.
.
Dér hvor vi holder vagt: Gråsten Slot
Ahlefeldt´ere, Augusten- og Glücksborgere. Det smukke landslot beliggende tæt på Sønderborg i det sønderjyske, har gennem historien skiftet hænder adskillige gange, for først i midten 1930´erne at blive kongelig residens. I anledning af 100-året for genforeningen, fortsætter Garderbladet nu serien om de kongelige slotte og palæer, hvor Den Kongelige Livgarde stadig holder trofast vagt – naturligvis begyndende med Gråsten Slot.
Tekst: APR-12 Andreas Dalsgaard
At fortælle historien om, hvordan Gråsten Slot i 1930´erne bliver kongelig residens, tangerer til at fortælle om godt og vel 700 års danmarkshistorie, hvori nogle af de mest afgørende begivenheder for danmarkskortet anno 2020 indgår.
Fortællingen om Gråsten starter små 14 km vest for slottet, i en lille by ved navn Kliplev. Kliplev betegnes i Kong Valdemars Jordebog som kongelevsområde (en betegnelse for den danske kongemagts institutionsgods anvendt i middelalderen), men området kommer i begyndelsen af 1300-tallet på de slesvigske hertugers hænder.
Ikke langt fra Kliplev opføres en gård ved Store Søgård Sø, med det stedlige navn, Søgård. Gården bliver senere udbygget til en egentlig borg med dertilhørende garnison, og i slutningen af 1300-tallet nævner historiebøgerne for første gang Ahlefeldt-slægtens tilknytning til Søgård, der sidenhen bliver centrum for en række godser i det nærliggende område.
Allerede i midten af 1300-tallet lades en avlsgård opføre på markerne omkring Gråsten, og under Ahlefeldternes besiddelse af Søgård, i midten af 1500-tallet, opføres et mindre jagtslot benævnt som Troldlykke. Troldlykke brænder dog allerede i 1603, hvorefter det Gråsten Slot, der kendes den dag i dag, begynder at tage form.
Arvesønnen Gregers Ahlefeldt går nemlig efter branden i 1603 systematisk til værks, og nedlægger uden hensyn til bønderne i området omkring Gråsten, gårde og landsbyer, for derefter at lægge jorden under sin egen herregård, og opfører sidenhen Gråsten Slot, der står færdigt i år 1616.
Gregers dør allerede i 1620, og når kun at opleve få år på det ny anlagte slot. Sønnen Hans arver det jordiske gods, og fortsætter faderens bestræbelser på at indlemme gårde og landsbyer under sit eget gods. Hans Ahlefeldt omtales i historien som en meget respekteret mand blandt sine lige, og vælges deraf som formand for den slesvigske del af ridderskabet ved hoffet i København.
Men hvad historien også nævner er, at Hans levede en ødsel livsstil, og bragte i forlængelse heraf sig selv i et økonomisk uføre. I 1647 sælger Hans Gråsten Slot til Hertug Filip af Glücksborg (det hus kongeslægten tilhører i dag) for den nette sum á 90.000 rigsdaler, således at Hans for en stund kan holde kreditorerne fra døren. Det økonomiske pusterum er dog ikke tilstrækkeligt til at rede familieformuen, og Hans dør i 1662, forarmet og jordløs efter at have sat hele familiens formue over styr.
Hvad der i øvrigt ikke havde gjort situationen bedre for Hans Ahlefeldt var, at Søgård (der stadig hørte under familien) under Torstenson-fejden i 1643, hvor svenskerne, der havde fået nok af Øresundstolden, uden varsel overrumplede Christian IV i Jylland og Skåne, blev sønderskudt og senere nedbrændt af den svenske general Torstenson.
.
Torstenson-fejden 1643
I midten af 1600-tallet kontrollerede Danmark passagen gennem det strategiske Øresund, og udøvede den berømte Øresundstold. Tolden påvirkede i høj grad svenskernes udenrigshandel, og man frygtede at indtægterne ville blive anvendt til en ny krig mod Sverige. Noget måtte derfor gøres.
I Tyskland var en betydelig svensk styrke, ledet af feltmarskal Torstenson, engageret i Trediveårskrigen mod det kejserlige Tyskland. Styrken blev trukket ud af krigen, for at erobre Jylland, mens en anden svensk styrke angreb fra øst og indtog Skåne og Småland.
Krigen bølgede let frem og tilbage, både til lands og til vands. Det var blandt andet under denne krig, at Kong Christian IV mistede sit ene øje under søslaget ved Kolberger Heide. I 1645 sluttes fred mellem Danmark og Sverige, og Danmark ender med at afstå både svenske og norske områder.
.
.
