.
Regenterne vi har passet på: Frederik III
Dyk med ned i historien om de 14 regenter som Den Kongelige Livgarde har passet på igennem historien, når vi måned for måned fortæller historien om de danske regenter.
Tekst: APR-12 Andreas Dalsgaard Schultz, november 2021
I den frostklare vinterluft spadserer en konge og dronning på de københavnske volde og hilser på de udstillede vagtposter. Adskillige rådgivere har anbefalet både konge og dronning at flygte fra byen mens tid er, men med ordene ”jeg vil dø i min rede” har Frederik III gjort det klart, at han vil stå last og brast med den skæbne som Gud har udtænkt for København.
I horisonten kan blå og gule faner spottes på højdedraget vest for København. Her har Karl 10 Gustav ladet sin hær slå lejr siden sommeren året forinden. Nedenfor voldene, efterhånden ikke mere end i et musketskuds afstand, graver svenske soldater løbegangene tættere og tættere ind på voldene.
København står som den sidste bastion i Danmark. Over hele landet har svenske styrker hærget. Adelens pligtforsømmelse er slående. De skulle have stillet soldater til forsvar af riget, men de er aldrig kommet København til undsætning.
Folkets harme over adelen kan mærkes. Den borgerlige stand er på kongens side, og det skal udnyttes, hvis bastionen kan holdes mod det stormløb, som svenskerne snart vil indlede.
Stod ikke skrevet i stjernerne
Det stod langt fra skrevet i stjernerne, at den unge prins Frederik der bliver født som Christians IV´s næstældste levende søn på Haderslev Hus d. 18. marts 1609, en dag skal blive konge af Danmark. Allerede året før Prins Frederiks fødsel er hans ældre bror, Prins Christian, blevet udpeget som arving til tronen i det danske valgkongedømme, hvor Stænderforsamling og Rigsråd i praksis vælger den nye konge.
Men selvom Prins Frederik ikke er designeret Konge af Danmark, skorter Christian IV ingenlunde på at tildele sønnen titler i særligt de nordtyske områder. Her realiserer Christian IV sine ambitioner om at styrke sin position, og bruger aktivt Prins Frederik som et redskab til indflydelse, og allerede som 12-årig bliver Prins Frederik udpeget som koadjutor – medhjælper for biskoppen – i Bremen Stift.
.
Frederik III´s fødested – Haderslev Hus
Prins Frederik får en god boglig opdragelse og udviser allerede i en unge alder interesse for læsning og videnskabsteori, hvilket står i kontrast til de fleste mænd i Prins Frederiks slægt. Både i en ung alder og livet igennem er Prins Frederik beskrevet som indesluttet og menneskesky, men samtidig som klogt iagttagende, forstandig og en overvejende natur.
Dertil er Prins Frederik en begavet menneskekender. En egenskab der senere skal vise sig særdeles gunstig i Prins Frederiks magtkampe med adelen. Selvom han tilsyneladende virker tilbageholden, og mangler sin fars impulsive og modige handlekraft, sætter Frederik sig bestemt sine mål, der nok skal indfris når tiden er moden.
Prins Frederik får fortsat flere og flere titler tildelt, og i en alder af blot 25 år holder han sit indtog i det krigshærgede Bremen som fyrsteærkebiskop af Bremen og Verden. Her indretter han sig på Bremervörde, og opbygger sig sit eget kancelli med rådgivere, der senere skal blive magtfulde personer omkring den enevældige konge.
I disse år har Prins Frederik – som han nu kaldes – en affære med den borgerlige holstenerinde Margrethe Pape, hvem han i 1638 får sønnen Ulrik Frederik Gyldenløve med. Det bliver dog kun ved affæren, og i 1643 giftes han med den kun 19-årige Sofie Amalie, der som person beskrives som modstykket til Prins Frederik – en levelysten kvinde med stærke lidenskaber og meget ærgerrig.
I 1643 går svenskerne, der har fået nok af Øresundstolden, uden varsel til angreb på Danmark, og rykker ind i de danske nordtyske områder, og op igennem Jylland. Den svenske hær, der er under ledelse af General Torstensson, fejer hurtigt den danske modstand væk, og indtager uden større besvær hele Jylland. Under krigen virker Prins Frederik som præsident for Krigsrådet, men gør ikke nogen god figur. Udfaldet af krigen bliver blandt andet, at Frederik mister sine besiddelser i de nordtyske områder.
.
.
