.
.
Om Dannebrog jeg ved
Dannebrog er navnet på Danmarks flag, de danskes flag, som har historiske aner langt tilbage i tiden. Efter det gamle smukke sagn faldt Dannebrog ned fra Himlen lørdag den 15. juni 1219 under det historiske slag ved Lyndanis nær Tallinn i Estland. Det er i år 800 år siden.
Tekst: FEB-75 Jesper Asmussen – juni 2019
Dannebrog har siden været navnet på den danske stats samlingsmærke. Den navnkundige kong Valdemar II Sejr (1202-41) sendte på Danmarks vegne en kæmpe flåde af sted for at kristne de hedenske estere. Under korstogene (1096-1291), som var politiske, økonomiske og navnlig religiøse felttog imod ikke-kristne, drog den vestlige civiliserede verden til væbnet kamp for at tilkendegive sig sammen. Oprindelig var formålet at befri det besatte Jerusalem i Det Hellige Land for muslimer (arabere); senere blev korstogene også rettet ind imod øvrige hedninge. Danmark var da også med, formentlig lige i begyndelsen af middelalderen. Man kender en dansk krigsindsats i Letland i 1208 med ærkebiskop Anders Sunesen; men alle vendiske krige (1157-69) – og dermed toppunktet ved den danske nedkæmpelse af fæstningen Arkona på øen Rygen i 1169 – var også en slags korstog. Hernede fra havde venderne (polakker) ofte plyndret og hærget danske kystbyer, idet den danske statsmagt var svag; men under biskop Absalon (1128-1201) blev der renset for uvæsenet. Efterhånden skabte de danske konger sig magtpolitiske stillinger i Østersø-området.
I forsommeren 1219 sejlede danskerne med en stor styrke til Estland tilskyndet af pave Innocens III, og borgen/byen Lyndanis blev indtaget den 12. juni uden større besvær. Esterne lod sig snart kristne … næsten alt for villigt. Derpå blev den danske hovedstyrke sendt hjem, hvorfor en mindre besættelsesstyrke forblev på stedet. I hemmelighed havde esterne samlet en stor hær i en nærliggende skov.
Den intetanende danske hær blev da angrebet tidligt om morgenen den 15. juni 1219 fra fem sider. Danskerne griber skyndsomt til våben, men er endnu ikke opstillet til kamp; der er tale om stor forvirring, og det ser galt ud. Den aldrende danske ærkebiskop Anders Sunesen (1160-1228) befandt sig uden for slagets rækkevidde og bad til Gud den Almægtige om sejr for sit folk. Når hans arme raktes op mod Himlen, gik det godt for dansken på valpladsen; men når hans arme trættedes og sank mod jorden, gik det os ringe. Til sin hjælp havde ærkebiskoppen to munke, der støttede hans trætte arme; men selv munkenes arme trættedes henad vejen, og sejren var fjern.
Kampen bølgede frem og tilbage, og de danske tropper kommer henad vejen til kamporden. Imidlertid havde de danske nået at sætte en båd i vandet for at tilbagekalde hovedstyrken, som var på vej hjem over Østersøen. Det var i sidste øjeblik, at undsætningen ankom tilbage til Estland, for »… den danske Hær var næsten slaaet. Men da paakaldte Danskerne ydmygt Guds Hjælp, og da opnaaede de den Naade, at de straks modtog et Flag, som faldt ned fra Himlen, tegnet med et hvidt Kors paa en ulden Dug, og de hørte en Røst i Luften, som sagde, at naar det blev løftet i Vejret, skulle de visselig vinde en fuldstændig Sejr … hvilket ogsaa skete«.
Dannebrogs fald fra Himlen var et kristent tegn fra Gud til danskerne om sejr og frelse, og kom til da kampen var hårdest. Således skrev den danske historiker Peder Olsen i Roskilde i 1519 om den historiske dag – som senere blev kaldt for valdemarsdagen, der blev til officiel flagdag i hele kongeriget.
Det er et billede af stor poetisk skønhed og af national styrke i retning af en religiøs-mirakuløs redning. Ikke mange folk og lande har et eget flag, der selv har sin egen dag, som er den 15. juni – Dannebrogs dag. Selve slaget kaldes volmerslaget efter en omskrivning af kong Valdemars navn. Selve »Estlandsflaget« blev senere erobret af ditmarskerne ved Hemmingstedt den 17. februar 1500 under kong Hans, men blev dog tilbageerobret af danskere i 1559. Siden blev det opbevaret i Slesvig Domkirke i Sydslesvig (dansk område indtil 1864), hvor det desværre gik til grunde ca. 1660 – mørnet af ælde.
.
.
