Troen på at vi soldater har det fedeste arbejde.
.
.
