.
.
Livgarden i Fremmed Tjeneste
Tit opfatter vi det som en relativt ny tendens at Danmark sender militære bidrag til verdens brændpunkter, som led i internationale alliancekoalitioner. Efter den kolde krigs ophør omkring 1990 har Danmark slået ind på en langt mere aktivistisk udenrigspolitisk linje, som ved flere lejligheder, fra Balkan, til Afghanistan og Irak, har indebåret at Danmark stillede danske soldater til rådighed for en international koalitionsstyrke. Men det er faktisk ikke kun i vores egen tid, at vores soldater har indgået i internationale militære kampagner. I slutningen af 1600-tallet finder vi lignende eksempler, hvor man blandt de udsendte danske tropper finder Livgarden repræsenteret på mange af datidens mest frygtindgydende slagmarker.
Tekst: Kasper Kold Pedersen, cand.mag. i historie – Juli 2016
I slutningen af 1600-tallet var Europa inde i en storpolitisk urolig periode. Årsagen var, at Frankrig var blevet særdeles stærkt under den franske ’Solkonge’ Ludvig 14., som udnyttede sin stærke position til at føre en aggressiv og ekspansionistisk udenrigspolitik. Det fik stort set alle de andre europæiske magter til at indgå i en stor alliance mod Frankrig.
Den såkaldte Augsburgske Liga bestod af blandt andre stærke stater som Nederlandene, England, Spanien, Østrig og en række større tyske stater. Danmark var, som det som oftest har været vores lod, en relativt lille brik i dette europæiske stormagtsspil. Den danske konge var i bund og grund mere optaget af rivaliseringen med sin stærke svenske nabo, men var samtidig tvunget til at forsøge at gebærde sig bedst muligt gennem de omskiftelige europæiske magtforhold.
Første udsendelse (1689-1698)
I 1689 efterkom den danske konge Christian 5. et ønske fra den nye protestantiske konge af England (som samtidig var nederlandsk statholder), Wilhelm af Oranien, om at yde et militært bidrag i Wilhelms strid mod sin katolske og pro-franske rival, Jakob 2.
Udover at han anså det for et godt udenrigspolitisk træk at støtte Wilhelms side i konflikten, så indebar det for Christian 5. også en række fordele ud fra hans egne økonomiske og militære synspunkter. På grund af periodens hyppige krige mod Sverige, var den danske hær blevet gradvist større og større, set i forhold til kongerigets samlede størrelse og befolkningstal, hvilket var ekstremt dyrt for statskassen.
Samtidig ville kongen helst ikke hjemsende for mange af soldaterne, da man jo aldrig kunne vide, om den næste krig med svensken lurede lige rundt om hjørnet, og hvor man igen ville få brug for alle de mænd under våben man havde.
Ved i stedet at leje et kontingent ud til fremmede magter, kunne kongen til gengæld nedbringe sine omkostninger til hæren, samtidig med at hans tropper ville blive holdt skarpe i dansk fredstid. I første omgang gik turen til Irland for det danske kontingent, der var under ledelse af Livgardens kommandør, Hertugen af Würtemberg, og talte omkring 7000 mand. Livgarden var repræsenteret med en bataljon på 804 gardere.
Augrhim 1691
I juli 1691 stod det afgørende slag mellem Wilhelms engelske, skotske, danske og nederlandske tropper og Jakob 2.’s irske og franske. Jakob 2.’s franske general, Marquis de St. Ruth, havde valgt at placere sine 25 000 mand på en bakke nær landsbyen Aughrim, syd for Dublin. I modsætning til mange af hans irske kolleger, som havde foretrukket at hæren var blevet trukket tilbage i retning mod deres stærkt befæstede by Limerick, var den franske general overbevist om, at man ville være i stand til at slå Wilhelms styrker i felten.
Sent på eftermiddagen den 12. juli, efter en vanskelig fremrykning, indledte den talmæssigt en anelse svagere engelsk-ledede koalitionshær kampen. Under de hårde kampe befandt bataljonen fra Livgarden sig i kampens hede pludselig i en særdeles udsat position, hvor man blev forsøgt indesluttet af fire irske bataljoner. Trods faren for at blive isoleret og løbet over ende, formåede garderne at imødegå angrebet ved at afgive disciplinerede og effektive salver mod fjenden, der avancerede fra flere sider.
Efterhånden som situationen vendte til fordel for de allierede tropper, førte Garden deres frontafsnit an, som nu tvang deres irske og franske modstandere tilbage. Selvom den franske general hurtigt forsøgte at tilføre forstærkninger fra reserven, kunne det ikke ændre på at sejren gik til englænderne og deres allierede – ikke mindst da den selvsikre St. Ruth midt under slaget omkom efter en engelsk kanonkugle traf den franske generals hoved.