Nu skulle man tro at historien endte her, men det gør den ikke. Navnet Dannebrog er meget ældre endnu. Faktisk flere hundrede år ældre, idet Dannebrog også var navnet på danskens flag i vikingetiden (737-1066), hvor den nordiske mytologi udgjorde vor gudeverden. Her var flaget også rødt, men naturligvis uden det kristne hvide kors. I stedet var Odins to sorte hellige ravne, Huginn og Muninn, broderet på dugen, én på hver sin side. Man sagde før et forestående slag, at hvis ravnene baskede opad med vingerne, ville en sejr være at vente; men hvis ravnene derimod lod vingerne hænge slapt nedad, varslede dette således kommende nederlag. Man har flere historiske beretninger om »Ravnefanen«, hvor vestsakserne erobrede én i år 878 fra invaderende normannere (mænd fra Norden). Øvrige normannere, som slog sig ned i Nordfrankrig i begyndelsen af 900-tallet (og gav navn til Normandiet), vedblev at anvende Dannebrog, »Ravnefanen«, så længe, at den kom med Vilhelm I Erobrerens (1027-87) invasion af England i 1066. Men de hedenske ravne måtte siden vige pladsen til fordel for det hvide kristne kors.
Dannebrog er nu ikke det ældst kendte flag i verden; men det er det ældst fortsat bevarede af de nationalflag, vi i verden kender i dag. Tilmed er det et af de ganske få flag, der har sit eget navn. Søger man tilbage i de gamle bøger for at få at vide, hvad Dannebrog kommer af og betyder, er det noget i retningen af: danernes klæde eller danernes fane. Første led har formentlig sin rod i ordet Danmark, medens andet led betyder et stykke klæde, der i middelalderen brugtes om en fane (et farvet stykke tøj), som førtes an af militære enheder. Muligvis afledt af folkenavnet daner ligesom Danelagen og danegæld. Et brog kan muligvis også betyde (muligvis i overført betydning): buks; kong Regnar Lodbrog var ham med de lodne bukser, så hvis Dannebrog ellers til at begynde med var et splitflag, har det jo næsten bukse-facon. Inden for skovbrug er en tvege (en kløftet gren eller træstamme) også kaldet for en buks – som jo unægtelig har samme facon. Alt i alt betyder ordet Dannebrog stort set: danernes røde flagdug.
Der er fra gammel tid særlige regler for flagning med Dannebrog, hvor de først nedskrevne stammer fra kong Christian IV’s tid i begyndelsen af 1600-tallet. Efterhånden er der kommet øvrige flagreglementer til, når tiden krævede det; det „nutidige“ stammer fra: »Reglementeret Dannebrog efter kgl. Forordning af 11. juli 1748«. Vi kan derfor læse, at Dannebrog hejses kl. 08 om morgenen, og bliver vajende til solnedgang; dog senest indtil kl. 20. På de tider af året hvor solen står op senere end kl. 08, hejses flaget imidlertid først ved solopgang. Dannebrog må altså ikke være hejst efter solnedgang, for man siger da, at man flager for Fanden eller de uartige piger. Både hejsningen som nedhalingen – handlingen med flaget – bør altid foregå tilpas langsomt … men underforstået i værdig hastighedsgrad. Ved hejsning af flag skal følgende regler iagttages: ved hejsning på en fritstående flagstang udendørs holdes flaget over den ene arm, såvel under fastbindingen som under hejsningen.
Ved nedhalingen samles flaget over den ene arm og lægges derefter sammen, således at det hvide kors er beskyttet af den røde dug. Flaget må under ingen omstændigheder berøre jorden, hverken under hejsning eller haling. Man hejser sit flag og man haler det ned! Man stryger det ikke, idet man således viser at man overgiver sig og derved giver plads til fjendens flag. (Man stryger dog flaget på orlogsfartøjer, når kommando nedtages efter et togt eller når skibet skal på f.eks. værft). Man hejser endda flaget helt til tops, helt op til berøring af flagknappen, hvor nedhalerlinen, hvortil flaget er fastgjort, skal være slæk (løs) af praktiske grunde (men også af ærlige frihedsgrunde), og ophalerlinen skal være tot (stram). Flaget skal vaje frit ud fra stjærten (flagstangen). Ved hejsning og nedhaling af flaget skal soldaten gøre front og hilse. Civile hilser ved at gøre front og blotte hovedet. Dén, der hejser eller nedhaler flaget, skal altid lægge sin hovedbeklædning fra sig. Når flaget hejses på halv stanglængde ved f.eks. dødsfald og bisættelser, skal flaget først hejses helt til tops … forblive vajende dér et lille stykke tid, og da i passende tempo hales til omtrentlig halv stang. Dette stjærtmål er nået, når den underste kant af flaget er på midten.
Når flaget ved solnedgang skal nedhales, skal flaget altid hejses helt til tops, forblive dér et øjeblik, hvorefter det hales jævnt ned – og ikke for hurtigt. Efter nedhalingen slås den flettede flagline 2 til 3 gange meget løst omkring flagstangen, da linen i fugtigt vejr kan trække sig sammen. Ved denne forsigtighedsregel forlænger man flaglinens levetid betydeligt, forhindrer, at en lige, spændt line krummer flagstangen samt undgår endelig den generende lyd og det slid, som flagstangens slag imod stangen forårsager, når det blæser. Efter en bisættelse hejses flaget atter til tops indtil solnedgang, som en hyldest til livet, der jo går videre. Ved mindegudstjenester hejses flaget først på hel stang. Et kvarter før mindegudstjenestens begyndelse nedhales det så til halv. Umiddelbart efter mindegudstjenestens afslutning hejses flaget atter på hel stang. Ønskes en kiste dækket med Dannebrog, skal korset anbringes ved hovedenden. Flaget fjernes, inden kisten sænkes i graven.
.