I mellemtiden har arvingen til Hans Ahlefeldt, Frederik Ahlefeldt, deltaget i krige og rejser i Europa, og vender i 1650´erne tilbage til Danmark efter en uheldig affære i Amsterdam. Frederik, hvis jordiske gods Søgård er sønderskudt og derfor ikke ønsker at vende hjem til Sønderjylland, drager i stedet til København, og bliver i 1657 udnævnt til generalkrigskommandant i forbindelse med krigen mod Sverige (Karl Gustav Krigene).
I rollen som generalkrigskommandant udmærker Frederik Ahlefeldt sig, og det lykkedes ham at ægte Grev Rantzaus datter med et betydeligt pengebeløb samt et par godser som medgift til følge. Frederik har således formået ikke blot at tilegne sig et godt navn hos kongen, men også at erhverve sig et anseeligt beløb, som han meget belejligt nu kan anvende til at tilbagekøbe Gråsten Slot.
Filip af Glücksborg – der i 1647 havde købt Gråsten Slot af Frederik Ahlefeldts far – er i mellemtiden selv kommet i økonomiske problemer, og accepterer at afstå Gråsten for 65.000 rigsdaler – altså 25.000 rigsdaler mindre, end han 15 år forinden havde betalt for slottet. Frederik Ahlefeldt omtales generelt som en ihærdig, dygtig og ambitiøs mand, og beslutter sig sidenhen for, at morfarens slot ikke står mål med egne ambitioner, og lader derfor en større ombygning af Gråsten Slot gå i gang.
Frederik Ahlefeldt dør i 1686 med titlen Storkansler, og når ikke at se ombygningen af Gråsten Slot færdig, men sønnen, der foruden at arve hele det jordiske gods også overtager faderens navn, fortsætter ombygningen uden skelen til omkostningerne og anlægger blandt andet den store slotshave i barok stil. Frederik den Yngre ser også til, at Storkansler Frederiks fund fra en af sine mange udenlandsrejser – en særlig æblesort – plantes omkring slottet. Det senere berømte Gråsten Æble blev i 2005 kåret som Danmarks nationalfrugt.
Men tilbage til Frederik den Yngre. Til trods for at arvesønnen Frederik har overtaget fine titler og en betydelig formue fra faderen, lykkedes det gennem rejser, fester, og en særdeles dyr livsstil, at sætte formuen over styr, og Frederik den Yngre efterlader sig en gæld på 300.000 rigsdaler (han arvede selv ca. 1,5 millioner rigsdaler). Frederik Ahlefeldt den Yngre dør barnløs i 1708, og det er således Frederiks yngre bror Carl Ahlefeldt, der overtager Gråsten.
Imidlertid er Carl, ligesom sin storebror, udsædvanlig glad for fester og har endvidere en stor glæde ved at bygge, og lader blandt andet Sorgenfri ombygge. Frederik den Yngres gæld, krigsskader på flere af godserne, misvækst og kvægpest medfører, at Carl bliver nægtet yderligere belåning, og dør (også) stærkt forgældet i 1722. Arvesønnen Hans er ikke i stand til at vedgå arv og gæld, hvorfor alle familiens besiddelser (på nær Tranekær), ender på tvangsauktion.
Køberen til Gråsten Slot viser sig at være Hertug Christian August I, der således bringer slottet ind i en ny æra i historien under hertugerne af Augustenborg. Hertugen køber Gråsten for den nette sum á 95.000 rigsdaler i 1725, og får hurtigt en god forrentning ud af investeringen, idet det anslås at indtægterne fra det tilhørende landbrug beløber sig til ca. 15.000 rigsdaler om året.
Hvad fester og livstil angår, er hertugen dog hverken værre eller bedre end den forhenværende ejer af Gråsten, og dør således også som en fattig mand – der begynder at tegne sig et mønster – i 1754, trods den ellers så fordelagtige investering i Gråsten. Arvesønnen Frederik Christian I efterlades et slot, der af mange omtales som værende under kraftigt forfald, og under restaureringsarbejdet i 1757 bryder slottet i brand. Slottet brænder ned, og kun kirken samt pavillonerne står tilbage.
Brandskaden er så betydelig, at Hertug Frederik Christian I må nøjes med at opføre et mindre pompøst slot, og opfører i store træk det slot, der kendes den dag i dag. I sin regeringsperiode får Hertug Frederik Christian I igen økonomien på ret spor, og opfører i perioden adskillige huse i Gråsten med boliger til de mange arbejdere, der har sin gang på slottet.
