.
.
Schweizergarden
Paven i Roms vagtstyrke Schweizergarden er en af verdenshistoriens ældste stadigt operative militære enheder. Garden har sin oprindelse helt tilbage i senmiddelalderen, og den har en rig historie med mange gamle traditioner.
Tekst: APR-12 Mogens F. T. Larsen – april 2020
Enheden blev dannet under De Italienske Krige, der begyndte i 1494 som en magtkamp mellem Frankrig og Spanien om herredømme over de italienske stater, og som hurtigt involverede en længere række europæiske stater.
Den europæiske måde at føre krig var i disse år i en noget særpræget periode, og dette havde ikke kun indflydelse på Schweizergardens oprettelse, men også hvordan garden skulle se ud de næste mange århundreder. Introduktionen af krudt og kugler i større omfang havde ændret europæisk krigsførelse, og mens eksempelvis en rytter fuldt dækket af panser og plade stadig kunne have sin rolle at spille på slagmarken, så var det i højere og højere grad store blokke af tætmarcherende infanterister med lange piker, hellebarder eller måske geværer, der prægede datidens konflikter.
At udruste, uddanne og aflønne de store mængder soldater, denne måde at føre krig på krævede, var selvfølgelig en bekostelig affære. Udskrevne soldater, der kun tjente i kort tid, manglede erfaring, og i fredstid var det for dyrt for mange magthavere at have en stående hær af professionelle soldater. Derfor blev brugen af regimenter af lejesoldater mere og mere udbredt overalt på kontinentet. Mange af de bedste af disse kom fra Schweiz.
Det var i denne periode, at den nyligt valgte Pave Julius II (1503-1513), der tidligere havde været biskop af Lausanne i stærkt katolske Schweiz, bad det schweiziske forbunds ledere om at støtte ham med en stående enhed af 200 schweiziske lejesoldater. Dette blev muliggjort med finansiel støtte fra rige tyske handelsmænd, der tidligere havde investeret i Pave Julius II, da de så det som fornuftigt at sikre hans plads i Vatikanet.
De første af disse soldater, et kontingent på 150 mand, ankom til Rom den 22. januar 1506, og denne dag regnes som Schweizergardens oprettelse. Dermed havde paven da sin egen personlige militære styrke som værn mod de trusler, der hurtigt kunne opstå, når datidens mange politiske og religiøse konflikter blev voldelige.
Schweizergarden uden for pavens gemakker, sidst i 1800-tallet
Da Schweizergarden siden sin oprettelse altid har været stærkt tilknyttet paven som person og i denne sammenhæng kun har haft meget lidt at gøre uden for Rom, og samtidigt til alle tider kun har bestået af relativt få soldater, så har den ikke deltaget videre intensivt i så mange krige, som flere af de andre gardeenheder beskrevet i denne serie. Flere af de andre gardeenheder er mange gange større i antal og har gentagne gange gjort tjeneste uden for deres hjemlands grænser. Dog er Schweizergardens indsats under Roms Plyndring den 6. maj 1527 mere end nævneværdig.
Kejser Karl V af det Tysk-romerske Rige havde gennem nogle år fået mere og mere indflydelse over både den katolske kirke og Italien, hvorfor Pave Clemens VII valgte at danne en alliance med kong Frans I af Frankrig, der var kejser Karl V’s ærkefjende. I 1527 besejrede den tysk-romerske kejsers hær den franske konges styrker i Italien, men det var ikke muligt at betale de sejrende tropper. Derfor begik den tysk-romerske kejsers tropper mytteri og tvang deres hærførere til at lede dem mod Rom på plyndringstogt, så de kunne tage deres egen betaling med magt.
Kejserens hær, der bestod af mere end 20.000 mand, deriblandt 6.000 spaniere og 14.000 tyske landsknægte, var Roms forsvarere talmæssigt total overlegne, da disse kun talte en milits på omtrent 5.000 mand samt Schweizergarden på 189 mand. Da den kejserlige hær havde brudt Roms forsvar og trængte ind i byen, begyndte plyndringen, og hæren hærgede Rom i dagevis.
Pave Clemens VII var selvfølgelig et oplagt mål for de hærgende tropper, og Schweizergarden måtte kæmpe indædt mod den enorme overmagt for at beskytte ham. I et tappert forsvar af paven faldt 147 af Schweizergardens mænd, deriblandt deres kommandør. De kæmpede desperat til den sidste blodsdråbe for at vinde de resterende 42 schweizergardere tid til at hjælpe pave Clemens VII med at flygte ud af Vatikanbyen til Hadrians Mausoleum, også kendt som Castel Sant’Angelo, gennem en hemmelig korridor. Paven blev dog trods Schweizergardens store offer alligevel taget til fange, og efter nederlaget blev garden midlertidigt erstattet af 200 tyske lejesoldater indtil den blev genindsat af Pave Paulus III ti år efter.
Illustration af plyndringen af Rom i 1527
Uniformstypen, som Schweizergarden bærer nu til dags, er af samme slags som den originale. Uniformen, der bruges nu, blev indført af gardens kommandant i 1914 og var baseret på originale afbildninger af enheden på post fra 1500-tallet. Den moderne uniform inkluderer dog ikke den form for skørt, der var på mode for mænd ved gardens oprettelse.
