.
.
Garder eller afsked! – Juleaftensfejden 1771
Tanken om nedlæggelsen af den kongelige livgarde var ikke en ny i 1771. Allerede tilbage i 1762 var den franske officer Claude-Louis de Saint-Germainblevet hidkaldt til Danmark for at reorganisere den danske hær, og blev i den forbindelse udnævnt til feltmarskal. Behovet for en reformation af hæren kom efter det ublodige felttog mod Mecklenburg i 1762, hvor hæren havde vist sig at være mangelfuld indøvet, organiseret og kommanderet.
Tekst: historiker, AUG-09 Kasper B. A. Vestergaard, GBL DEC 20
Den danske hær gennemgik 1760’erne og start 1770’erne en række forskellige reformer efter preussisk forbillede, med en lille kerne af hvervede professionelle tropper, rundt omkring fra Europa, men primært fra de forskellige tyske hertugdømmer. Disse kunne suppleres med tvangsudskrevne danske bønder. Han (Claude-Louis, red.) anså Den Kongelige Livgarde til Fods og Den Kongelige Livgarde til Hest som to unødvendige og dyre paraderegimenter.
Fra maj 1770 til januar 1772 regerede Dronning Caroline Mathilde sammen med Johann Friedrich Struensee (kongens livlæge) i kongens navn, da han ikke selv var i stand til det. Det var ikke kun militæret der lå under for Struensees mange reformer. udenrigspolitikken blev fredeligere, de offentlige udgifter blev reduceret gennem afskedigelser og reducering af pensioner, tortur blev afskaffet, der blev indført trykkefrihed og en række andre tiltag. Struensee fik udstedt over 1800 ordrer i sin korte regeringsperiode.
Det var i forbindelse med disse reformer at man valgte at nedlægge Den Kongelige Livgarde til Hest i maj måned i 1771. Dette skete mere eller mindre ubemærket. I december kom turen så til Livgarden til Fods. Livgarden adskilte sig fra andre dele af hæren ved at den primært bestod af soldater fra Danmark og Norge i modsætning til resten af hæren, som bestod af hvervede udlændinge.
Ordren om nedlæggelsen blev læst højt for garderne om morgenen den 24. december under paraden. Livgarden skulle nedlægges og garderne skulle overgå til hærens andre regimenter som grenaderer, hvilket skabte stor utilfredshed blandt garderne, dels fordi livgarderne havde nogle forrettigheder frem for de andre soldater, for eksempel rangerede en sekondløjtnant i Livgarden over en primære løjtnant i hæren, men ligeså vigtigt, var garderne hvervet specifikt til Livgarden og ikke til hæren.
Da der ankom et kompagni grenaderer på Christiansborg slotplads for at overtage vagten, fulgte garderne fanen ud på slotspladsen, da de alle havde aflagt faneed som deres ære krævede, de ikke brød. I stedet for at forlade slotspladsen og marchere tilbage til deres kvarter efter vagtskiftet, påsatte garderne bajonetter og smed grenaderen ud og besatte vagtstuen. De nægtede at forlade den før kongen enten havde genoprettet livgarden eller givet garderne deres afsked – ”garden eller afsked” blev deres fælles kampråb.
Blandt Københavns borgere var der stor sympati for gardernes sag. Mange borgere kom op på Christianborg Slot til den besatte vagtstue med julemad og juleøl til garderne. Mens besættelsen af vagtstuen stod på, var et andet af livgardens kompagnier marcheret op til kongen på Frederiksberg Slot, for at bede kongen om at genoverveje nedlæggelsen af Livgarden.
Garderne marcherede mod slottet formeret i karré, da de forventede at blive angrebet af rytteriet. Dette skete dog ikke, og da de ankom til slottet blev de mødt af Livgardens kommandant oberst Haxthausen som var redet i forvejen for at få en aftale i hus med kongen. Struensee havde ikke forventet gardernes reaktion, som de facato var et mytteri og strafbar med døden, Men han var dog blevet så bange at han gik ind på gardernes krav om at blive afskediget.
Samtidig var stemningen ude i byen på gardernes side, og store grupper af borgere havde samlet sig på Slotsholmen for at vise sympati for gardernes sag. Oberst Haxthausen red ind til Christianborg for at tale garderne til rette og fortælle dem, at kongen var gået ind på deres krav. Trods det nægtede garderne at forlade vagten før hver og en havde fået sine hjemsendelsespapirer.
Ud på aftenen fik Københavns-kommandant ordrer til at slotspladsen skulle rømmes inden daggry, med det gode eller det onde, og store dele af københavns garnison fik ordre til at møde op på pladsen kl 1. Det var imidlertid lykkedes Livgardens officerer at overtale garderne til at drage hjem til deres kvarterer og første juledag fik alle der ønskede det, deres rejsepas, og de kunne alle rejse hjem som frie mænd i deres garderuniformer.
Efterfølgende udgav Struensee den 6. januar en kabinetsordre, hvor mindet om livgarden ”fuldstændigt skulle udslettet fra militæretaten,” hvilket betød, at livgardens officerer alle blev sat à la suite ved andre regimenter, samt at ingen måtte vise sig i garderuniformer.
Nedlæggelsen af livgarden og gardernes mytteri var med til vise hvor skrøbelig Struensees magtposition egentlig var. Den store utilfredshed med Struensee, både fra militæret, borgerne og hoffet, gjorde det muligt for kongens stedmor enkedronning Juliane Marie og hendes søn arveprins Frederik samt en gruppe medsammensvorne, med støtte fra militæret, at gennemføre et kup, hvor de arresterede Struensee og dronning Caroline Mathilde natten mellem den 16. og 17. januar 1772. Den samme dag blev ordren om livgardens genoprettelse givet. Den Kongelige Livgarde til Fods kunne allerede den 18. januar afløse vagten på Christiansborg. Derimod blev Den Kongelige Livgarde til Hest først genoprettet den 27. maj.
Struensee blev senere dømt til døden, alle hans reformer blev annulleret, han blev halshugget og sat på hjul og stejle.
Siden da har svaret til folk, der har talt om at opløse livgarden, været: ”husk hvordan det gik Struensee”
.