Valgt som konge af Danmark
Den fordrevne Prins Frederik bliver i juli 1647 i stedet udpeget som statholder i Hertugdømmerne, hvor han efterfølgende slår sig ned i Flensborg. På dette tidspunkt begynder Prins Frederik at fornemme, at han måske alligevel vil komme i betragtning som konge af Danmark. Hans ældre bror prins Christian er ”nedbrugt på sjæl og legeme”, og der er ikke udsigt til, at han skal få nogen arvinger.
Breve fra samtiden beskriver, at Prins Frederik – endnu medens broderen stadig er i live – skal have forsøgt at få gennemført et alternativt tronfølgervalg. Det kommer dog ikke på tale.
Prins Christian dør den 2. juni 1647, og snart indkalder Christian IV til stændermøde d. 27. april 1648. Desværre afgår Christian IV ved døden d. 28. februar 1648, og dør således uden en udpeget tronfølger. Syv dage efter Christian IV´s død når Prins Frederik frem til København og stændermødet.
Selvom forhandlingerne om kongevalget trækker ud, synes alle – både stænderforsamlingen og Rigsrådet – enige om at den fordrevne fyrsteærkebiskop Frederik er det eneste reelle emne, der kan komme i betragtning.
Men smerteligt belært af Christian IV´s – mildest talt – lemfældige omgang med rigets midler, udarbejder Rigsrådet den strengeste håndfæstning, nogen dansk konge har fået forelagt.
I håndfæstningen får Rigsrådet afgørende indflydelse på centraladministrationen, og skal i fremtiden bestå af 23 medlemmer. Når en ridsråd dør, vælger adelen i den pågældende provins de mulige kandidater, herefter udvælger Rigsrådet tre kandidater, som kongen til sidst får lov at vælge iblandt.
Endvidere får adelen udvidet sine privilegier. Kongen kan ikke kræve en efterfølger valgt, og er forpligtet til at få Rigsrådets samtykke ved alle udenrigspolitiske anliggender. Ved tilfælde af uenighed mellem Konge og Rigsråd, er det Rigsrådets beslutning der er afgørende.
Den 6. juli 1648 skriver Frederik under på håndfæstningen, og kan nu lade sig hylde – først som konge af Danmark, og to måneder senere som konge af Norge.
.
I krig mod Sverige
I de tidlige regeringsår overlader Kong Frederik III det meste af styret til Rigsrådet. Han holder meget af at gå på jagt, og opholder sig i lange perioder væk fra hovedstaden og regeringsarbejdet. Givetvis af den simple årsag, at han i praksis er bundet på hænder og fødder.
Men langsomt sker der en magtforskydning i Rigsrådet. Gennem intriger og forsøg på at skandalisere, lykkes det Frederik III at slippe af med de rivaliserende halvsøskende og deres ægtefæller. Det menes ikke, at dette er resultatet af en bevidst strategi, men over årene går den gamle adel i opløsning, og kongemagten styrkes.
I det hele taget er tiderne ved at skiftes. Den skattefrihed som adelen konsekvent har påberåbt sig, er ude af trit med de faktiske forhold, og folket er i stigende grad utilfreds over at lade sig regere af en elitær klasse, der kun stiller krav uden at yde noget til gengæld. Samtidig er adelens pligt til krigstjeneste efterhånden uden værdi, hvilket snart skal vise sig på værst tænkelige måde.
I 1654 abdicerer den svenske Dronning Kristina, og efterfølges af Karl 10. Gustav, som har udmærket sig som øverstbefalende for de svenske styrker i Tyskland. Med rette frygter man i Danmark, at den fremragende og dristige hærfører vil rette sit fokus på de danske besiddelser i Sydsverige. Lettelsen er derfor stor, da han i 1655 erklærer Polen krig, og engagerer sine styrker langt fra rigets grænser.
Frederik III, der ikke har glemt nederlaget under Torstensson-fejden, ønsker revanche, og overtaler Rigsrådet til at falde Sverige i ryggen, og styrke den danske position. Men beslutningen er hasarderet og overmodig – meget ulig den karakter, Frederik III synes at være beskrevet som.
Efter Christian IV´s mange krige er Danmark fattigt. Flåden er i ringe forfatning, forsvarsværkerne i en ynkelig og misligholdt stand, og de styrker man er i stand til at skrabe sammen, består mestendels af modvillige bønderkarle. I alt menes man at samle to hære på i alt 10-12.000 mand mod den svenske stormagt med 90.000 krigstrænede soldater.
Reaktionen på den danske krigserklæring kommer prompte. For Karl Gustav er det en kærkommen lejlighed til at trække sig ud af sine delvist mislykkede felttog mod Polen med æren i behold. De svenske styrker går i ildmarch gennem Nordtyskland, og indtager i løbet af efteråret 1657 det meste af Jylland.
