.
.
Livgarden i Treårskrigen 1848-1850: del 2
I slutningen af marts 1849 afmarcherer Livgarden fra København og stiger på den nyanlagte jernbanestrækning (den første i Danmark i øvrigt) til Roskilde, for der at fortsætte til fods gennem Sjælland og Fyn, hvorfra man skulle overføres til Als, som del af et dansk flankekorps. Stemningen på damplokomotivet kan tænkes at have været en smule mere afdæmpet end ved afrejsen året forinden. Med udsigten til at skulle i kamp mod ikke blot de slesvig-holstenske oprørere, men også mod deres allierede tyske forbundstropper, virkede udfaldet af konflikten faretruende uforudsigeligt.
Tekst: Kasper Kold Pedersen – Maj 2017
Mislykkede fredsforhandlinger – krigen bryder løs igen
Efteråret og vinteren 1848/1849 var forløbet uden krigshandlinger mellem Danmark og oprørerne i Slesvig og Holsten, mens diplomatiske forhandlinger havde stået på, dog uden at nå et nævneværdigt resultat. Grundet det tyske forbunds indtrædelse i konflikten på slesvig-holstenernes side var magtbalancen tippet til fordel for oprørerne, og meget tydede på at Danmark var afhængig af udenlandsk indblanding i konflikten for at få hertugdømmerne tilbage på danske hænder.
Den 2. april 1849 udløb våbenhvilen, som havde varet syv måneder. Samme dag satte det danske flankekorps sig i bevægelse over Alssund. Livgarden, som bestod af ca. 600 mand inklusive officerer, menige og spillemænd, fik i første omgang til opgave at gå i stilling omkring Lundsgaard mellem Avnbøl og Vester Sottrup, samt at etablere en række observationsposter i området, som støtte for de danske fortropper.
Danskerne forventede nemlig at de tyske forbundstropper inden længe ville gå i offensiven, hvilket ganske rigtigt skete den 6. april. Om eftermiddagen indtog tyske styrker byerne Avnbøl og Ullerup, efter de danske forposter var blevet drevet tilbage. Efter i et godt stykke tid at have observeret kampene i Avnbøl og Ullerup fra deres stilling lidt derfra, fik Garden omsider ordre til at understøtte et dansk modangreb på Avnbøl.
Historien går, at ordren kom en smule bag på garderne, der havde ventet temmelig længe på at modtage instrukser, og eftersom mændene netop havde tilberedt flæsk og ærter i store kogekedler, som de derfor meget nødig ville efterlade, hjalp man hinanden med at bære de skvulpende kedler, mens det gik fremad mod fjenden.
Sønderborg under krigen – 1849. Til venstre ses en patrulje på fire gardere.
Træfningen ved Avnbøl
Da Garden nåede udkanten af byen, indledte den i fællesskab med et dansk kompagni samt et reservejægerkorps et stormløb med fældet bajonet. Angrebet blev samtidig dækket af et kompagni af Gardens dygtigste skytter. Tyskerne forsøgte naturligvis at bremse den danske fremrykning, men det mislykkedes blandt andet takket være dækningen fra Gardens skytter.
Modangrebet på byen var en succes, som drev tyskerne ud med minimale danske tab. Fra Garden var det kun garder nr. 153 af 3. kompagni Ole Ludvigsen Hvedstrup som faldt i forbindelse med stormløbet, efter han var blevet truffet i halsen af en tysk kugle.
På trods af en nogenlunde dansk succes på landjorden i disse første dage af krigshandlingerne i 1849, så indtraf der på samme tid en militær fiasko i Egernførde Fjord, som skabte uenighed i toppen af den danske militærledelse, hvorfor flankekorpset, herunder Livgarden, igen blev beordret tilbage til Als.
For Livgarden udviklede 1849 sig imidlertid efter omstændighederne relativt roligt, da man efter kampen ved Avnbøl fortrinsvist opholdt sig på Als, hvor det daglige soldaterliv kun blev brudt af meddelelser om godt eller dårligt nyt fra andre dele af fronten, samt af de lejlighedsvise tyske artilleribombardementer fra Dybbøl.
Katastrofen i Egernførde Fjord
Danmarks trumfkort i krigen var flåden, hvis styrke tyskerne på ingen måde kunne matche, og som i dette andet felttog var tiltænkt en langt større rolle end året før. Danske skibe gennemførte flere steder i Østersøen og Nordsøen en stram blokade af de nordtyske havne, som efterhånden som foråret og sommeren gik, udviklede sig til en alvorlig gene for den nordtyske handel.
Flådestyrken som deltog i 1849, bestod af et linjeskib, seks fregatter, fem korvetter, fem hjuldampere samt et antal mindre fartøjer (såsom kanonbåde). Desuden rådede danskerne over en transportflåde med kapacitet til at overføre 12-14.000 mand på én gang. Dominansen til søs udgjorde en operativ fordel for den danske hær, som til dels opvejede tyskernes talmæssige overlegenhed på landjorden. Det var derfor en alvorlig streg i regningen, da man mistede to af flådens nyeste orlogsskibe i Egernførde Fjord den 5. april.
Katastrofen i Eckernførde fjorden. På billedet ses Christian VII der sprænges i luft under bombardement af det prøjsiske kystbatteri.
Med under affæren er en Sergent Bruun fra Livgarden, som befinder sig ombord på linjeskibet Christian VIII, hvor han overværer katastrofen fra nærmeste hold. Operationen var efter planen tænkt som en afledningsmanøvre, der skulle tage opmærksomhed væk fra danske troppekoncentrationer andetsteds, samtidig med at man ville sætte en række tyske kystbatterier i området ud af spillet.