Hertug Frederik Christian I har særdeles gode forbindelser til den sindslidende kong Christian VII, og således bliver hans søn, Frederik Christian (II) forlovet og senere gift med kongedatteren Louise Augusta. Selvom hertugen indledningsvis er imod ægteskabet, da det er almindeligt kendt at Louise Augusta er datter af livslægen Struense, kan det dog vise sig at blive en særdeles gunstig situation for slægten Augustenborg. Kong Christian VII´s søn, kronprinsen (Frederik VI), er nemlig ikke rask, og arvesønnen Frederik Christian (II) nærer derfor håb om at overtage tronen gennem ægteskabet med Louise.
Den sindslidende Kong Christian VII´s livlæge Johann Friedrich Struensee regerede fra maj 1770 til januar 1772, sammen med Dronning Caroline Mathilde, Danmark i kongens navn. Det forlyder dog, at de to lavede mere og andet end reformer af Danmark. I 1771 føder dronningen datteren Louise Augusta, men hvem faderen til datteren er, er stadig i dag et mysterium.
Kronprisen får sig imidlertid en søn, og håbet om at overtage tronen brister for Frederik Christian II, der må nøjedes med at arve faderens hertugtitel ved dennes død i 1794. Forholdet mellem hertugen og den senere kong Frederik VI kommer sidenhen til at lide under disse omstændigheder, såvel som andre stridigheder, og der opstår en dyb mistillid mellem kongen og hertugen.
Kong Frederik VI ønskede at indlemme Holsten i Danmark, og derigennem indføre Kongeloven i hertugdømmet, hvilket igen forværrer forholdet mellem kongen og hertugen. Et andet eksempel på den stigende splid, opstår med kong Frederik VI´s ønske om at samle de 3 nordiske riger under egen trone. Først blev hertug Frederik Christian II tilbudt den svenske trone, men Frederik VI får senere forpurret den ide.
Hertug Frederik Christian II dør i 1814 og sønnen Christian August II arver sidenhen titel og godser fra sin far. Herefter følger en mindre tumult del af Gråstens historie, hvor familien residerer på Gråsten Slot i sommerhalvåret og på Augustenborg i vinterhalvåret. I det hele taget synes alt at tegne lyst for Augustenborgerne, der ad omveje lykkedes med at få foden indenfor i kongehuset. I 1815 bliver hertug Christian August II´s søster Caroline Amalie nemlig gift med Kong Frederik VI´s fætter Christian Frederik. Da Frederik VI i 1839 dør uden arvesønner, går tronen til kongefætteren Christian Frederik, der i 1840 salves som Kong Christian VIII – og Caroline Amalie af Augustenborg bliver således Dronning af Danmark.
Men tilbage til Gråsten, hvor forholdet til kongehuset – blandt andet på grund af Caroline Amalies ægteskab – nu igen er på ret køl. Hertug Christian August II finder under en rejse til England stor interesse for opdræt af væddeløbsheste, og indfører ugelange hestevæddeløb på Gråsten omkring hertugindens fødselsdag, der i 1844 og ´45 blandt andre besøges af ingen ringere end H.C. Andersen.
Det hele er dog langt fra fred og idyl i hertugdømmet. Både i Slesvig og Holsten hersker en udbredt betimelighed ved at skulle underlægges den danske konge, hvem der endnu ikke har opgivet håbet om at indlemme hertugdømmerne under dansk oversuverænitet. Den 20. marts 1848 rejser hertug Christian August II derfor til sin bror, prinsen af Nør, for at forhandle med ham om selvstændighed, og kort tid efter rejser prinsen af Nør til Kiel for at deltage i forhandlingerne om en provisorisk regering. I mellemtiden rejser hertug Christian August II videre til Berlin for at sikre sig støtte fra den preussiske konge til, at hertugdømmerne vil høre under hertugen af Augustenborg.
Prinsen af Nør vælger dog at se bort fra det aftalte, og erklærer den 24. marts 1848, at denne har overtaget ledelsen af hertugdømmerne. Christian August II har nu bragt sig selv i en særdeles ugunstig situation, og brændt sine broer til det danske kongehus. Under den følgende 3-års krig kommer hertugen ikke til at spille en særlig rolle, men Gråsten Slot bliver indrettet som lazaret for de sårede soldater, og tjener således sin plads i konflikten.
.
Kongen leve
Ved alterbordet i slotskirken har en af soldaterne, som var på lazarettet på Gråsten under Treårskrigen, ridset kong Frederik den 7.s navnetræk samt skrevet ordet »Leve«. Herunder er skitseret en væmmelig orm med en tysk pikkelhue (hjelm af lakeret læder med en metalspids på pulden) med lænke og kugle. Ved siden af denne indskrift er ridset »Hertug Landsforræder«, hvilket sigter til Christian August II., den hertug, som agiterede for løsrivelse og bragte sig selv i unåde hos kongehuset.
