.
.
Livgarden under Store Nordiske Krig
I starten af 1700-tallet var Sverige blevet en nordisk stormagt, med besiddelser og politisk indflydelse i både Nordtyskland, Polen, Finland og Baltikum. Sveriges evne til at hævde sig som stormagt i Nordeuropa, fra midten af 1600-tallet til 1720, var imponerende når man tager landets relativt begrænsede befolkningsantal i betragtning – omkring år 1700 havde Sverige en samlet befolkning på mellem 2 og 3 millioner. Alligevel formåede man i 20 år at føre krig mod både Rusland, Polen og Danmark-Norge på samme tid.
Tekst: Kasper Kold Pedersen – April 2016
Kampen om Norden
At have et stærkt Sverige liggende så nært ved sine grænser fik stor betydning for udviklingen i Danmark-Norge. Det førte bl.a. til indførelsen af de nationale landmilitser, som også reducerede brugen af dyre udenlandske lejetropper. Det betød også at Danmark udviklede sig til en af de mest militariserede stater i Europa – én ud af hver 25. indbygger i kongeriget var således en soldat i starten af 1700-tallet.
I år 1700 indledte den svenske konge Karl 12. Den Store Nordiske Krig ved at påbegynde et erobringstogt i det vestlige Rusland. Her vandt han en stor sejr ved Narva, som tvang russerne til at trække sig tilbage fra Østersø-regionen. Derefter besejrede den tilsyneladende uovervindelige svenske hær også Sachsen-Polen.
Selvom krigen således startede meget lovende for svenskerne, vendte krigslykken snart, og det svenske nederlag til den russiske tsar ved Poltava i 1709 medførte at flere andre af Sveriges fjender nu øjnede en chance for at slå tilbage.
Den danske konge, Frederik 4., var ikke sen til at vejre en gylden mulighed for at få Skåne tilbage på danske hænder, og allerede i slutningen af 1709 satte en dansk invasionshær derfor over Øresund. Livgarden var med til at udgøre rygraden i denne danske styrke, og talte ca. 1400 mand. Både den danske og svenske hær stillede samlet med omkring 15.000 mand hver.
Helsingborg 1710
Om morgenen den 10. marts 1710 var hele området omkring Helsingborg indhyllet i en tæt tåge. Et svensk angreb denne morgen ansås derfor som højst utænkeligt. Da tågen op ad formiddagen lettede, kunne danske spejdere dog rapportere om fjendtlige fremrykninger mod de danske forskansninger der var opstillet foran byen, og soldaterne blev derfor i al hast kaldt frem til deres stillinger.
Den danske hær, som midlertidigt ledtes af den iltre ryttergeneral Jørgen Rantzau, var arrangeret med infanteriet og artilleriet i centrum, herunder også de to bataljoner fra Livgarden til Fods, og med kavaleriet placeret på begge fløje. Livgarden til Hest befandt sig på højre fløj, under ledelse af Rantzau selv.
Det stod hurtigt klart for generalerne, at den danske position ikke var ideel, eftersom svenskerne havde valgt at angribe fra nord, og ikke nordøst, som det havde været ventet. Rantzau besluttede derfor hastigt at foretage en række ændringer i sin hærs opstilling. Disse omrokeringer gjorde uheldigvis den danske hærs frontlinje både ujævn og strakt uhensigtsmæssigt langt ud.
Oversigt over slaget ved Helsingborg 1710
Rantzaus angreb
Da den svenske general Magnus Stenbock observerede de danske troppebevægelser, valgte han at ændre sin oprindelige plan, og i stedet fokusere på den højre fløj. Rantzau, som sammen med Livgarden til Hest netop befandt sig på den danske højre fløj, har dog næppe nået at opfatte ændringen i svenskernes strategi, for nu satte han sig selv i spidsen for et dristigt udfald mod de svenske angribere.
Fremstødet skar gennem de svenske linjer med en voldsomhed, der for en stund så ud til at kunne løbe dem fuldkommen over ende, hvilket fik Rantzau til at insistere på at fortsætte angrebet og hugge de flygtende fjender ned for fode. Men i deres forfølgelse af de flygtende svenske enheder, kom Rantzaus ryttere så langt væk fra resten af den danske hær, at de risikerede at blive omringet af de hastigt tilkommende svenske forstærkninger.
I takt med at angrebet mistede fremdrift og isoleredes, begyndte deres tab at stige, og Rantzau selv skulle efter sigende være blevet såret under de voldsomme kampe. Snart efter indledte han en desperat flugt sammen med de resterende af sine mænd på højre fløj tilbage mod Helsingborg.
