.

.

Nyheder  Ι  Historie

Genforeningen

Den 15. juni 2020 er det præcis 100 år siden, at Sønderjylland igen kom under dansk suverænitet. I dagene den 10. og 11. juli 1920 blev Genforeningen markeret og fejret i Sønderjylland. Ikoniske billeder af Christian 10.s indtog i Sønderjylland og af den store folkefest på Dybbøl Banke står stærkt i den kollektive, historiske erindring. Den Kongelige Livgarde deltog naturligvis også i denne særlige nationale begivenhed. Livgardens aftryk var markant; I Livgardebataljon med ca. 200 tjenstgørende og genindkaldte gardere deltog.
TEKST: ERIC Lerdrup BOURGOIS LIVGARDENS HISTORISKE SAMLING, juni/juli 2020
Optakten

I forbindelse med fredsslutningen efter Tysklands nederlag i 1. Verdenskrig blev der iværksat en folkeafstemning i Slesvig. Dette skete for at kunne afklare det fremtidige nationale tilhørsforhold af de som følge af krigen i 1864 afgivne områder. Resultatet blev, at den danske grænse blev flyttet fra lige syd for Kolding til den nuværende grænselinje mellem Danmark og Tyskland. Den 9. juli 1920 stadfæstede kong Christian 10. på Amalienborg indlemmelsen af Sønderjylland i Danmark. Det skete under kanonsalut og klokkeklang fra Københavns kirker, mens posterne på Amalienborg præsenterede gevær. Klokken 11 blev Livgarden formeret med fire kompagnier på Rosenborg Eksercerplads og et æreskompagni deltog i en parade i forbindelse med en takkegudstjeneste i Københavns domkirke, Vor Frue Kirke.

Ordrer fra Krigsministeriet

Den 3. juli 1920 blev der givet ordrer fra Krigsministeriet til Livgarden om deltagelse i markeringen af Genforeningen. Ordreren lød: ”I tilslutning til den tidligere givne mundtlige ordre skal man herved anmode Livgarden om at indkalde til møde ved Livgarden den 7/7 1920 de ca. 160. hjemsendte værnepligtige af Livgarden, der på forespørgsel fra Garderforeningerne har givet tilsagn om at ville lade sig indkalde til frivillig tjeneste i anledning af Genforeningshøjtideligheden på Dybbøl Banke”

Allerede dagen efter, den 8. juli, mødte de frivillige på Livgardens kaserne kl. 12. Helt tilbage til Hold 1896 var repræsenteret. Den 8. og 9. juli gik med forberedelse. Og tidligt om morgenen den 10. juli afgik de ca. 200 gardere fra Livgardens Kaserne mod Sønderjylland. Transporten foregik med tog – eller pr. bane – som det hed. Hofjæger Oxholm, der var blandt de genindkaldte frivillige gardere, beretter om den noget usædvanlige togtur: ”Overalt på stationerne var folk mødt op for at give os hurraer med på vejen. Da vi kom til Jylland, blev det aftalt med lokomotivføreren, at når vi nåede den gamle grænse, skulle der fløjtes nogle gange. Vi ventede på signalet, og da det kom, rejste vi os og råbte hurra!”.

De frivillige gardere på Livgardens Kaserne (Livgardens Historiske Samling).

En anonym korporal, der også deltog med Livgarden, beretter videre ”Og i særdeleshed da vi havde passeret grænsen, kom der rigtigt liv i kludene og der blev sunget fædrelandssange, den ene kupé smittede den anden, og snart var hele toget en syngende orm, der bevægede sig langsomt ned gennem nyerhvervede land, hvis beboere stod med en blanding af smil og glædestårer og tilvinkede os med Dannebrogsflag og lommetørklæder”.

Garderne ankom til Sønderborg samme dag ved 10-tiden. Under festlighederne var I Livgardebataljon iført blå feltmæssig uniform med bjørneskindshue, sort lædertøj og tornyster. Uniformen var magen til den, som Livgarden var iført under stormen på Dybbøl den 18. april 1864. Symbolikken var ikke til at tage fejl af.