.
.
Efter den danske sejr i 1851 bliver Christian August II landsforvist, og får af den danske stat 3 millioner rigsdaler for sine besiddelser, mod at han ikke igen vil foretage sig noget, der kan genere det danske monarki.
Gråsten Slot overtages således af den danske stat i 1852, der herefter forsøger at sælge slottet til en prominent køber – men i starten uden det store held. En bygningssagkyndig advarer mod at overtage slotte, idet han fortæller: ”… At der på det kraftigste må advares mod at ringe med klokkerne i tårnet, grundet råd i træværket …”.
Først i 1862 lykkedes det den danske stat at finde en køber til Gråsten, og slottet overtages af grev Adam Gotlob Moltke Huitfeldt. Greven når dog kun at besidde slottet i ganske kort tid, og sælger Gråsten efter nederlaget til Preussen i 1864. Køberen til Gråsten Slot, der nu ligger i et preussisk hertugdømme, er en yngre søn af hertug Christian August II, Prins Christian af Augustenborg. Imidlertid ønsker den tyske ministerpræsident Bismarck ikke at Augustenborgerne skal vende tilbage til Slesvig, og nægter hertug Christian August II af have ophold på Gråsten.
Allerede i 1865 overdrager Prins Christian af Augustenborg slottet til sin storebror, Frederik Christian August (“Friedrich der Achte”), som efter hertug Christian August II´s død i 1869, igen forsøger at få tilladelse til at tage bopæl på Gråsten Slot, men Bismarck står ikke til at rokke, og Gråsten Slot står ubenyttet hen.
Først i 1884, da Ernst Günther II arver hertugtitlen efter Friedrich der Achte, får slægten atter tilladelse til at benytte Gråsten Slot som bopæl. Ernst Günther opkøber omkring århundredeskiftet en del jord og skov til Gråsten, og foretager i perioden 1905 – 1909 en større ombygning og renovering af slottet.
Efter det tyske nederlag i første verdenskrig, gives slesvigerne mulighed for at stemme om nationalt tilhørsforhold. Da grænsen d. 10. februar 1920 lægges syd for Gråsten, kommer slottet nu igen til at ligge i Danmark. Hertug Ernst Günther tilbydes at sælge sine nu danske besiddelser, men forlanger indledningsvis en alt for høj pris for slottet (ca. 10 millioner kroner). Den 21. april 1921 lykkedes det endelig den danske stat at gennemføre handelen, og Gråsten Slot kommer igen på danske hænder – til den halve pris af udgangspunktet. Dette er dermed et sidste punktum for den Augustenborgske slægts tilhørsforhold til Gråsten Slot.
Efter den danske stat overtager Gråsten Slot ombygges slottet i mindre grad, og der oprettes boliger for en række statsembedsfolk, en domstol samt et bibliotek.
Da kronprins Frederik i 1935 gifter sig med den svenske prinsesse Ingrid, beslutter Rigsdagen sig for at forære kronprinseparret brugsretten over slottet i bryllupsgave, efter den sønderjyske socialdemokrat I. P. Nielsens utrættelige iver efter at overtale både regering og landsting. Slottet ombygges kortvarigt, og den 20. august 1936 flytter kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrid ind i deres nye sommerresidens. Gråsten Slot er for anden gang i historien på Glücksborgske hænder.
Under den tyske besættelse af Danmark i vinteren 1944 modtager hoffet i København besked om, at tys kerne har intentioner om at rykke ind på Gråsten og omdanne slottet til lazaret. Frederik IX rejser med det samme til Sønderjylland med sit følge, for at redde inventaret fra boligen. Med håndkraft flyttes det hele, på nær et yderst tungt murstensbord, til slotskirken der efterlades aflåst og lukket.
Kronprinseparrets ophold i Sønderjylland bliver imidlertid kun for en kort periode, idet kongehuset vælger at blive i København under den tyske besættelse i årene 1940 – 1945. I 1944 flyttes kongehusets møbler over i slotskirken, hvorefter Gråsten Slot indrettes til brug som lazaret for sårede soldater og flygtninge fra østfronten.
I september 1946 modtages kronprinseparret igen hjerteligt i Gråsten, denne gang med de to prinsesser Margrethe og Benedikte. Det første detachement af Den Kongelige Livgarde på Gråsten for Kong Frederik og Dronning Ingrid blev oprettet den 29. juli 1949. Ved Dronning Ingrids død i år 2000 arver H.M. Dronning Margrethe II brugsretten til Gråsten Slot, der stadig gælder den dag i dag.
.