Uniformen er primært blå og gul med røde detaljer, og både overdelen og underdelen har puffede ærmer og ben med slidser. I samme stil, men strammere og uden puf, bæres en form for dækken over vagtstøvlerne. Dertil bæres hvide handsker og en høj krave. På hovedet bæres oftest en sort baret eller en hjelm af typen morion, der er åben fortil og har en høj kam på toppen, og var meget udbredt i europæiske hære omkring år 1500.
Schweizergardens hjelme er oftest sorte med røde fjer i kammen, men til vigtigere begivenheder bæres en finpudset hjelm med et sølvagtigt skær og detaljeret udsmykning på siden, også med rødt i kammen. Befalingsmænd bærer en sort overdel med purpurrøde benklæder og har til særlige begivenheder hvide fjer i kammen, mens officersuniformer er helt purpurrøde og inkluderer lilla fjer i kammen. Derudover bruges simplere, mindre farverige uniformer til øvelse af eksercits, våbenuddannelse og lignende praktiske gøremål.
Selve uniformen suppleres til vigtige begivenheder af yderligere rustning i form af bryst- og rygplade, samt rustning dækkende skuldre og overarme, alt sammen med forbillede i det 16. århundredes stilarter. Rustningerne er i skinnende stål, hvortil befalingsmænd har gyldent udseende ornamenteringer og officerer har sortfarvede rustninger med gyldne detaljer.
Schweizergardens middelalderlige oprindelse afspejles også i de våben, soldaterne bærer. De menige gardere bærer hellebarder, hvilket er et våben, der kort kan beskrives som en særlig blanding mellem spyd og økse. Hellebarden var ved Schweizergardens oprettelse et meget udbredt våben, især blandt professionelle soldater, da tætte formationer af veluddannede soldater med et sådant langt våben nemt kunne støtte deres sidemænd ved hjælp af deres hellebarders rækkevidde og muligheden for både at kunne hugge og stikke i fjenden ved kontakt. Korporaler og vice-korporaler bærer partisaner, hvilke også er en form for middelalderlig stagevåben, og som også har været i Den Kongelige Livgardes udrustning.
Schweizergardere af højere rang bærer ikke stagevåben, men alle grader bærer sværd af forskellig slags, varierende fra rang til rang. Ved begivenheder hvor Schweizergardens banner er involveret, flankeres dette af to korporaler eller vice-korporaler med flambergé-sværd, der er store, imponerende våben, som bæres i begge hænder.
Schweizergardens middelalderlige oprindelse afspejles i de våben, soldaterne bærer. De menige gardere bærer hellebarder, hvilket er et våben, der kort kan beskrives som en særlig blanding mellem spyd og økse.
Schweizergardens opdrag er det samme som det har været i århundreder; beskyttelse af Paven i Rom. I perioder af gardens lange historie har denne opgave dog været næsten fuldstændig ceremoniel, ligesom også gardernes uddannelse, udrustning, organisation og mere har været svingende gennem årene, og det nåede et punkt, hvor garderne kun var uddannet til parader og ceremonier.
Dette rettedes dog op på i årene 1910-1921, da Schweizergardens kommandør Jules Repond indførte en række reformer, der ledte vejen til den moderne vagtenhed, vi kender i dag. Blandt disse reformer var mere krævende militære øvelser, strengere disciplin, samt forslag om at indføre moderne skydevåben og kun at rekruttere schweiziskfødte mænd af den katolske tro og med schweizisk statsborgerskab.
På trods af at den daværende pave forbød indførelsen af funktionelle skydevåben, og at de nye, strengere reformer inspirerede et kort mytteri, så var Schweizergardens udvikling vendt i en positiv retning. Da Vatikanstaten formelt dannedes i 1929, blev ansvaret for opretholdelse af orden og sikkerhed givet til Pavens Gendarmkorps, mens Schweizergarden, sammen med to andre korps, til stadighed kun bestred ceremonielle poster.
Denne situation ændrede sig drastisk d. 13. maj 1981, da et mordforsøg på Pave Johannes Paulus II blev stoppet. Mordforsøget ledte til et større fokus på Schweizergardens operative rolle, og der indførtes en række nye tiltag for at øge gardens kapabiliteter ud over det ceremonielle. Schweizergarden blev yderligere moderniseret og fik tilgang af moderne skydevåben. Derfor er Schweizergarden nu, foruden de drabelige hellebarder og sværd, bevæbnet med pistoler og rifler af mærket SIG Sauer.
Da garderne inden optag kræves at have gennemført den schweiziske hærs basisuddannelse, hvor disse våben er udleveret som standard, er de allerede godt bekendt med disse våben. Derudover bruges våben fra Glock og Heckler & Koch når gardere som livvagter i civilt tøj følger paven på hans rejser ud af Vatikanstaten. Schweizergarden er dermed blevet en moderne vagtenhed med både ceremonielt og operativt virke, og dens soldater kan stolt videreføre dens mere end 500 år gamle opgaver og traditioner.
.