Desværre går nedkæmpelsen af kystbatterierne i fjorden langt fra som ventet, og vindretningen gør det beklageligvis særdeles vanskeligt for de danske skibe at manøvrere og sejle tilbage ud af fjorden igen. Efter massiv beskydning fra de tyske batterier, ender det derfor med at Christian VII eksploderer, og fregatten Gefion bliver efterfølgende tvunget til at overgive sig.
Mere end 230 danskere dør under ildkampen i fjorden, næsten 100 er sårede og yderligere 1000 tilfangetages. Slesvig-holstenernes tab er til sammenligning blot fire døde og 14 sårede! Sergenten fra Livgarden slipper relativt nådigt fra katastrofen med en såret hånd.
Tilbagetoget gennem Jylland
Strategisk ændrede episoden dog ikke meget, Danmark var stadig overlegen til søs. Men sejren gav Slesvig-holstenerne et moralsk rygstød (nogle ville måske sige overmod), som bevirkede at de valgte at gå længere nordpå i Jylland og indtage Kolding. Her kom det den 23. april til voldsomme kampe mellem to meget jævnbyrdige modstandere, da den danske hær forsøgte at generobre byen fra slesvig-holstenernes hovedstyrke, hvilket man lykkedes med kortvarigt, men desværre ikke var i stand til at holde i længere tid, hvorfor danskerne var tvunget til at trække sig ud af byen igen.
Tabstallene var 650 på dansk side og 400 på tysk. Dernæst lå vejen åben for tyskerne til at gå længere op i Jylland, eftersom den danske hær indledte et tilbagetog helt til Mols – ja faktisk kæmpedes der så langt nordpå som nær Århus, hvor en dansk dragonstyrke tørnede sammen med et prøjsisk husarregiment.
Rød linje: Den danske strategiske retræte fra Kolding over Aarhus til Helgenæs
Blå ring: Danske forskansninger
(1) Livgardens modangreb mod Avnbøl d. 6. april 1849
(2) Katastrofen i Egernførde Fjord d. 5. april der førte til tabet af to af flådens nyeste orlogsskibe
(3) Den 23. april udspillede sig voldsomme kampe i jolding, hvorpå de danske styrker trak sig nordpå mod Aarhus
(4) Tæt ved Aarhus tørnede en dansk dragonstyrke sammen med et prøjsisk husarregiment
(5) Den 6. juni bryder de danske styrker belejringen af Fredericia i et blodigt slag
Det danske tilbagetog var dog ikke nogen vild flugt uden en bagtanke, da det var en del af en militær strategi, der gik ud på at trække sig langt tilbage gennem Jylland, med henblik på at få de talmæssigt overlegne tyske tropper til at stå så spredt som muligt, hvilket man faktisk lykkedes med.
Den militære situation var således først på sommeren 1849 den, at de slesvig-holstenske styrker og deres tyske allierede stod ved henholdsvis Helgenæs på Mols, omkring Fredericia (som man belejrede) og ved Dybbøl. Derfor kunne danskerne nu udnytte flåden til at rokkere rundt på sine styrker og koncentrere dem ved en af disse tre fronter, mens de tyske styrker til sammenligning var relativt fastlåst på land.
Diplomatisk pres fra udlandet
I København var man dog efterhånden ved at have fået nok af modgangen på slagmarken, og den danske regering forsøgte at komme tilbage til forhandlingsbordet. I første omgang var tyskerne dog ikke til at snakke med, men snart begyndte andre europæiske stormagter at blande sig i striden.
Navnlig den russiske zar, som bestemt ikke var nogen varm fortaler for nationale selvstændighedskrav, mente at slesvig-holstenerne var gået alt for vidt i deres løsrivelseskamp ved selv at gå i offensiven og indtage byer der lå langt inde i selve det danske rige. Rusland krævede på den baggrund at Prøjsen trak sine styrker ud af konflikten med Danmark, samtidig med at man sejlede en flåde ind i dansk farvand for at signalere sin støtte til den danske konge.
24 punds Kugelkanon var den mest anvendte kuglekanon under Treårskrigen. Kanonen tilhører våbensystemet 1834, og hører således til blandt de glatløbede våbensystemer, der naturligt nok blev det ypperste, der blev fremstillet på området.
Under belejringen i 1849 var fæstningsanlægget i Fredericia forsynet med 10 stk 24 punds kuglekanoner. Angriberne rådede over 9. Denne kanontype blev anvendt til bekæmpelse af kanonstillinger og for angribernes vedkommende til ødelæggelse af anløbsbroerne på Fredericias østside, som var fæstningens livsnerve til omverdenen.
Skudvidden lå på 2 – 3 km, og kanonen anses som det mest præcist skydende våben fra den tid.
Den 6. juni, dagen efter at Frederik VII havde underskrevet Danmarks første grundlov, vandt den danske hær i et forbilledligt samarbejde med flåden en hårdt tiltrængt sejr over den slesvig-holstenske hær i det blodige slag ved Fredericia. Dette slag afgjorde dog ikke noget endegyldigt – tværtimod var Danmark igen tilbage på en lidt mere stejl diplomatisk holdning opmundret af denne nye sejr, mens tyskerne var ivrige efter at revanchere nederlaget.
Allerede inden slaget ved Fredericia havde det diplomatiske pres fra Storbritannien og Rusland dog tvunget tyskerne tilbage til forhandlingsbordet. Forhandlingerne endte med indgåelsen af en ny våbenhvile 10. juli, som ingen af de stridende parter var rigtig tilfredse med, og som blot skulle vise sig at blive et nyt pusterum inden krigens tredje og afgørende fase.
.