“Stille i ilden”
Mens kampen havde raset på højre fløj, var det danske infanteri i centrum også stødt sammen med den svenske hær. Livgarden til Fods stod under kampene over for flere svenske regimenter, og påførte dem alvorlige tab. Den svenske hær rådede ikke over regimenter, der kunne sammenlignes med Livgarden, hverken hvad angik kamperfaring eller udrustning.
Men et efterhånden stigende antal fjender samledes om Garden, eftersom flere af de mindre erfarne danske troppeafsnit var begyndt at trække sig tilbage mod Helsingborg, da de så hvordan den danske højrefløj var brudt sammen. Da det stod klart at det danske kavaleri var slået, og fordi man nu udsattes for svenske flankeangreb, begyndte situationen at blive desperat.
Livgardens bataljoner fremhæves dog i kilderne til slaget for deres forbilledlige fortsættelse af kampen, selv da store dele af den danske hær gik i opløsning. Således fortæller eksempelvis Generaladjudant Kleppinck, som overværede kampen (frit oversat fra tysk): “da det stod klart, at vores Infanteri var faldet i uorden og Confusion, og den første og den anden Linje forblandedes, stod Garden stille i ilden, men blev i samme Øjeblik tilføjet angreb fra både front og flanker”.
Livgarden til Fods var altså blandt de sidste danske enheder der trak sig fra kampen, og muliggjorde derved resten af hærens tilbagetog til Helsingborg. Livgardens tabstal tegner et tydeligt billede af det helvede regimentet må have befundet sig i. Fra Livgarden til Fods nåede kun mellem 100 og 200 mand tilbage til murene ved Helsingborg, mens mere end 400 officerer og menige lå døde på slagmarken. Desuden blev næsten 500 gardere, en del af dem dødeligt sårede, taget som krigsfanger. I alt omkom samlet omkring 2500 danskere og svenskere denne dag, mens yderligere var 5500 sårede.
Et stort medansvar for det danske nederlag tilskrives ofte den danske general Rantzau, der ivrig efter at bevise sig værdig til sin stilling ikke havde vist sig i stand til at bevare roen, men i stedet kastede sine tropper ud i en række hasarderede angreb.
Hans uden tvivl frygtløse beslutning om selv at føre an i de hårde kampe på højre fløj, begrænsede hans mulighed for som øverstbefalende at træffe de rette beslutninger, fordi han fra kaosset ved fronten manglede et overblik. Til forskel holdt hans svenske modstykke Magnus Stenbock sig i baggrunden, og kunne derved langt bedre overskue slagets udviklinger og ændre sin strategi undervejs.
Livgarden havde i særlig grad markeret sig blandt de mest standhaftige regimenter i den danske hær. Det havde dog haft store omkostninger, og det regnes stadig for slaget med de største tabstal i Den Kongelige Livgardes historie. For Danmark som helhed markerede den danske hærs evakuering fra Helsingborg det endelige farvel til Skåne som en del af det danske kongerige.
Gadebusch 1712
Efter den mislykkede danske invasion af Skåne skiftede krigsskuepladsen til Nordtyskland, hvor svenskerne forsøgte at fastholde deres besiddelser mod forbundsfællerne Danmark-Norge, Rusland, og Sachsen-Polen. I 1712 var den danske hær på vej gennem Mecklenburg for at forene sig med sine allierede, da den angribes af en svensk hær, igen ledet af den succesfulde Magnus Stenbock, nær byen Gadebusch. Svenskernes plan var at eliminere danskerne inden de sluttede sig til deres forbundsfæller længere østpå.
Efter Livgardens omfattende tab under kampagnen i Skåne, måtte næsten 1000 mand udplukkes fra andre regimenter, for at erstatte de faldne og invaliderede. Ved Gadebusch var Garden igen ved fuld styrke, repræsenteret med omkring 1300 mand.
Oversigt over salget ved Gadesbusch 1712
Kanon-ild og tvekamp
Den danske hær var en smule i overtal, men var klart underlegen hvad angik artilleri, hvor den svenske hær rådede over dobbelt så mange kanoner, som tilmed var langt mere moderne end de danske. Svenskerne indledte derfor slaget med en kraftig artilleribeskydning af de danske stillinger, og som ifølge en svensk øjenvidneberetning: “Skønt Kuglerne rev store Huller i dem, blev de dog staaende og veg ikke af Opstillingen “.
Livgarden til Fods var blandt de første i håndgemæng med de efterfølgende svenske angribere, da de sammen med fem andre bataljoner fik ordre til at rykke frem for at beskytte kavaleriet på den danske venstre fløj. Her blev man involveret i en voldsom kamp med det svenske Dalregementet.