Artiklen fortsætter under annoncen
I Sønderjylland 10.-11. juli 1920

I Sønderborg blev I Livgardebataljon modtaget af byråd og begejstrede borgere. Indkvarteringen skete den tidligere tyske marinekaserne (hvor Hærens Sergentskole senere havde til huse inden flytningen til Varde). Indkvarteringen var primitiv, da tyskerne havde rippet kasernen for alt inventar og faste installationer, så som gasledninger. Dagen efter, den 11. juli, stod Livgarden til parade i Sønderborg, hvor kongeskibet ”Dannebrog” med kongen og kronprinsen ombord lagde til ved havnen. Den anonyme korporal fortæller om paraden ”En tale for kongen, kongens svartale og en hilsen – i en uendelighed, syntes da vi, der stod i geleddet med bjørn, tornyster og præsenterede gevær – thi det varede 23 minutter, inden det forløsende ord: ”Gevær ved fod! Rør!” kom”.

Senere marcherede bataljonen ud til festlighederne i Kongeskansen på Dybbøl. Det skete i en sand triumfmarch. Det skønnes, at der var ca. 50.000 deltagere ved Dybbøl. Oxholm beretter herom:

Christian den 10. modtages af Garderforeningerne ved Frederikshøj Toldsted, 10. juli 1920. Kongen er iført uniform M/1916 for officerer (Livgardens Historiske Samling).

”Kort efter stillede vi igen for at marchere til Dybbøl, hvad der blev Livgardens største oplevelse i Sønderjylland. Det gik kun fod for fod gennem en menneskestrøm af uanede dimensioner. Gang på gang måtte vi gøre holdt; varmen blev stærkere og stærkere, og bjørnen trykkede en del. Turen var hård for mange. Men hvor var det rørende at se, hvor folk var glade for os. Vi fik masser af blomster, som vi anbragte i geværløbet, og overalt var der flag og flagalléer. Det var et dejligt syn! Vi opmarcherede til venstre for en tribune, der var rejst til de kongelige. Varmen var næsten uudholdelig, så vi nød et kort hvil. Der blev atter kommanderet: ret og præsenter gevær, og kongen, dronningen og enkedronningen og den øvrige kongelige familie tog nu plads på tribunen. Der herskede en stemning, som ikke kan beskrives”.

Garderforeningerne i Genforeningen

Genforeningen blev også med De Danske Garderforeningers markante aftryk. Da Christian 10. med følge red over den gamle grænse ved Frederikshøj Toldsted den 10. juli 1920 blev kongen modtaget af 32 foreningsfaner og flere hundrede gamle gardere. Garderforeningernes præsident, kammerherre og oberst Boeck holdt tale, hvorefter de gamle gardere fulgte kongen over den nu nedlagte grænse. Om begivenheden kunne man læse i Garderbladet fra august 1920: ”De Danske Garderforeninger har ved Frederikshøj haft en stor dag og øget sine store og gode minder. De har været med til at åbne ledet for Hans Majestæt Kong Christian 10. i det for vort gamle fædreland så store historiske øjeblik, hvor majestæten red ind i Sønderjylland forbi de væltede sorte og vide grænsepæle – ind i Sønderjylland.”

Parade for 22. Alpejægerbataljon på Rosenborg Eksercerplads, 19. maj 1920. I forgrunden ses de små befalingsmandshaver (Livgardens Historiske Samling).

Efter genforeningen

Efter genforeningen modtog Christian 10. parader af de udenlandske styrker, der havde sikret afstemningen i Slesvig og overgangen mellem tysk og dansk suverænitet. Den 19. maj paraderede et kommando franske alpejægere, Chasseurs Alpins, og et detachement franske marinesoldater på Rosenborg Eksercerplads. 17. juni fremstilledes 500 britiske marinesoldater og en bataljon af Sherwood Foresters ligeledes for kongen.

Men den måske nok mest skelsættende genforeningsbegivenhed for Livgarden synes måske at have været, at man i 1921 kunne modtage de første sønderjyske rekrutter – siden 1863

.

.

.