Chokeret over den effektive og resolutte svenske manøvre, anmoder Frederik III hjælp fra Sveriges øvrige fjender, men før hjælpen kan når at blive indsat, sætter en streng isvinter ind. De svenske styrker marcherer over isen, og Frederik III tvinges til at indgå en ydmygende fredsaftale, der indebærer afståelse af Skåne, Halland, Blekinge, Bornholm samt Bohus og Trondheim len i Norge.
.
Svenskerne marcherer over isen under første Karl Gustav Krig
Livregimentet
Efter det katastrofale nederlag i Første Karl-Gustav Krig indser Frederik III, hvor ubehjælpeligt dårligt adelen har levet op til sin pligt til at stille soldater til rådighed for kongen i krigstid. I det store hele får adelen skylden får det danske nederlag, og Frederik III forudser nu et nødvendigt opgør med adelens magt i Danmark.
Af den grund lader han den Slesvig-holstenske adelsmand Frederik Ahlefeldt om at oprette ”Hans Kongelige Majesæts Livregiment” d. 30. juni 1658. Til Livregimentet rekrutteres professionelle soldater med en uddelt loyalitet til Kongen.
Det er en betydelig styrkelse af Frederik III´s position, der nu selvstændigt kan råde over en stor og slagkraftig militærenhed, og anses som et væsentligt led i monopoliseringen af den militære magt omkring Kongen.
Kong Frederik III´s planer om at opgør med adelen må imidlertid vente. Karl Gustav fortryder snart, at han ikke havde taget hele landet, da han stod med sine styrker 20 km fra København, og udskiber den 7. august 1658 sin hær, og indleder fire dage senere belejringen af København.
Denne belejring skal vise sig at blive skæbnesvanger for Frederik III, som tappert citerer Jobs bog med ordene ”Jeg vil dø i min rede”, og lader sig indfinde på byens volde sammen med Dronningen for at opmuntre borgerne, der uden nævneværdig hjælp fra adelen, må forsvare hovedstaden. Frederik III´s mod og udholdenhed kombineret med adelens fravær er med til at ændre folkestemingen til Kongens fordel.
Belejringen står på i et halvt års tid, inden Karl Gustav natten mellem den 10. og 11. februar sender sine styrker mod de københavnske volde. Angrebet bliver slået tilbage, krigen vender til Danmarks fordel, og d. 27. maj 1660 indgår Danmark og Sverige fred.
Selvom Danmark under Karl-Gustav krigene, der indledes på Frederik III´s anbefaling, mister enorme og betydelige landområder, står Frederik III samlet set i en styrket position efter freden. Adelens manglende evne og vilje til at stille soldater tildeles skylden for det svidende nederlag. En situation, som Frederik III ingenlunde vil stå overhørig.
.
Enevældig Konge
Allerede den 2. august 1660 indkalder Frederik III til stændermøde for at sætte sine planer i bevægelse. En ny magtstruktur skal indfases. Snart kommer adelen på kant med de gejstlige og borgerlige stænder, der på egen hånd tilbyder Frederik III et arvekongedømmet.
Rigsrådet er tøvende, og af forståelige grunde. Dette vil fratage adelen magten. Men da Frederik III truer med at lade sig udråbe uden adelig medvirken, overdrager alle tre stænder den 13. oktober 1660 Frederik III´s efterfølgere arveretten til tronen.
Tre dage efter får Frederik III sin håndfæstning kasseret, og d. 18. oktober 1660 modtager Frederik III stændernes arvehyldning på en tribune foran Børsen, hvilket markerer tidspunktet, hvor Danmark overgår fra valgkongedømme til enevældigt arvekongedømme.
Danmark-Norge er forvandlet til et ubetinget enevældigt dobbeltmonarki – i øvrigt helt i samklang med de generelle strømninger i Europa. Men enevoldsarveregeringsakten er ikke nok for Frederik III. Der skal skrives en ubrydelig tronfølgerordning, så kongemagten ikke kan svækkes under stridigheder ved et tronskifte.
Til det formål udarbejder kongens sekretær Peder Schumacher – senere adlet som Griffenfeld – Kongeloven, der bliver enevældens grundlov.
Selvom Frederik III i høj grad får indført enevælden med borgernes hjælp, bliver han aldrig en folkelig konge som sin far Christian IV. Frederik III dør som 60-årig den 9. februar 1670 af akut lungebetændelse på Københavns Slot, og efterlader dobbeltmonarkiet til sin søn Kong Christian V
.