Slaget ved Aughrim afgjorde i realiteten striden om kongeværdigheden i England, eftersom Irland få måneder senere tilhørte Wilhelm af Oranien, og den afsatte kong Jakob 2. måtte gå i landflygtighed hos den franske konge. Kampene krævede formentlig sammenlagt mellem fem og syv tusind liv, og må tælles blandt de blodigste slag nogensinde udkæmpet på irsk grund.
Slaget ved Augrhim 1691
Steenkerke 1692
Efter den engelske konges sejr i Irland, vendtes den politiske opmærksomhed mod kontinentet, hvor en dynastisk arvestrid i Pfalz havde udløst en ny konflikt mellem Frankrig og den føromtalte alliance, den Augsburgske Liga.
Den danske styrke i engelsk og nederlandsk tjeneste, fulgte resten af de allierede styrker som afsejlede fra Irland, og blev landsat i Belgien. Her havde en fransk hær netop indtaget den strategisk vigtige by Namur, og derefter stillet sig i en defensiv position, som man forventede ville afskrække de fremtrængende allierede styrker fra at vove et angreb.
Franskmændene mente desuden at have en pålidelig spion placeret tæt på den allierede hærs øverste ledelse, og at man derfor havde godt styr på deres strategiske dispositioner. Det viste sig dog at denne ’mulvarp’ i fjendens lejr måske ikke var så velunderrettet endda, i hvert fald lykkedes det i stedet den allierede hær at gennemføre et overraskelsesangreb tæt ved Steenkerke.
Flere af de danske enheder befandt sig helt fremme i avantgarden, hvor man var blandt de første i kontakt med fjenden. Livgarden høstede her store roser for sin indsats, da det efter en udmagrende march efterfulgt af heftige kampe, lykkedes bataljonen at erobre en fransk stilling og erobre fire af fjendens kanoner.
Desværre blev de lovede forstærkninger forsinket, og den tilkæmpede stilling viste sig ekstremt vanskelig at fastholde mod de hastigt nytilkommende fjendtlige forstærkninger. Efter at have forsvaret stillingen i næsten en time, og derfor langt efter at nabobataljonerne havde måttet vige, blev man til sidst tvunget til også at opgive den ellers hårdt tilkæmpede stilling.
Slaget havde dog stadig ikke fundet sin afgørelse, og kampen bølgede frem og tilbage langs fronten i flere timer yderligere, indtil den engelske konge til sidst beordrede et tilbagetog, hvorefter begge sider indtog de positioner man havde haft inden slagets begyndelse. På trods af den allierede hærs nederlag, havde de danske enheder, og særligt Garden, ydet deres del og mere til, men var derfor også blandt de hårdest medtagne – i en fransk generals rapport fra slaget stod der at ’De Danske er næsten fuldstændig tilintetgjorte’.
Ud af de omkring 700 omkomne danske soldater, var mere end 200 fra Livgarden, hertil kom en lige så stor andel af sårede. Ud af en bataljonsstyrke på 600 mand inden slaget, slap altså kun hver tredje danske garder helskindet fra de voldsomme kampe ved Steenkerke.
Krigen fortsatte i yderligere fem år, men for Garden forløb de resterende år af krigen uden deltagelse i større slag, dog deltog man i flere belejringer og mindre felttog. I perioder plagedes bataljonen af en smitsom feber, som også krævede en del ofre og holdt andre gardere ukampdygtige. Først i 1698 kunne bataljonen igen vendte hjem til København. Ud af de 650 hjemvendte gardere, havde kun 260 været med blandt dem, der var taget af sted 8-9 år tidligere.
Fane for bataljon af Livgarden til Fods
Anden udsendelse: den spanske arvefølgekrig (1701-1714)
Parallelt med at man i Nordeuropa havde påbegyndt stridighederne i Store Nordiske Krig, trak det på ny op til krig mellem det stærke Frankrig og en stor koalition af med England, Nederlandene og den tyske kejser i spidsen. Endnu engang var anledningen spørgsmålet om arveretten til en europæisk trone – den spanske i denne ombæring.
Den nye danske konge Frederik 4. indgik, i lighed med hans far, en traktat med England og Nederlandene, hvori han forpligtede sig til at stille et dansk korps på 10.000 mand til rådighed i kampen mod Frankrig – herunder en bataljon fra Garden bestående af 740 mand.
Blindheim-Höchstädt 1704
Det første større slag i den spanske arvefølgekrig med dansk deltagelse fandt sted i Bayern, hvis kurfyrste var en af Frankrigs få forbundsfæller. En hær af franske og bayerske tropper mødte en multinational hær af bl.a. engelske, hollandske, østrigske, tyske og danske styrker. Begge sider rådede over 50-60.000 mand.
For at nå frem til fjenden, måtte den allierede hær krydse et delvist åbent sletteområde, hvor kun sporadiske skovområder ydede en vis beskyttelse fra fjendens artilleri. Under fremrykningen gennem en lille skov kom Garden under voldsom artilleribeskydning, og måtte forsøge at bevæge sig frem gennem en hulvej frem mod de fjendtlige stillinger.