På denne tid var det ikke usædvanligt at tvekampe kunne finde sted midt i kampens hede. I samtidige rapporter om slaget optræder således beskrivelser af, hvordan Major Glasau af Livgarden udkæmpede en duel med en svensk oberstløjtnant fra Dalregementet. Kampen foregik med kårde, og endte med at Glasau styrtede død til jorden, mens den svenske modstander såredes alvorligt. Selv efter majoren var faldet, kæmpede hans bataljon ufortrødent videre, og tilføjede den svenske modstander svære tab.
Det lykkedes en tid den danske midte at standse den svenske fremrykning, som samtidig blev hæmmet af terrænet, som her var til danskernes fordel – det svenske infanteri skulle både passere en lille flod, forcere et sumpområde og derpå op ad en bakke for at angribe de danske linjer.
Den sammenpressede danske hær under voldsom ildafgivelse
Svensk flankeangreb
Det helt store problem for den danske hær under slaget ved Gadebusch var imidlertid, at man ikke formåede at drage fordel af sin talmæssige overlegenhed med hensyn til kavaleri. Eftersom fronten var forholdsvis smal, klemt sammen mellem en skov på den ene side, og en mose på den anden, kunne kavaleriet ikke anvendes særlig effektivt.
Slaget svingede mere og mere til fordel for svenskerne, især da en svensk hærafdeling formåede at skabe voldsom panik på den danske venstre fløj ved at omgå og angribe den i flanken igennem et moseområde, som man fejlagtigt havde troet ufremkommeligt.
Da venstre fløj var faldet, havde de svenske styrker mulighed for at falde i ryggen på de i forvejen hårdt pressede danske bataljoner, som befandt sig i slagets midte. Efterhånden måtte den danske hær derfor trække sig ud af kampen, da det stod klart at dagen var tabt.
Gadebusch var den sidste store militære sejr som Sverige oplevede under Den Store Nordiske Krig. De hårde kampe udkæmpet her medførte på sin vis, at den svenske hær efterfølgende blev tvunget til at søge tilflugt i den gottorpske fæstning ved Tønning, hvor de året efter overgav sig til en belejringsstyrke bestående af danske, russiske og saksiske styrker.
For Livgarden havde slaget medført et tab på over 300 mand, samt 100 yderligere som efterfølgende døde af deres sår, eller var blevet så hårdt sårede, at de ikke var i stand til at gøre videre tjeneste i felten – et vidne om at Garden endnu engang havde taget del i nogle af de hårdeste kampe.
Stralsund 1715
Efter Magnus Stenbocks kapitulation ved Tønning, var vejen banet for på ny at forsøge at fravriste svenskerne deres fodfæste i Nordtyskland. Sveriges fjender forenede sig, og man indesluttede nu de tilbageværende svenske styrker i det befæstede Stralsund og på Rügen. Karl 12., der netop var hjemvendt fra flere år i Tyrkiet, befandt sig netop her, hvor han energisk forsøgte at stable en ny svensk hær på benene.
Belejringen af Stralsund trak dog ud, og man besluttede derfor at lægge yderligere pres på byen ved at isolere den fra Rügen. I korpset som dannedes til denne opgave, indgik også en af Livgardens bataljoner. I samarbejde med den danske flåde lykkedes det at landsætte styrken på Rügen, men da Karl 12. opdagede hvad der foregik, forsøgte han straks et natligt overraskelsesangreb på de indtrængende styrker.
Det svenske angreb slog dog fuldstændig fejl, og kostede dem dyrt i sårede og dræbte. Flere tusinde svenske soldater måtte her desuden overgive sig som krigsfanger. Bataljonen fra Livgarden oplevede formentlig ingen tab under denne operation.
I forlængelse af denne sejr indledtes stormen på befæstningerne omkring Stralsund. Livgardens anden bataljon spillede efter alt at dømme en vigtig rolle under disse kamphandlinger, hvor man tilskrives stor ære for sin andel i erobringen af ‘Hornværket’ foran en af byportene den 17. december 1715.
Det fremskudte forsvarsværk var et vitalt punkt i det svenske forsvar, og få dage efter dets fald, måtte svenskerne overgive byen. Livgardens præcise tab ved Stralsund er ikke kendte. Den svenske konge undslap til Skåne, hvor han straks planlagde nye udfald mod Danmark og Norge. Selvom krigen kom til at vare nogle år endnu, stod det efterhånden klart at Sverige ville tabe. Da Karl 12. under et felttog i Norge blev dræbt, forsvandt den svenske vilje til en fortsættelse af krigen, som havde kostet Sverige dets status som en nordisk stormagt.
Belejringen af Stralslund, hvor der kæmpes med at køre kanonerne i stilling.
Livgardens indsats under de tre slag ved henholdsvis Helsingborg, Gadebusch og Stralsund holdes stadig i hævd på Den Kongelige Livgardes fanebånd.
.