Under fremrykningen mistede man blandt mange sin erfarne bataljonschef, oberst de la Pottrie, samt størstedelen af kompagnicheferne. Rent faktisk var det af dem kun kaptajn Ernst Bülow der formåede at komme uskadt gennem den fjendtlige kanonild, og som den øverste tilbageværende officer ledte bataljonen i de efterfølgende kamphandlinger.
Endelig nåede man frem til de franske stillinger, hvor det lykkedes de danske gardere at sende fjenden på flugt. Glæden varede kun kort, for i det samme nærmede nye fjendtlige bataljoner sig, som man på grund af den særdeles hektiske fremrykning ikke havde været tilstrækkeligt opmærksomme på. Efter at have ydet et stort bidrag i de nye træfninger, måtte garderne grundet massive tab en overgang trække sig tilbage.
Snart blev man dog igen sendt frem i kamp, og slaget fortsatte således med at bølge frem og tilbage, indtil de franske linjer til sidst begyndte at smuldre og måtte blæse til retræte. Udslagsgivende for sejren var blandt andet en række vellykkede kavaleriangreb andre steder langs fronten, under ledelse af den berømte engelske general, Hertugen af Marlborough. Sejren betød at Frankrigs planer om som det første at sætte den tyske kejser i Wien ud af spillet var mislykkedes, og dermed havde de franske forhåbninger om en hurtig militær sejr lidt et knæk.
Slaget ved Höchstädt 1704
Oudenarde 1708 og Malplaquet 1709
I 1708 befandt bataljonen fra Livgarden sig atter på slagmarken, da man sammen med resten af det danske kontingent var involverede i den store allierede sejr ved Oudenarde, som var et vigtigt forbindelsesled mellem Frankrig og Flandern. Kampene her foregik for Gardens vedkommende på den venstre fløj, hvor man sloges med franske enheder der havde forskanset sig bag hegn og stendiger. Fjenden forsøgte i flere omgange at gå til modangreb, men blev hver gang succesfuldt slået tilbage.
I det tiltagende tusmørke lykkedes det Garden og dens nabobataljoner – i koordination med danske rytterenheder, som faldt fjenden i ryggen – at besejre deres modstander ved dette frontafsnit. Da franskmændene også tabte terræn flere andre steder, og allerede havde lidt omfattende tab (omkring 15 000 døde, sårede eller tilfangetagne), trak de sig fra slagmarken.
Slaget ved Oudenarde 1708
Året efter deltog man også i det sidste store slag i den spanske arvefølgekrig, der udkæmpedes ved Malplaquet i det sydlige Belgien. Den allierede hær var den franske talmæssigt overlegen, men den franske hær ledtes af den berømte marskal Villars, bredt anerkendt som den bedste franske feltherre, og var ubesejret på slagmarken.
De to hære mødtes i et skovrigt område nær Malplaquet, hvor Villars’ styrker havde forberedt en stærk defensiv stilling, med den hensigt at stoppe de allieredes videre fremmarch mod det franskkontrollerede Mons. Livgarden befandt sig sammen med 40 andre infanteribataljoner på højre fløj, som indledte et hidsigt stormløb mod den franske flanke.
En fransk officer erindrede om modstanderens angreb at ”de kæmpede, ikke som mennesker, men som Djævle, idet Salver fra 20 Kanoner ad Gangen, der mejede hele geledder ned, ikke formåede at bringe dem til at vakle”. Denne stålsathed blev dog matchet af de franske enheder, og derfor udviklede slaget sig til en særdeles blodig affære. I sidste ende trak franskmændene sig dog fra slagmarken, men de allieredes sejr var som sådan ikke noget at fejre. Man havde lidt højere tabstal end modparten, og man havde ikke afgørende slået den franske hær, som formåede at trække sig ud i nogenlunde god orden og omgruppere.
Slaget ved Malplaquet 1709
Den spanske arvefølgekrig, som efterhånden havde varet hen ved et årti, begyndte at tære hårdt på særligt Frankrig, militært hårdt presset og isoleret som de var fra søsiden af de to dominerende søfartsnationer, England og Nederlandene. Krigen var nået en fase, hvor der ikke længere kæmpedes på åben mark, men hvor der i stedet var tale om belejringskrig.
Efter øgede interne politiske spændinger i den antifranske koalition, samt et generelt voksende ønske om fred hos alle parter, indgik man i løbet af 1713 og 1714 fredstraktater. Således kunne garderbataljonen, med 430 tilbageværende officerer og menige, endelig i sommeren 1714 afmarchere fra Belgien og vende hjem til Danmark efter 13 både begivenhedsrige og hårde år i fremmed tjeneste.
.
